Denne gang skal I en lille tur med til Basketball
Hjemmeholdet SKAL vinde for at gå videre til finalen.
Har nogen af Jer prøvet at hælde syltetøj ned i en kuffert...? Det har jeg..
Een af vores tolke inviterer på en noget speciel madoplevelse.....
Billede 1: Basket Ball er stort i Kosovo. Efter denne hjemmekamp dalede gule balloner i hundredvis ned på banen og skabte en dejlig stemning.
Billede 2: Fatmir og hans ven spiller fantastisk god musik. Fatmir er helt fordybet i sin musik, mens slagteren istemmer med sang i baggrunden.
1.
2.
God fornøjelse.
Peter
---
Søndag 24.04.05
Det kom som noget at en overraskelse for mig, at de kolleger, der slutter deres mission, skal have en udtalelse med på vejen.
Og ja, I har gættet rigtigt. Det er en Deputy Commanders opgave... Ret gringagtigt blev min debut i den slags udtalelser at skrive nogle positive ord om... Ziad. Husker I min skepsis og hovedrysten over ham? Det var ham, der tog imod os de første dage vi var i Peja. Heldigvis har jeg for ikke så længe siden skrevet, at jeg har fået et mere positivt og nuanceret syn på ham.
Hvorom alting er, så lykkedes det mig at skrive den obligatoriske A-4 side af rosende ord, som det forventes. Men for at være ærlig, så måtte jeg stramme mig an for ikke at gå på kompromis med min samvittighed, selv om han på mange måder har gjort sit arbejde godt.
I aften var Jan, Claus, Scott og jeg til den næstsidste Basketball play-off kamp. Pristina og Jeja skal spille om mesterskabet – bedst af fem kampe. Peja have muligheden for udligne til 2-2 i aften.
Og det gjorde de – i en hal, der var proppet til bristepunktet af fanatikere fra begge hold. Jeg har beskrevet stemningen tidligere i dagbogen, og denne gang var stemningen om muligt endnu mere intens.
En prop fuld hal er lig med ca. 4.000 tilskuere. Scott fortalte på hjemvejen, at han i USA har været til Basketball kampe med 45.000 tilskuere. Alligevel havde han aldrig oplevet så intens stemning og så fanatiske tilskuere.
---
Mandag 02.05.05
Ja, så har jeg været en lille sviptur hjemme i DK.
Når man så efter en lille uges tid igen sidder hernede føles det som om det hjemlige kun lige opfattes i små glimt, eller som en drøm, der hurtigt passerer forbi.
Men rart at konstatere, at alt og alle har det godt.
Back to PEJAdice... Den sædvanlige tur fra lufthavnen til Peja. Claus og Jan hentede mig, fortalte de seneste nyheder fra byen (dem var der nu ikke så mange af) mens jeg sad på bagsædet og kiggede efter bjergene, der dukkede op i horisonten og langsomt kom nærmere og nærmere.
Vi gjorde holdt ved stationen og satte os uden for kaffebaren i det gode vejr.
Min go'e, gamle, indiske vej, Anjan kom glædestrålende hen til os. ”Jeg har noget at vise dig!,” sagde han og tog et billede op fra sin taske.
Anjan arbejder i paskontrollen i Kulina passet. Han fortalte at selveste Commissioner, Mr. Kaj Vittrup og frue var dukket op uanmeldt for at køre til Montenegro. Anjan havde selvfølgelig budt på rundvisning i sin container og budt på kaffe. De havde snakket hyggeligt sammen, og Vittrup havde foreslået Anjan, at han da var nødt til at besøge Danmark, nu da han var ”på disse kanter”.
”Selvfølgelig,” havde Anjan svaret, "og jeg har Mr. Pedersen på Peja station til at vise mig rundt i landet."
Så var der linet op til fotografering med Anjan i midten og hr. og fru Vittrup på hver sin side.
”Han er vel nok en rar mand – og pæn,” sluttede Anjan og gemte billedet forsigtigt væk, så det ikke blev krøllet og beskidt.
Nå, der var efterhånden gået 12 timer siden jeg forlod Silkeborg, så jeg måtte hjem og have pakket ud...
.... åhh nej, det passer ikke ... Jo, det var sandt. De to glas med jordbærsyltetøj, som jeg omhyggeligt havde pakket ind i min morgenkåbe, havde begge mistet låget. Jeg ved ikke hvordan det er muligt at to glas begge kan miste låget, når de er pakket ind i vat. Og jeg ved ikke, om det er muligt for Jer at forestille sig, hvor meget to glas syltetøj kan svine i en kuffert.
Fakta er, at alt var sølet ind i jordbærsyltetøj – ALT – undtagen to åndssvage kryds og tværs blade, jeg havde købt til Jan..
Der var kun een ting at gøre! Smide alt i badekarret og skylle godt, to gange – tre gange. Også kufferten.
Og så starte vaskemaskinen i håb om at bare noget af tøjet kunne vaskes helt rent.
Mens vaskemaskinen kørte gik jeg mig en tur i byen. Klokken var 20, og Jan var på arbejde. Jeg var nødt til at adsprede tankerne fra de dumme jordbær. Jeg satte mig på en fortovscafe og nød en kop kaffe og kiggede på alle dem, der gik aftentur. Termometeret viste 20 grader.
Heldigvis kunne jeg gå glad og træt i seng efter at have konstateret, at den gamle vaskemaskine, med hjælp fra en overdosis vaskepulver, havde gjort mit tøj helt rent.
---
Onsdag 04.05.05
I dag spurgte Bob om jeg havde mod på at tage alene til Station Commanders Meeting i RHQ (Regionale Hovedkvarter). Ja, hvorfor ikke, det skal jeg jo før eller siden alligevel.
Station Commanders fra byerne i regionen samt ledelsen RHQ og diverse afdelinger samles der.
Orientering om de væsentligste ting, ”bordet rundt” og diverse er i korte træk, hvad det handler om.
Vi berørte kort ceremonien i forbindelse med Transition den 27. maj. Den forventer Guilio (Regional Commander) sig en del af, da Peja station er hans hjertens barn. Han lod forstå, at det helt klart forventes at jeg holder en (kort) tale.
I aften var vi en større flok på en stor og flot fiskerestaurant i nabobyen, Istog. Blandt deltagerne var Jan, Claus, George, Bob Allen (Deputy Regional Commander), yderligere en George, James og en veninde/kollega til ham fra USA. Det var dejligt at være sammen med ”de ny venner” på den måde. Så lærer man også ”bosserne” at kende under mere private former, hvilket nok ikke er nogen ulempe i forhold til arbejdet. Jeg mener, det bliver lidt lettere blot at ringe til dem, eller dumpe forbi deres kontor.
James, som aldrig laver noget som helst, og som jeg egentlig aldrig har brudt mig om, viser sig i virkeligheden at være en fin fyr. Han snakker uafbrudt, men er også ret underholdende. Når blot man ikke får ham serveret i for store portioner.
Maden var ganske glimrende, og stedet meget flot. Restauranten er omgivet af vand, næsten hele vejen rundt, og ligger centralt i byen. Efter mørkets fembrud er der hyggelig belysning uden for.
---
Torsdag 05.05.05
Een af vores tolke hedder Fatmir. I lang tid troede jeg han var en midaldrende mand. Indtil han en dag fortalte, at han har små børn. Jeg husker ikke hans nøjagtige alder, men han har sit udseende og væsen lidt imod sig. Sådan lidt af en ”rygklapper”. Lidt påtrængende og ikke til at slippe af med igen. Han er ”for meget”.
Dertil kommer, at han vist kan betegnes som den mindst dygtige af vores tolke.
For længe siden fortalte han, at han før krigen levede af at spille musik til fester og lignende. Jeg fortalte om min lidenskab for trommer, og det har han gentagne gange brugt som indfaldsvinkel til at komme i snak med mig.
Med jævne mellemrum har han spurgt, om jeg en gang vil med ham hjem og hilse på hans familie, spise og høre ham spille på Balalajka, (vist nok) et græsk strengeinstrument.
Hvad skal man så lige svare? ”Jo tak, det vil jeg gerne. Vi må finde en dag inden så længe!” I ved, hvordan det er, når man ikke har lyst til at sige ja tak, og ikke kan få sig selv til at sige nej...
I eftermiddags kl. 15.30 kom han ind på Bob’s og mit kontor. For en gangs skyld var det Bob, han henvendte sig til.
”Bob, jeg har købt et lam i dag. Har du lyst til at komme og spise i aften?”
”Et lam, det lyder da dejligt,” svarede Bob og skulede over på mig. ”Jooh tak, måske...”
”Ja, og du Peter, du skal også komme, hvis du kan,” brød Fatmir ind.
”Jeg har godt nok en aftale med Jan og...,” forsøgte jeg, men det lød vist ikke alt for overbevisende.
”Tag Jan med. Og Claus.”
”OK, jeg ringer og spørger dem!”
Jeg gik udenfor og ringede til andre. Lysten var ikke overvældende, men måske skulle vi se at få det overstået. Og med lammesteg kunne det vel ikke gå helt galt.
”Jo tak, det vil vi gerne.”
Fatmir fortalte, at dagen i dag er en ganske særlig dag i hans familie. En dag, der hvert år fejres med lammesteg. Da han var dreng væltede han på cykel og kom slemt til skade. Han var meget tæt på at dø, men overlevede ved et mirakel. Siden den dag har han fejret sin ”anden fødselsdag”.
Over kaffen ved fyraftenstid sagde jeg til Bob og George (som også var inviteret med), at jeg havde en skidt følelse af, at Fatmir havde en bagtanke med at invitere netop os.
”Ja, nu du siger det,” svarede Bob, ”det havde jeg ikke tænkt på.” Vi behøvede end ikke at sige, hvad vi tænkte. Vi tænkte helt sikkert på det samme.
Sagen er den, at tolkene er ved at blive nervøse. De ved godt, at nogen af dem ikke får forlænget deres kontrakt i sommer, efter stationen er overgået til ”selvstyre”.
Og Fatmir ved helt sikkert godt, at han er i farezonen, og han ved også godt, hvem der skal evaluere tolkene inden kontrakterne tages op til genforhandling.
Hvad han ikke ved er, at jeg faktisk i sidste uge var med til at evaluere samtlige 15 tolke i vores afdeling..
Så... Måske have Fatmir en lille bagtanke med at invitere netop os.
Bare en beskidt tanke, jeg fik...?
Bagtanke eller ej. Som aftalt kom vi alle i samlet flok kl. 20. Bob, George, Jan, Claus og jeg. Fatmir stod ude på vejen og ventede. Han lyste som en sol, og viste os lidt ned ad en smal passage til sit hus.
Huset er svær at beskrive. Det er tydeligvis, ligesom de fleste huse hernede, bygget i etaper. Det er opført i tre plan med svalegang på hver etage, forbundet med en udvendig trappe. Fra svalegangene er der adgang til forskellige rum – næsten som små bure. Det betyder, at hvis man skal fra køkken til stue, skal man ud på svalegangen. Det samme hvis man skal fra soveværelset (i stueetagen) til badeværelset (på 1. sal).
Vi blev ledt op ad trappen til 2. etage. Herfra kom vi ind på Fatmirs værelse/stue. Måske Herreværelset. Møbleret som alle andre hjem: Den klassiske, alt for store, hjørnesofa og alt for lille sofabord. Fjernsyn, computer og reol. Og så et enkelt, usmageligt, religiøst motiv på væggen.
Konen og de tre børn kom og hilste på, og forsvandt hurtigt igen. Lidt senere kom en bror og en svoger, som er slagter.
Så var vi klar til maden. Konen og børnene kom ind med tallerkener, der bugnede af lammekød, og en tallerken til hver med en masse salat. Og så forsvandt de igen.
Svogeren fordelte lammekødet imellem os med sine store slagternæver. Kød var der rigeligt af.
Det smagte da også dejligt, om end noget af det var rigelig fedt. Da vi var godt i gang med at spise, rodede svogeren rundt i kødbjerget og fandt noget der lignede.... ...Kunne det være sandt..?
Ingen tvivl. Det var et lammehoved.
Med en skruetrækker, han havde i lommen, lykkedes det ham at åbne kraniet. Indholdet, som indlysende nok var.... Hjernen, smed han hen på Bobs tallerken. Hans protester blev ignoreret...
En kogt og/eller stegt lammehjerne har en fast konsistens. Den har de karakteristiske ”snoninger” som hjerner har, og så er den helt hvid...
Mens svogeren kiggede søgende ind i hjerneskallen, kiggede vi vantro på Bobs tallerken og vidste ikke om vi skulle grine eller... Til svogerens store glæde og udsøgte fornøjelse fandt han endnu et stykke hjerne i skallen. Hvad var mere naturligt end at lægge dette stykke på den næste tallerken, som var ... ...min...
”OK, Bob, vi gør det. Smag på det!!”
”Hvis jeg putter det der i munden kaster jeg op,” hviskede han.
Jeg kunne se på ham, at han bestemt ikke brød sig om det, han nu havde på tallerkenen. Hans appetit blev med garanti ikke bedre, da slagteren pillede øjnene ud af kraniet med sin lommekniv og puttede dem i munden – eet efter eet. Mmmm.
OK. Nu havde jeg jo tidligere spist komave hos Waititu. Så kunne jeg vel også spise (eller smage) lammehjerne hos Fatmir.
Stegt/kogt lammehjerne har samme konsistens som kyllingelever (som jeg godt kan li). Så det drejede sig ”bare” om at abstrahere fra udseendet, og tanken om, hvad det var.
Og hvordan var det så? Nærmest ingenting. I virkeligheden smager det ikke rigtig af noget. På den anden side var det ikke nogen nydelse. Nok fordi det ikke lykkedes at abstrahere fra tanken om, hvad det var. Bob kapitulerede. Han beklagede over for Fatmir, at han ikke var i stand til at smage på det.
”Jeg ved det ikke er pænt af mig,” sagde han, ”men det er noget psykisk, jeg ikke kan overvinde.”
Det lod ikke til at fornærme nogen. Især ikke slagteren, der var blevet færdig med at spise øjne. Han tog hjernen med sine bare næver fra Bobs tallerken, proppede halvdelen i munden og lagde resten på et af fadene.
Hvad jeg ikke så, men siden blev fortalt var, at Jan i al ubemærkethed havde taget en (mindre?) luns af hjernen, for lige at smage. Jeg kan forstå på ham, at han havde den samme (smags)oplevelse.
”Skal jeg spille for Jer?” Jo, det skulle han naturligvis. øl og vin var der ikke sparret på, så vi var i hopla til lidt musik.
Fatmir ringede efter en ven, der fik en guitar i hånden, og Fatmir fandt sin 8-strengede Balalajka, som havde de fleste strenge i behold.
Nu er Fatmir i sandhed ikke det hurtigste menneske, jeg kender, så det kom temmelig meget bag på mig (og de andre), hvordan han kunne bruge sine fingre.
Fatmir og vennen satte sig på gulvet og underholdte os med det mest henrivende, græske musik. Til nogen af melodierne istemte slagteren med sang, og det var han faktisk ikke så ringe til.
Sent på aftenen var vi nødt til at gå – det er jo arbejdsdag i morgen.
Vi var vel også ved at være mætte af øl, vin, musik og.... lam.
Fatmir havde – på flere måder – givet os en ganske særlig oplevelse, og helt bestemt en rigtig god og hyggelig aften.
Om han fortsat vil have arbejde som tolk når sommeren er omme, vides endnu ikke. Hans hjem bærer præg af, at han ikke har råd til at blive arbejdsløs (men hvem har det?).
Heldigvis har vi, på stationen, i virkeligheden ingen indflydelse på det. Den beslutning ligger i Pristina, hvortil hans evaluering er sendt.....