• k01.jpg
  • k02.jpg
  • k03.jpg
  • k04.jpg
  • k05.jpg
  • k06.jpg
  • k07.jpg
  • k08.jpg
  • k09.jpg
  • k10.jpg
  • k11.jpg
  • k12.jpg
  • k13.jpg
  • k14.jpg

Endnu et afsnit.

En tidlig morgen ved solopgang kørte jeg et stykke op i bjergene for at få et udsigtsbillede over byen.

Billede 1: Dette billede er taget fra en sommer-restaurant, hvorfra man kan se den sydlige del af byen.
Billede 2: Lige ved siden af restauranten ligger denne ruin. Solen tittede lige igennem vinduet. Det kunne jeg ikke stå for.

1. 2. 
Mange hilsner
Peter
---
Lørdag 19.03.05
I dag skulle Jan og jeg for en gangs skyld begge to først møde kl. 16.00.
Derfor handlede vi ind i går til lækker morgenmad. Vi købte bl.a. ost (katten i sækken) og 2 æg. Et hvidt æg til Jan og et brunt til mig.
Jeg troede faktisk det var i denne weekend, det var påske, men fandt hen ad vejen ud af, at jeg var en uge for tidligt ude..
Nå, men morgenmaden var så dansk, som den kunne blive hernede. Ristede boller, æg, Nutella, leverpostej hjemmefra (sidste holdbarhedsdag), abrikos marmelade og ost (som viste sig at være rigtig god). Dertil kaffe og - en Gammel Dansk. Forrygende dejligt.
Vejret var fantastisk, så vi gik en tur i Markedsgaden lige bagved, hvor vi bor. Der var tykt med mennesker og handlende. Dårligt var vi kommet ind i gaden, før Jan gik amok med at bruge penge. Af hensyn til den overraskelse, der venter hans familie, når han kommer hjem, vil jeg undlade at afsløre, hvad han købte.
Meeen, jeg tror han gjorde en rigtig god handel.
Det er en rigtig rar fornemmelse at møde mennesker på gaden, som kommer hen og hilser og siger: "Goddag Peter - Goddag Jan". Sådan skete det et par gange under vores osetur i formiddags. Kolleger fra stationen, der, som os, var ude og nyde foråret.
Den store Moske ligger midt på gaden og danner ligesom et torv. Vi fandt en lille udendørs cafee, hvor vi slog os ned i solen - lige ud for indgangen til Moskeen. I det samme myldrede det ud med mænd, der havde været inde og bede. Med forbløffende stor sikkerhed kunne de hver især finde deres fodtøj, som de havde stillet i et stort reolsystem udenfor. Een af de tiggende kvinder med et lille barn i skødet havde placeret sig ved udgangen med sin udstrakte hånd. Ikke nogen dårlig taktik, kunne vi se.
Vores uforglemmelige jordaner, Ziad og en pakistaner var blandt dem, der havde været inde og bede. De kom hen og hilste pænt på. De så, hvad Jan havde købt, og nikkede anerkendende til prisen. Så KAN det ikke være helt galt, når de synes prisen var OK ;-)
Da trafikken fra moskeen var ebbet ud bestemte vi os for at gå ind og se den indeni.
Respektfuldt satte vi vores sko i reolsystemet. Der var yderligere et par - var der mon een, der havde glemt at tage sine sko, da han gik??
Rummet var iskoldt. Foråret var ikke trængt herind endnu. Det, vi ville kalde "kirkerummet" derhjemme, virkede meget større end det så ud til udefra. Faktisk ret storslået og smukt. Jeg ved ikke lige hvordan det kan lade sig gøre, men selv om kirkerummet er rektangulært, afsluttedes loftet højt oppe af en stor rund kuppel. Vægge og loft var flot dekorerede med malede mønstre. Umiddelbart ikke religiøse motiver. Gulvet var belagt med et "væg-til-væg-tæppe" med rektangulære felter. Sandsynligvis et felt til hver bedende. Og ups... Der bagest i rummet ude til højre stod en dybt koncentreret mand i bøn. Sikkert ejermanden til det 3. par sko udenfor. Vi stod muse-stille en stund. Ikke forstyrre den bedende mand...
Det kriblede noget i fingrene for at tage nogle billeder, men nej, det gør man bare ikke i sådan en situation. Ved lejlighed må jeg finde en dag, hvor der ikke er nogen derinde.
På vej hjem gik jeg ind for at blive klippet og barberet. Frisøren huskede mig tydeligvis. Jeg skrev Internetadressen på en lap papir og fik ham gjort forståeligt, at han der kan se sig selv i færd med at barbere krigshelten fra Danmark.
Det kastede en kop (rigtig) kaffe af sig..
Apropos krigshelt.
Nu kan man jo ikke forvente at være i en (tidligere) krigszone uden at få en krigsskade.
Det fik jeg i dag.... L ....og jeg er naturligvis nødt til at indvie læserne i, hvorledes det gik mig så slemt.
Jo, ser I:
Jan og jeg skulle som nævnt møde kl. 16.00, så i rette tid begyndte jeg at klæde om i mit soveværelse.
Derinde hænger der fra loftet en (prisme) lysekrone med store glasstave. Da jeg trak min T-shirt over hovedet stødte min ene arm mod lysekronen så en af glasstaverne gik i stykker.
På grund af Jordens tyngdekraft styrtede glasstaven mod Jorden med sådan en hast, at jeg ikke nåede at flytte min venstre fod.
Derfor landede glasstaven lige oven på min vrist med brudstykket nedad og borede sig ind i min sarte vrist. Sekundet efter iagttog jeg et større springvand af rødt blod, komme ud fra et hul i min hud.
Som jeg havde lært i førstehjælp, inden jeg drog i krigen, proppede jeg en tommelfinger ned i det åbne sår, alt imens jeg skreg efter hjælp (Jaaaaaannn!!!)
Efter at have kaldt FLERE gange kom han endelig dryssende. Jeg kan godt betro Jer, at han blev ligbleg over at se alt mit dyrebare blod på gulvtæppet.
Nå, efter nogen tid lykkedes det os at erstatte min tommelfinger med en forbinding...
Nu har jeg flere gange været på det lokale sygehus (heldigvis ikke som patient), så jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg helst ikke ville behandles deroppe.
Vi ringede derfor efter Claus, som straks kom i sin Coca-Cola bil og kørte mig til Medical Clinic på Logbase (en lille lægepraksis, kan man sige)
Den rare læge, som blev tilkaldt behandlede mig professionelt og erstattede Jans presforbinding med sølle to små strips.
Med cirka en times forsinkelse mødte jeg på arbejde (let humpende) og måtte jo gentage den drabelige historie flere gange. Nogen havde vist lidt svært ved at tro, den kunne være sand.
Nu er det jo ikke sådan, at man kan være i en krigszone uden at forvente at blive såret, men jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt denne skade berettiger mig til en heltemedalje????
OK - oprigtig talt, så har min fod det egentlig godt....
Waititu fortalte i løbet af aftenen, at han får besøg af den ene af sine koner i løbet af april måned. Hun vil blive et par måneder.
Derfor er han NØDT til at finde et andet sted at bo.
Han bor jo nu sammen med Jones og Patrick. Deres hus er indrettet sådan, at man skal igennem køkkenet for at komme fra gangen og videre ind i stuen.
"Man kan ikke ha fremmede mænd igennem køkkenet, når konen står og arbejder der ..." var begrundelsen.
Jeg lovede at holde øjne og ører åbne for at hjælpe med at finde noget. Har dog min tvivl om det lykkes ham. Det er mit indtryk, at han sidder ret godt på pengepungen, men samtidig stiller ret store krav til for eksempel bolig.
---
Mandag 21.03.05
I går tog jeg afsked med Idriz for en stund. Han skal på 3 ugers kursus på Politiskolen i Vushtrri, nord for Pristina.
Murat, Xhavit og jeg snakkede om at besøge ham på skolen en aften. Det kunne jo også være interessant at se den. I disse uger underviser tre danske kolleger i OSCE-regi på skolen. Dem har jeg ikke mødt endnu. Det er den velkendte Hr. Vittrup, der har sat det i værk. De skal lære de lokale instruktører at undervise i "Taktiske Principper" ved demonstrationer, optøjer og lignende.
I dag havde vi Support Shift, så egentlig havde jeg ikke grund til at være på stationen. Jeg sad og renskrev dagbog på en gammel computer, da vores tre "unge" sergenter dukkede op. De havde ellers fridag, men skulle til et lille møde, hvor de skulle have deres endelige resultat af den tid, de havde været i træning på holdet. I den periode har jeg brugt megen tid på at evaluere og bedømme dem så reelt og objektivt som muligt.
Den hovedansvarlige for uddannelsen på stationen er en amerikaner, Donnie Joe. Ham kan jeg egentlig godt li, og har jævnligt rådført med med ham angående evalueringerne.
KPS-eren, Spresa, kaldte på mig. "Du skal komme ind til Donnie Joe".
OK, jeg lukkede computeren og gik ind på kontoret. Inden for døren sad KPS-station Commander. En flot og autoritær mand, der altid er velsoigneret. Midt på gulvet stod Adem. En af de nye sergenter - efter min mening den klart bedste. For enden af kontoret stod Donnie Joe med armene over kors.
Selv stillede jeg mig op ad et stål arkivskab midt imellem Adem og Donnie Joe.
Donnie Joe begyndte at tale som kun amerikanere kan. Mange ord, ret hurtigt efter hinanden. Mange af dem var tomme fyldord og tillægsord.
Han talte om een eller anden, der var doven og alt for flink og eftergivende i forhold til befolkningen.
Jeg var noget forvirret og tænkte på, hvor han ville hen med al den negative omtale. Indtil..... Pludselig gik det vist op for mig. "Donnie Joe. Stop lige. Er det Adem, du taler om?"
Ja, det var det.
"Jeg må sige, at jeg slet ikke genkender Adem i det du siger". Jeg fortalte, at Adem efter min mening var en af de absolut mest arbejdsomme, hæderlige og vellidte sergenter, jeg havde mødt. Dette fremgår også at de evalueringer, jeg har lavet.
I mit baghoved snurrede allerede tanken om at hvis ikke min bedømmelse af Adem får betydning for hans endelige udtalelse, må jeg jo blive betragtet som uhæderlig og useriøs. Jeg er i øvrigt den eneste, der har evalueret ham de to måneder, han har været her.
Donnie Joe forklarede, at mens jeg var hjemme på ferie havde han bedt amerikaneren (og hans gode ven, red.) Tebow om at observere Adem. Ud fra den snak Donnie Joe og Tebow havde haft efterfølgende kunne Donnie Joe forstå, at Adem havde tilgivet en bilist for en færdselsforseelse. Tebow syntes også Adem havde været for lidt aktiv med bødebogen generelt.
Adem er en lidt atypisk albaner. Af sind og temperament passer han nok i virkeligheden mere til de "nordlige himmelstrøg" (det er måske derfor jeg så godt kan li ham)
Jeg kiggede på ham og så et par blanke øjne kigge bedende og fortvivlet på mig.
Jeg var nødt til at modsige Donnie Joe og fremhæve alle de kvaliteter JEG synes Adem har, og at jeg ikke kunne genkende ham i det Donnie Joe sagde.
Donnie Joe lod en bemærkning falde om, at han havde iagttaget det samme som Tebow... Hvordan det har været muligt at gøre inde fra hans kontor, bagest i bygningen, ved jeg altså ikke...
Men OK. Der kom en lille opblødning i gang, og Donnie Joe endte med at sige til Adem (vi havde selvfølgelig en tolk med) at han ER en af de bedste, men han skulle lige tænke over det med at være for eftergivende.
Adem bad om ordet til sidst. "Jeg har lyttet til det, der er sagt om mig. Selv synes jeg, jeg er professionel i mit arbejde, men jeg tager selvfølgelig kritikken til efterretning".
Jeg forstår godt hvis Adem følte han fik en forhammer i hovedet. Mødet tog 35 minutter. De fem blev brugt til alt det, Adem er god til. De første 30 til et par ting, han måske skal gøre bedre.
Med et påtvunget, venligt smil og håndtryk takkede Adem for snakken og gik
Mødet med Izet og Naser varede 5 minutter for dem hver. Helt OK. Naser fik at vide, at han var blevet doven (det er han også). Han tog denne besked med oprejst pande og kommentaren: "For at være ærlig, så ved jeg det godt. Det bliver bedre fremover..."
Efter mødet inviterede Adem os alle sammen på kaffe på cafeen. Nok for at vise, at han ikke er så let at knække mentalt. Vi snakkede afslappet om alt andet end arbejde.
Lidt senere trak Adem mig til side. Han er dårlig til engelsk men sagde: "To måneder sammen med dig. OK bedømmelse. Tre dage med Tebow. Dårlig bedømmelse".
"I know what you mean, Adem".
Jeg havde det faktisk ret dårligt med det, der var sket. Jeg synes det var noget skræmmende, at disse kollegers skæbne er lagt i ganske få (og tilfældige) menneskers hænder.
Man kan bruges eller misbruges i dette system.
Og hvad nu hvis jeg ikke tilfældigvis havde været på stationen i formiddags?
Hver eneste uge bliver vi af forskellige årsager mindet om, at vi skal være "særlig forsigtige" når vi færdes ude.
Således også i dag. I vores hylde lå en notits der fortalte at efterretninger ville vide, at "nogen" havde planer om at dræbe en politimand eet eller andet sted i Kosovo i tidsrummet fra den 23. - 25. marts. Ikke uventet opfordredes vi til at bære skudsikker vest, ikke færdes alene, ikke parkere på mørke steder (!!!) og altid sende to patruljevogne til opgaverne (en som back up).
Selvfølgelig får den slags informationer mig til at tænke mig om - og passe ekstra på. Måske er det svært for Jer at forstå, men det bevirker ikke at jeg (og vist heller ikke de andre) går og er bange. Det er lidt svært at tro, at "nogen vil gøre mig skade" når alle omkring een er så venlige og imødekommende. MEN jeg ved jo godt, at hist og her lurer nogle skidte fyre.
Årsagen til denne trussel er angiveligt hævn. Sidste år ved denne tid skød en IPO-er en albaner i et opgør i en landsby lidt syd for Peja. Nogle mener, at familien "er nødt til" at hævne det.
Men mon ikke nogen holder de potentielle gerningsmænd under observation og i meget kort snor? Jeg tror det...