Hej alle sammen.

Billedet er fra et checkpoint I den sydlige udkant af byen.

Med ønsket om, at I alle må få et godt nytår, sender jeg endnu et afsnit af min dagbog.

Jeg skal møde på arbejde kl. 23.45.

De sidste dage har de lokale kolleger snakket meget om, at der nytårsaften plejer at være meget travlt.

Albanere har en tradition for at fejre nytår med "maner", så vi er advaret om, at alt kan ske.

Min "samlever" og jeg har inviteret andre danskere til spisning kl. 18 (dansk frokost med sild og alt det der, I ved), så det skal nok blive hyggeligt.

Ha det godt, og pas på hinanden

Mange hilsner Peter

---
Mandag 20.12.04
Stationen står noget på den anden ende efter inspektionen I weekenden.
Vi mødte kl. 16 og blev straks kaldt ind på Kumar og Zaid’s kontor (de to, der introducerede os de første dage). Vi blev præsenteret for en formular fra marts 2002, hvorpå der stod, at man ikke må arbejde I civilt tøj og at vi SKAL anvende FN’s blå baret som hovedbeklædning (pakistanere, afrikanere og lignende godtfolk går med tophue). Derefter blev vi bedt om en underskrift på, at vi havde læst formularen ... Temmelig komisk, for på vej til arbejde var Jan og jeg meget tæt på at købe en nissehue af en gadehandler. Den ville vi så tage på til briefing og se de andres reaktion. Vi nøjedes dog med at grine ad tanken.
Selv om der ikke er pyntet til jul, og selv om julen ikke fejres her, så jeg faktisk to julemænd i gaden i formiddags. Jeg fandt ikke ud af, hvad deres "mission" var. Måske var de faret vild i deres kane, på vej til Danmark?
Jan blev kaldt på "gulvtæppet" hos Station Commander. Nogen havde opdaget, at han havde kørt 1 (een) kilometer for langt i en bil i forhold til det tidspunkt, den skulle have været til service ... Det havde Jan aldrig hørt om var vores opgave at holde øje med. Han tilkaldte mig som sandhedsvidne, og jeg kunne, med god samvittighed, give ham ret. Så måtte vi ind til Kumar og Ziad igen. Over for Station Commander fastholdt de, at de personligt havde instrueret os om dette MEGET vigtige emne.
Station Commander ville vide, om de havde en blanket, hvor vi havde skrevet under på, at vi var instrueret, og mens de diskuterede videre, blev Jan og jeg enige om, at vi hellere måtte passé vores arbejde og komme af sted på vores patrulje.
På en eller anden made vil det ikke under mig, om Kumar og Ziad kan finde et sted, hvor vi har skrevet under på at vi kinder alt til olieskift, dæktryk og lignende, for vi ar skrevet under på et hav af formularer, og husker slet ikke, hvad det er, vi har erklæret os indforstået med ... ;-)
I dag var jeg vejleder for Milazim, der er 35 år og har været i politiet i 3 uger (efter skoleophold). Haner en MEGET korrekt og pligtopfyldende kollega.
Var blandt andet med ham inde og tilse en anholdt "i hullet". Bagefter ville jeg vide, hvorfor han var der. Milazim fortalte, at han i går var kommet til at skyde sin bedste ven I forbindelse med drikkelag. Tvivlsomt om vennen overlever.
Informationsniveauet her er MEGET lavt. Under briefingen fik vi at vide, at der ikke var noget at berette om ...
Herregud - en skudepisode er vel ikke noget særligt..!!?
Det er noget af det, Jan og jeg vil se, om vi kan gøre noget ved. Vi har allerede mange eksempler på, at alvorlige forbrydelse ikke er almindelig kendte på stationen ...
I aften begyndte det at sne. Til stor fryd for holdets tre afrikanere, der aldrig har oplevet sne før..
Nu skal det helst ikke blive for voldsomt, for I morgen middag skal jeg køre Jan og Claus til Pristina så de kan komme på juleferie.
---
Tirsdag 21.12.04
I dag rejste Jan og Claus hjem på juleferie.
Bjarne og jeg køre dem til Pristina lufthavn, og derfra videre til selve byen. Her opsøgte vi Anne og Poul, som vi spiste frokost med. Der var en smule glat visse steder, så turen varede et par timer hver vej (men der er jo også 80 km til Pristina..)
På arbejde var jeg sammen med Milazim og Mustafa. Vi var til en form for husspektakler hosen familie, der bor på en lille landejendom ca. 15 km ude ad en meget dårlig jordvej. Der var 3 voksne sønner i familien, som boede meget spartansk. Den mellemste søn på 30 år var psykisk syg og årsagen til balladen.
Vi måtte tage ham med os med henblik på tvangsindlæggelse på den psykiatriske afdeling, der er lige så sundhedsfarlig som resten af hospitalet.
Fra modtagelsen stod en dør åben ind til en sygestue. Gennem døren kunne vi se en temmelig stor, og helt nøgen, kvinde på en briks. Selv om det myldrede med personale, sansede ingen - bortset fra Mustafa at lukke døren.
En læge kom hurtigt til. Han fortalte at overlægen var på besøg på et andet hospital i landet, og kom ikke tilbage før i morgen.
Uden at veksle så meget som eet ord eller eet blik med "patienten" beordrede han en sygeplejerske til at give ham en beroligende injektion (han var nu slet ikke urolig). Hun trak resolut hans bukser ned og stak ham med sprøjten - og så kunne vi godt gå igen med patienten.
Vi kunne blot komme med ham i morgen igen. Patienten blev kørt hjem igen ad den uendeligt lange jordvej. Turen var ikke uden problemer, da 4-hjulstrækket, mærkeligt nok .., ikke duede.
Da vi kom tilbage til byen spiste vi på et cafeteria. Jeg er faldet pladask for en speciel slags pølser, der hedder SUXJUK (udtales: Su-djuk, med tryk på første stavelse). De minder lidt om en meget krydret medisterpølse og spises med en slags hvidkålssalat eller syltet paprika med syrnet tykmælk og brød. Mustafa har vist mig hvor byens bedste slagter bor. En dag vil jeg prøve at stege et par suxjuk selv.
Med hensyn til NN så har Poul sendt os alle en e-mail med orientering om, at NN har valgt at afbryde sin mission.
Hvad vi andre ikke vidste var, at han formentlig har nogle "psykiske lig i lasten" fra en tidligere mission i Irak for ca. 10 år siden.
---
Onsdag 22.12.04
Da vores hjemmevagtsordning er (midlertidig?) suspenderet, mødte jeg og da andre IPO’er fra mit hold i dag kl. 08.00
Der skulle hentes en "ny" patruljevogn I Mitrovica. Den lille, tykke Waititu og jeg meldte os straks til at gøre turen.
Waititu er en fantastisk rar og meget morsom mand. Vi havde en rigtig hyggelig og sjov snak på vejen derop (ca. 70 km’s = 2 timers kørsel). Waititu, der er 51 år gammel, var som et lille barn og grinede og frydede sig over sneen. Han troede at sne er som is. "Men det er jo blødt, og alligevel ser det ud til at blive til vand, når det bliver væk", grinede han.
Ligesom I Pristina, ligger der også en JYSK (sengetøjslager) I Mitrovica - lige inde midt i byen. Som dokumentation for min påstand, måtte jeg naturligvis have et billede af dette silkeborgensiske vidunder.
Og ja, det er de same ting, som I Danmark, der forhandles - vist også til stort set same (billige?) priser ...
For mine danske kolleger vil det måske have interesse at vide, at her er der I hvert fald een ting, der fungerer: vores bærbare radioer (walkie talkies) af mærket Motorola GP300 er helt suveræne.
Rent fysisk er de et nummer mindre end dem, vi har derhjemme, men dette til trods kunne jeg helt uden problemer snakke med min teamleders radio hjemme I Peja I en afstand af 50 km. Og det selv om der stod et par bjerge imellem os ... Stik den, Hesselbjerg ;-)
Sidst jeg kørte med Waititu var han ude efter en levende kylling. I dag var det noget andet. Ligesom jeg havde han observeret noget, der minder om et kreaturslagteri I udkanten af Peja. I hvert fald ligger der I tonsvis af kreaturhuder udenfor.
I dag ville han have mig med hen og købe komaver ... "Mmm. Taste good for my stomack", grinede han.
Det viste sig desværre, at selve slagteriet ligger I Klina (halvvejs I Mitrovica), så vi var kørt lige forbi det på vejen hjem. Herinde bearbejder de kun huderne ...
... Så kom invasionen ... Ni amerikanere er arriveret til stationen.
Den ydmyghed, beskedenhed, generthed, nysgerrighed og tilbageholdenhed, vi danskere udviste/udviser (kald det "at stikke fingeren I jorden"), er ikke rigtig noget de burger. De fylder utrolig meget (ikke kun fysisk). Selv om de "kun" er ni ud af mere end 100 ansatte, kan de altid ses og høres ...
Retfærdigvis skal det nævnes, at mindst tre af dem har været her for 2-3 år siden, så helt nye er de jo ikke.
OK - jeg giver dem naturligvis en chance
---
Torsdag 23.12.04
Waititu og Jones, der også er kenyaner, fortalte over formiddagskaffen, at de begge også er farmere. Mine danske kolleger vil nok finde det morsomt at høre, at de fortalte, at de begge dyrker Kath, som er forbudt i Danmark på lige fod med hash. De fattede ikke en brik af det, da jeg fortalt at det betragtes som et euforiserende stof.
"Det er da skide godt", sagde de, "så kan man gå eller arbejde I 24 timer i træk uden at blive træt".
Jones er lige så velbegavet som Waititu er morsom. Desværre er han lidt svær at forstå. Når han bliver pensioneret (som 55 årig), vil han gå ind I politik. Han fortalte bl.a., at det, teoretisk set, ville være let at komme fattigdommen i Afrika til livs. Klimaet, de mineralske ressourcer er til stede, ligesom der er masser af olie. Problemet er, at de familier, klaner eller stammer, der bor "ovenpå ressourcerne" ikke vil dele dem med andre - end ikke for penge.
Jeg spurgte Waititu, om hans far også er/var politimand. Nej, det var han ikke. Han var bonde, og havde end aldrig set et klasseværelse indefra. Hans mor er business-woman. En dygtig een, sagde han. Og det selvom hun heller aldrig havde gået i skole.
--
Efter en ret begivenhedsløs arbejdsdag, skulle jeg møde igen på arbejde ved midnatstid i aftes.
To af de nyankomne amerikanere startede på vores hold. Den ene var også her for 2 år siden. Dengang giftede han sig med en albansk kvinde, som ikke kunne komme med ham hjem. Man kan så sige, at HAN er kommet hjem til hende ...
Desværre nåede jeg og nogle andre ikke at høre dem introducere sig selv. Netop som briefingen skulle begynde blev Sadat, Milazim og jeg sendt ud til en død mand, der var fundet i nærheden af stationen.
Og ganske rigtigt. I en gyde, lige ud til hovedgaden, lå en mand, der tydeligvis var skudt med 3 skud i hovedet.
Hurtigt myldrede det med politi og nysgerrige. Ingen havde tilsyneladende set, hvad der var sket.
Det viste sig desværre hurtigt (for mig at se), at KPS’erne her mangler professionel rutine. De havde svært ved at tage affære. Det var som om de hellere ville stå og glo på liget.
Området var naturligvis straks blevet spærret af med "minestrimmel" for at ingen skulle vade rundt for tæt på gerningsstedet.
Desværre var der - endnu engang - stærk mangel på tolke. Der var faktisk kun een til stede. Det var mig simpelthen ikke muligt at få kollegerne til at forstå, at vi måtte have navne på eventuelle vidner med videre.
Efter nogen tid kom en midaldrende mand til stede. Han mente liget KUNNE være hans søn, så han var i en tilstand af chock og panik. KPS’erne havde tydeligvis berøringsangst med hensyn til at tage sig af ham. Flere gange måtte jeg hidkalde Milazim, som er helt ny i faget, og taler lidt engelsk og tysk. Han forsvandt hver gang ret hurtigt igen i menneskemængden. Det var ret frustrerende ikke at kunne tale med den mulige fader, og gøre ham det forståeligt, at han ikke måtte komme hen til liget.
Til sidst måtte jeg beordre Milazim til at følge med mig, faderen og et par af hans venner, hen i vores bil.
Her sad jeg så og forsøgte en blanding af beroligelse og afhøring af faderen.
Heldigvis dukkede Teknisk Afdeling (Forensics) hurtigt op. Lidt sejt at se, at det var med Kim Larsen I spidsen. Afdelingen har til huse I det regionale hovedkvarter her I byen.
I løbet af en lille times tid stod det klart, at det var "min mands" søn, der var skudt.
Den unge mand var en tilsyneladende helt almindelig, retskaffen fyr uden fjender. Han var tjener på en af de bedre restauranter I byen g netop optaget på politiskolen.
Kim konkluderede blandt andet, at han var skudt med tre skud I hovedet, heraf de to, mens han lå på ryggen (projektiler I jorden under hans hoved).
Faderen blev afhørt af en KPS-efterforsker på stedet og daskede så hjem igen ... Den døde var i øvrigt gift og far til et 2-årigt barn.
Brandvæsenet kom og spulede det værste blod væk, og lidt senere "smed" vi liget ind I en varebil, som kørte det til obduktion i Pristina.
Så fjernede vi "minestrimlen", og et par timer senere var alt normalt igen.
Sadat og Suad fortalte mig, at de kender den myrdede temmelig godt. Sadat har gået i skole med ham, og Suad bor næsten lige over for ham..
Alligevel var det påfaldende, hvor normal stemningen var resten af natten.
Vittigheder, latter og snak om alt muligt andet. Jeg spekulerede på, om det kan have noget at gøre med, om de (fra krigens tid) er "vant til" at miste nære venner og slægtninge.
Netop som "showet" var ved at være slut, meddelte en patrulje med Jones fra Kenya, at de havde fundet en jakke I vejsiden på "Transit Road", ca. 1 km. Fra gerningsstedet. I jakkelommen var en del 9 mm ammunition.
Så rykkede hele musikken ud igen. Teknisk afdeling, hundepatrulje fra Pristina m.v.
En anden patrulje, med Waititu, anholdt 3 halvfulde mænd i en taxa. Den ene havde blod på hænderne ...
Natten viste dog, at de ikke kunne have forbindelse med mordet.
Ja, på den måde gik natten jo ret hurtigt.
Jeg snakkede undervejs med Patrick om det skete. Begivenheden mindede os om, at man ikke skal lade sig dysse hen af den fred og ro, der hersker på overfladen.
Jeg må nok overveje, om jeg skal være mere påpasselig med at tage pistolen med mig I fritiden. Det er vi begyndt at slække lidt på.
Om aftenen går vi dog så vidt muligt ikke ud alene og færdes kun på hovedgaderne ...
Patrick ville vide, hvad en typisk dansk julemiddag består af.
Jeg fortalte, at danskere typisk spiser "ducks" til jul ...
"Dogs?" spurgte han med rynket næse ... Jeg synes nu ellers jeg havde gjort mig umage med at lægge trykket rigtigt..
"Nåh. Ænder". Hmm. Han blev lidt paf og fortalte, at det I Afrika er lavstatus at spise ænder. Så er man virkelig fattig. Nej, så hellere kylling ...
Nå, jeg vil håbe på at Kim er blevet færdig med analyserne af hans undersøgelser fra det indsamlede materiale i nat, så han har haft tid til at tilberede julemiddagen.
--
Desværre viste det sig, at der ikke var strøm I deres del af byen, så ovnen var ikke længere varm, da jeg kom.
Klokken ca. 19 blev der lys igen, så lidt over kl. 20 kunne vi sætte os til bords. And kunne han ikke skaffe, men en særdeles veltilberedt flæskesteg med hvide og brune kartofler til. Selv rødkål og næsten brun sovs var der rigeligt af.
Jeg var hjemme kl. 23 for at klæde om til arbejde kl. 23.45. Mehrije var på vej til at skulle gå efter at have tømt vaskemaskinen, tændt op i brændeovnen, redt seng, vasket op og pudset mine sko og støvler ...
Fem minutter efter hun var gået, stod hun der igen med ... "varm the".