Hej Danmark.

Tilbage i Kosovo
Der er måske gået lidt lang tid siden sidste afsnit, men grunden er travlhed på arbejde. Vi har haft mange 12-timers vagter, så fritiden har været meget sparsom.
Håber ikke afsnittet er mindre læseværdigt af den grund.

Tak til alle Jer, der stadig følger med i min hverdag.

Billede 1: Mehrije er lige blevet færdig med at støvsuge vores lejlighed.
Kan I ikke se, hvor sød og rar hun er? altid glad og i godt humør.
Billede 2: På landtur en af de første forårsdage. Selv om sneen ikke er væk, er der dejlig varmt.
Beskidt bil? Nej, ikke så slemt i dag.
Billede 3: På turen overhalede vi denne alternative bil.
Forhåbentlig på vej til "huggeren".

1.2.3.

Billederne kan klikkes op i størrelse.

Mange hilsner
Peter
---
Tirsdag 22.02.05
I dag revnede ballonen....
I løbet af den sidste uges tid havde jeg mærket det MÅTTE komme.
Konfrontationen med Patrick.
Den sidste tid har han brokket sig til mig, mere og mere over småting. Ting, som han selv kunne løse, hvis han ville.
Idriz har 2-3 gange delt generelle skideballer ud, fordi alt for mange kommer dryssende to, tre eller fem minutter inde i briefingen.
I takt med det er Patrick og Waititu (som lige har været på tre ugers ferie) begyndt at komme for sent hver eneste dag. To, fem eller ti minutter.
I forgårs fik Idriz og jeg at vide fra "kontoret" (Ziat, som jeg forøvrigt er begyndt at synes bedre om), at det var bemærket, at alt for mange - også IPO’ere kommer for sent.
Efter briefingen i eftermiddag bad jeg IPO’erne om at blive i briefingrummet. Der var et par småting til orientering. Jeg måtte så også sige, at det var bemærket, at IPO’erne også kommer for sent.
I lokalet befandt der sig kun to personer, som havde grund til at føle sig truffet - og det gjorde de også.
Patrick mente ikke at briefing i så høj grad angår IPO’ere!!!! Waititu mente, at briefingen som regel starter før tid!!!
Til det er der kun to ting at sige:
1. Briefingen vedrører i høj grad ALLE..
2. Briefingen er ALDRIG startet før tid.
De andre var heldigvis enige med mig i begge dele.
Men så var det, at Patrick også havde en ting, han ville bringe på bane. Han ville gerne slå fast, at idet jeg er hans Team Leader, er det mig - og aldrig en KPS-sergeant, der giver ham ordre.
Jeg vidste godt, hvorfor han nævnte det: I lørdags havde vi bevogtning af en fange på hospitalet. Samtidig havde vi glemt, at vi også skulle have en patrulje til bevogtning i serberlandsbyen, Siga.
Da det gik op for os, at vi på det tidspunkt skulle have været i Siga, bad jeg Idriz om at gå på vores radiokanal og sende Patricks patrulje derud.
Senere samme dag undskyldte jeg over for de involverede, at der var sket et kiks, og betalte i øvrigt med en kop kaffe på cafeen. Regnede så med det var ude af Verden.
Patrick svarede ikke på radioen, så det blev i stedet Armando’s patrule. Og nu sad Patrick ved Gud og sagde, at han med vilje ikke besvarede Idriz’ opkald, for han skulle ikke tage imod "ordre" fra en KPS’er...
Jeg måtte være ærlig og indrømme, at jeg ikke er klar over, hvordan de formelle regler er omkring Patrick’s påstand.
Jeg henholdt mig til, at jeg ser vores hold som een enhed - eet team, og ikke to forskellige enheder...
Til min store forbløffelse og ærgrelse, var Waititu (dog som den eneste) på Patrick’s side. De snakkede begge meget om rang og kommandoveje, mens jeg synes vi skulle arbejde praktisk og fleksibelt. Samtidig sad jeg og tænkte på, om dette mon ikke i virkeligheden var et sammenstød mellem to kulturer - to forskellige måder at tænke på. To forskellige måder at arbejde på?
Det foreløbige punktum blev sat ved at jeg lovede at gå til Chief Of Operations for at få afklaret tvisten.
Nu husker jeg ikke, om jeg har fortalt, at chefen for Operations, skotten David, ikke er på stationen mere?
I stedet har vi fået en tysker, George.
Jeg forklarede ham loyalt situationen - også i egen interesse. Jeg kunne jo have taget fejl.
"Jeg kender sgu heller ikke reglerne, men det her lyder som børnehave snak", var han umiddelbare svar.
"Hvis du og sergeanten er enige, kan det da være fuldstændig ligegyldigt, hvem af Jer, der giver beskeden - og på hvilken kanal".
Han ville dog lige rådføre sig med Bob, stationens næstkommanderende.
Ti minutter senere kom George tilbage. "Bob er helt på linie med det, vi to snakkede om, so go ahead".
Først på aftenen var Patrick og Waititu på stationen i en pause. Jeg refererede korrekt, hvad George havde sagt om vores uoverensstemmelse.
Patrick lod sig nu ikke dupere af det. Han henholdt sig til, at han har været i Kosovo 2 måneder længere end George, og bare fordi han nu tilfældigvis er blevet Chief Of Operations, er det jo ikke sikkert, han har ret.
På den anden side mente jeg, at det jo ikke er sikkert Patrick har ret, bare fordi han tilfældigvis har være i Kosovo 2 måneder længere end Chief Of Operations....
Der stillede vi os i en ret barnlig, fastlåst situation. På Patricks opfordring indvilligede jeg i, at vi snarest går til Station Commander med tvisten....
Patrick beklagede sig også over, at KPS’erne ikke er pligtopfyldende nok, når han kører patrulje med dem.
"Som patruljeleder er det jo din opgave at retlede og vejlede dem", kunne jeg fortælle ham.
"Jeg er overhovedet ikke leder af nogen patrulje", svarede han med et øretæveindbydende smil om munden
Lad mig lige tilføje, at det er en almen kendt kendsgerning, at en IPO’er er leder af den patrulje, han er sammen med. Det er jo derfor vi er her.
I øvrigt underskriver han hver dag patruljerapporten som "patruljeleder".
Andre småemner kom også på banen. Det korte af det lange var, at Patrick ikke vil modtage beskeder fra andre, end sin Team Leader.
Med en ret dårlig stemning hængende i luften gik Patrick ud til bilen med ordene: "Kom Waititu, vi kører!"
Selv om Waititu skuffede mig i situationen, viste han sig alligevel som en viis mand.
Han blev hængende lidt, fandt sit vanlige glimt i øjet og dejlige smil frem. Han mente, at en del af tvisten skyldtes, at vi ikke "taler samme sprog, selv om vi forstår de ord, der bliver sagt".
Det var da lidt af en opblødning
Da han ville gå, bad jeg ham sige til Patrick, at de skulle være til bevogtning kl. 20 på hospitalet (ikke noget jeg havde bestemt)
Waititu bad mig om selv at sige det til Patrick, nu da det var ham, der var leder af patruljen..
Selv anden gang fastholdt han, at jeg skulle sige det til ham.
"Er du politimand, eller er du ikke....?" "....Godt, så sig til Patrick, at I skal være på hospitalet kl. 20.... Nogen spørgsmål?"
Det var der så ikke...
Senere på aftenen kørte Idriz og jeg rundt og "besøgte" patruljerne. Herunder også Patrick, Waititu og Milazim på hospitalet.
Waititu havde tydeligvis lagt "spliden" på hylden. Han pjattede og grinede som altid. Patrick satte sig surmulende på en bænk i behørig afstand.
Senere på aftenen kom Patrick (som patruljeleder...) mindre heldigt ud af en simpel opgave. Under deres patrulje blev de gjort opmærksom på, at en tyk telefonledning hang lavt hen over en rundkørsel. Vi så patruljevognen holde tæt på rundkørslen. Idet jeg langsomt kørte ind i rundkørslen blev jeg stoppet af en privat vægter... Lige foran bilen kunne jeg så se den mørke ledning.
Idriz og jeg stod ud og talte med vægteren. I det samme kom en af de sjældent sete knallertkøerere susende. Inden vi nåede at reagere drejede han ned af næste vej - lige forbi ledningen i halshøjde...
Idriz blev tosset og kaldte på Milazim... "Hvad fanden laver I tre mand inde i den bil..?"
Vi fulgte ledningen til en boligblok lidt væk fra rundkørslen. Det viste sig, at det var en familie på 3. sal, der selv havde været ved at fuske med at tilslutte sig telefonnettet i masten på den anden side af rundkørslen...
Uden større besvær rykkede vi skidtet ned, fjernede ledningen og kørte videre.
Jeg kunne se på Milazim, at han var rasende.
Ved fyraftenstid kom Patrick og gav hånd til godnat. Han mente ikke, der var nogen grund til at gøre mere ud af vores "snak". Det kunne bare blive pustet op til noget, det ikke var. OK.. Måske handlede det hele om, at han ville prøve mig af, og måske havde han det dårligt med, at han var for passiv med hensyn til at forhindre, der var sket en ulykke med den ledning. Jeg ved det ikke...
Uoverensstemmelsen hænger jo stadig i luften, og jeg må overveje, om jeg skal gøre noget for at få rene linier.
"Milazim, var du sur derude i rundkørslen?"
"Ja, jeg var. Jeg vil jo gerne arbejde, men Patrick ville have at vi bare skulle sidde i bilen og vente på, at nogen kom og ordnede den ledning ..."
Da vi var på sygehuset kom en lille, gammel mand hen til os for at snakke. Da det gik op for ham, at jeg var dansker, begyndte han at græde. Ind imellem hulkene lykkedes det ham at mumle nogle ord, mens hans tårevædede øjne fastholdt mit blik. Tolken oversatte sagte imens: "Vi skylder det internationale politi en stor tak. Det har været mere tappert end vores egne soldater!" Han gik ind på sin stue og kom tilbage med en avis og viste os en artikel, der beskrev, at skolebørn i Kosovo er de bedste til tysk i hele Europa (bortset lige fra de tyske børn. "Jo, vi har meget at være stolte af", sluttede han. Jeg takkede ham selvfølgelig for de pæne ord og rakte ham hånden til farvel. Han tog den og kyssede min håndryg, som han derefter holdt mod sin pande - alt mens han bukkede dybt.
Under vores videre færd spurgte Idriz, om han måtte stille mig et personligt spørgsmål:
"Peter, hvad kan du godt lide ved Kosovo, og hvad kan du ikke lide?"
Hmmm. Tænkte mig lidt om, og undrede mig umiddelbart over, at det var svært for mig at finde noget, jeg ikke kan lide. Efter et halvt minuts betænkningstid svarede jeg:
"Jeg synes folk i al almindelighed er meget rare og gæstfri. Men det irriterer mig voldsomt, at de alle sammen skal gå to og to på fortovet, og INGEN kunne drømme om at give plads eller træde til side. Jeg bryder mig heller ikke om albansk musik.. Der ud over har jeg svært ved at komme i tanke om noget, jeg ikke kan lide. Selv affaldet i gaderne, hullerne i fortovet og de faldefærdige huse kan jeg lide. Strømafbrydelserne irriterer mig ikke - endnu. Alle disse ting er endnu spændende at opleve, men jer er klar over, at hvis jeg skulle bo her i årevis, ville det nok begynde at irritere mig."
Idriz trak på smilebåndet. "Ja, det med folkene på gaden irriterer også mig, og jeg ved ikke, hvorfor det er sådan Om strømafbrydelserne siger vi: Overalt i Europa er det en selvfølge at have strøm, men det er kun i Kosovo folk sætter pris på at der er strøm i stikkontakten. Det er fordi vi ved, hvordan det er IKKE at have strøm!!"
---
Torsdag 24.02.05
Tre måneders dagen for mit "indtog" i Kosovo blev ikke just nogen festdag - tvært imod.
Nu kunne jeg vel heller ikke regne med at alt ville forblive en dans på roser..!
Hvis I nu har gættet på, at det har noget med Patrick at gøre... har i gættet rigtigt.
I aftes var alle danskere (dem, der kunne) samlet i Pristina for at tage imod fire nye danske kolleger. Det er der tradition for, at jeg husker selv, hvor stor betydning det havde at blive modtaget af "de gamle" og ligesom blive en del af helheden med det samme.
Selv havde jeg egentlig eftermiddagsvagt, og havde en del besvær med at få lov at smutte i nogle timer. Først da jeg forsikrede, at jeg var tilbage før skiftetid, var der grønt lys.
Hvorfor den indstilling...?
Det fandt jeg ud af senere...
Idriz var i meget dårligt humør, da jeg var tilbage ved 22.30 tiden.
Han havde fået at vide, at han IKKE bestod den mundtlige eksamen til at blive løjtnant. Der havde været ca. 500 til prøve, og der var kun 60, der ville bestå.. (dårlige odds), men han havde følt sig sikker, og fået anerkendende blikke fra sensorerne.
Der ud over havde han haft et opgør med Patrick. Patrick havde siddet ved en computer og skrevet e-mail kl. 17.52, og skulle (velvidende) være i Siga kl. 18.00.
Idriz havde mindet ham om dette, men havde fået at vide, at han skulle blande sig udenom, og at han (Patrick) havde pause til kl. 18.00
Ved 23-tiden fandt jeg så ud af, hvorfor jeg skulle være hjemme inden skiftetid. George (den nye Chief Of Operations) og KPS-dito stod pludselig på stationen.
De så meget alvorlige ud, og bad Idriz og jeg om at komme med ind på kontoret.... Så, hvad ventede nu..?
Jo, de havde i al ubemærkethed foretaget inspektion af holdet de to sidste aftener. Og de var bestemt ikke imponerede over det, de havde set....
Tilsyn med nogle beslaglagte lastbiler i forgårs, var mere eller mindre ikke foretaget.
Tre patruljer var strømmet til i forbindelse med en gang husspektakler (den problematik har jeg vist været inde på før...).
Antallet af foretagne check points var for lille, og antallet af udstedte bøder stærkt faldende. De to sidste ting var generelle problemer på stationen.
Hmmm. Det lader stadig til, at godt politiarbejde er lig med antallet af bøder...
De havde også (inden jeg kom tilbage) bedt Radiotjenesten om at kalde op til hver enkelt patrulje for at spørge om position og hvad de lavede. Kun een ud af syv patruljer havde reageret.
Jeg har spurgt de enkelte patruljer, som alle hævder, at de besvarede opkaldet...\
Der må være sket en misforståelse.
Det var Armando (Filipinerne) der var bedt om at føre tilsyn med lastbilerne. Han havde mere eller mindre glemt det. Den slags sker, og han var da i det mindste ærlig at sige det.
OK - der er ikke andet at gøre, end at beklage de svagheder, der var fundet.
"Det gør vi bedre fremover ..."
"OK", svarede George og blinkede, Så er den ikke længere. På med handsken.
Nu vil tiden så vise, om jeg forstår at motivere kollegerne til at gi den en skalle. Ser det egentlig som en udfordring.
---
Fredag 25.02.05
I dag havde vi Support Shift. Vi "tjekkede ind" kl. 10.00. Konflikten med Patrick fylder meget i mit hoved. Hvordan skal jeg/vi løse den? Patrick virker til at være en mand med meget stor stolthed. På det personlige plan kan jeg utrolig godt lide ham. Fagligt synes jeg også han på mange måder var god som team leader, selv om vi har to vidt forskellige måder at se tingene på. Men, hele tiden tænker jeg på, om han ligger inde med en skjult dagsorden? Efter mig første møde med ham beskrev jeg ham således i dagbogen: Fredag 10.12.04
Vi mødte kl. 07.45 til den daglige briefing.
Så straks på listen, at jeg skulle være makker med temalederen, Patrick fra Nigeria.
En kæmpestor sort fyr. Vi har talt om, at han er svær at blive klog på. Han virker på een gang arrogant og flink - måske magtsyg. Han har dog den fordel, at han taler et let forståeligt engelsk. Nå, fem minutter over otte sad vi i bilen sammen med en KPSer og en tolk. Da vi havde kørt 20 meter - fra p-båsen til stationens hoveddør bad han mig stoppe. Idet han steg ud, bad han os vente et øjeblik, for han skulle lige til et møde ...
Selv om jeg vælger at se det bedste i folk, opfattede jeg det klart som en magtdemonstration fra hans side. Vi daskede lidt rundt, indtil han 55 minutter senere var klar til at køre ...
Alligevel viste han sig hurtigt at være en hyggelig, lattermild og humoristisk fyr.
Jeg spurgte lidt ind til hans politimæssige baggrund. Han svarede, at han til daglig er ansat i det vi herhjemme kalder "anti terror korpset", der også beskytter indflydelsesrige personer. Han sagde også rent ud, at det er under hans "rang og værdighed" at patruljere. Faktisk havde han aldrig gjort det før han kom til Kosovo ... Måske holder det på een eller anden måde nogenlunde stik?
Nej, der var ingen opgaver til os i dag. "Keep your radio on!" Det er det nærmeste vi kommer en fridag, men det er dejligt at kan daske rundt på må og få på disse support dage.
Waititu og jeg "hang ud" på stationen, og ved 12-tiden spurgte jeg, om vi skulle gå over på cafeen og drikke kaffe.
"Hvorfor ikke gå hjem til mit hus og drikke kaffe? Then I will make that cow stomack for you .."
"Hmm, jo tak, det vil jeg gerne.. Det har vi jo snakket meget om".
Har jeg fortalt, at Waititu og Patrick bor sammen? Nå, men det gør de altså.
Af en eller anden grund har afrikanere altid rullet gardinerne for, så der var tusmørke indenfor - og koldt.
Patrick sad i stuen og så en film. Vi hilste kammeratligt på hinanden. Derefter meldte han sig helt ud af fællesskabet. Svarede kort, men smilende, når jeg henvendte mig til ham. Waititu og jeg snakkede og pjattede som vi plejer.
Han begyndte straks at tilberede sin komave..., mens han fortalte at han havde fundet et lille sted, hvor de slagter kreaturer. Derfra havde han hjembragt en komave og renset den omhyggeligt.
På spækbrættet lå der kort efter et mindre bjerg af ubestemmeligt "kødtern".
Halvdelen var helt hvide - ligesom brusk. Den anden halvdel var brune med pigge på. De lignede parterede søpindsvin.
Den dejlige duft af svitsede løg bredte sig i køkken og stue, så jeg blev optimistisk stemt.
For en tid.
Da Waititu puttede komaven i gryden, blev duften af løg afløst af stank. Dem af Jer, der kender den lugt der er, når man tager indvoldene ud af en nyslagtet, varm kylling, vil vide, hvilken kvalmende atmosfære, der bredte sig i huset.
I kan måske også forestille Jer, hvordan det gik med min appetit ved tanken om, at jeg om lidt skulle have denne substans i munden?
Ca to timer senere mente Waititu at komaven var mør. Han havde også fremstillet et slags brød af majsmel og vand (intet andet), kogt ris (da han mente jeg nok ikke kunne lide "brødet"). Endvidere en tyk spinatsuppe med kyllingestykker. Komaverne var kogt i lidt vand, tilsat tomater og kartofler og (heldigvis) MEGET peber.
Waititu hældte op i en dyb tallerken, og tog ikke hensyn til, at jeg sagde stop, da tallerkenen var fuld. Nej, der skulle top på...
ååah nej...
"Jeg spiser med fingrene, men du vil nok gerne ha en gaffel og en ske?"
Jo, det ville jeg da gerne.
"Please God, bless our food". Nej, det var ikke mig, der sagde det, men Waititu.
Jeg koncentrerede mig udelukkende om ikke at trække vejret gennem næsen, og abstrahere fra, hvad det var jeg forsigtigt puttede i munden. Skal vi sige, at jeg forsøgte at være fordomsfri...?
"Mmmm, Waititu. Really nice". Jeg kiggede anerkendende på hans spørgende ansigt.
For at sige det ærligt... Det var faktisk spiseligt, så det var ikke så svært at lyde overbevisende. Heldigvis var det meget krydret af peber. Når man blander en mørkegrøn masse af spinat med den tomatfarvede komave-suppe, ser det godt nok ikke så spændende ud, men det lykkedes mig da at spise ¾ af bjerget, inden jeg måtte give op. De hvide komavestykker havde konsistens som kyllingekråser. De brune knasede som æbler, selv om de havde kogt i to timer.
Waititu bød ikke Patrick på mad. Han sad og så film. Jeg ved ikke rigtig, om Waititu ville demonstrere noget ved at tage mig med hjem netop i dag?
Da jeg takkede for dejlig mad (?) og skulle til at gå sagde Waititu: "Når Jan kommer tilbage, inviterer jeg igen på komave ..."
"Ih ja, det var en god ide". Mit store smil skyldtes nu mest at jeg glædede mig til at fortælle Jan om det - og se hans reaktion.
Jeg gik tilbage til stationen. På support shift er det team leaders irriterende pligt at forvisse sig om, at bilerne har brændstof til natten.
Jeg mødte George og Bob i døren. De sagde, at de havde bestemt sig for, at flytte Patrick til et andet hold... Samtidig bad George mig om at få fat på Patrick, så vi begge kunne komme til en snak på hans kontor.
En halv time senere sad vi der så.
George kom lidt uheldigt fra start ved at skyde Patrick noget i skoene, som ikke var rigtigt.
Patrick er godt skåret for munden, og forsvarede sig rigtig godt. Heldigvis fik George hurtigt drejet samtalen over på, at han synes Patrick virkede ked af det, siden kan kom tilbage fra sin ferie. Det bekræftede Patrick. Dernæst synes George, det var forkert, at han var blevet på holdet efter han blev "afsat" som team leader. Det var Patrick også enig med ham i.
Dernæst fik Patrick "tilbud" om at komme på et andet hold - eller måske komme i "nærpolitiet". Patrick takkede for tilbudet om et andet hold, og det var så det.
Da vi gik fra Georges’ kontor trak jeg Patrick til side. Jeg ville gerne have ham til at forstå, at jeg var den første til at beklage vores uoverensstemmelse, men at det fra min side IKKE var noget personligt.
Vi trykkede hånd, og det mærkede til at han også mente, at dette ikke var personligt. Da han gik, vendte han sig om i døren: "See you my friend".
Hmmm. På een eller anden måde har jeg ondt af ham. Han kan vel ikke andet end føde nederlag indeni - igen.
Jeg har stadig en dum fornemmelse af, at han måske ikke er behandlet ordentligt. Var den konflikt så meget værd?
Jeg hader diskussioner om, hvem der har ret, og hvem der har uret. INGEN ved, hvad der er rigtigt og forkert. Det eneste vi ALLE ved er, at vi ingenting ved...
Om ikke andet, så skulle dette gerne betyde, at der nu bliver ro på holdet igen. Time will show...