Småproblemer

I dette afsnit kommer min "yndlings elev", Milazim (for anden gang) i problemer.
Jeg er nok nødt til at revurdere min mening om ham som politimand.

I skal også høre om en psykisk syg nigeriansk kvinde, og vi skal også på en lille tur til grænseposten i bjergene mellem Kosovo og Montenegro.

Billede 1: Denne kiosk ligger helt ude på kløftekanten og passes af to børn i 10-12 års alderen.
Billede 2: På vejen ned fra bjergene gjorde vi holdt ved det smukke vandfald. På billedet ses til venstre: Claus Baltzer Nielsen, Frederiksberg og til højre for mig Jan Byriel, Bornholm.

1.2.
Mange hilsner
Peter
---
Onsdag 23.03.05
Gårsdagens politimæssige højdepunkt i Peja var jeg ikke involveret i, da vi havde Support Shift.
En mand i den vestlige del af byen fandt en død hundehvalp i sin brønd. Nu er døde kadavere i drikkevandet ikke just fremmende for folkesundheden, så han fik fisket ådslet op med en rive eller lignende. I baghaven gravede han et hul som han smed det i.
Bagefter var der eet eller andet der sagde ham, at der var noget galt. Nå, for at få fred i sindet gravede han det op igen og studerede det nøjere.
Lidt senere ringede han til politiet: "Jeg har fundet et druknet spædbarn i min brønd..!"
Ved nærmere eftersyn viste det sig at være et 3-4 måneder udviklet foster. En desperat kvinde havde tilsyneladende ikke set anden udvej end at smide sit (formentlig døde) foster i en brønd. Mig bekendt vides det endnu ikke, hvem der skilte sig af med fosteret på denne uværdige måde.
På et møde i går kom den besked, vi længe har gået og ventet på: Den 27 maj går Peja station i transission. Det vil sige, at fra den dag forlader alle internationale politifolk politistationen i Peja.
Nu skal de selv klare opgaverne, samt lede, fordele og administrere opgaverne.
Hvad skal der så blive af lille mig? Jeg beholder min is i maven lidt endnu. Mange er begyndt at søge jobs i andre regioner. Jeg vil stadig satse på at blive en af monitorerne (KONTROLLØR) med arbejdsplads i det Regionale Hovedkvarter.
Mere er der ikke at sige om det lige nu.
I nat mødte der en nyuddannet løjtnant på holdet. Han skal være KPS Team Leader i stedet for Idriz (som p.t. er på kursus). Han (Selver) lader til at være en OK fyr, men meget anderledes end Idriz. En helt anden natur. Han er 38 år gammel, ugift og bor hos sine forældre i Istok, ca 25 km fra Peja. Ham skal jeg også evaluere hver uge (suk), så jeg må lige se ham lidt an uden at være forhåndsindtaget.
Jo, I fornemmer nok allerede, at jeg har et lille forbehold mod ham..?
På vores stamcafe ved siden af stationen har de lært at lave "Danish Coffee", og jeg behøver ikke at sige det længere, når jeg kommer - i modsætning til alle andre steder. Hernede er kaffe ikke bare kaffe. Den serveres i mange varianter - sågar med vanille sukker.
Ved 6-tiden i morges inviterede Mustaffe mig på cafeen, men den var endnu ikke åben. Vi gik videre til den næste, som åbner kl. 05, tror jeg. Tjeneren var god til engelsk, så jeg forklarede møjsommeligt, hvad jeg ønskede: "Nescaffee, pleace. Only coffee and hot water. No milk, no sugar, no nothing".
"Very well, Sir".
Ingen tvivl om han forstod budskabet. Nu da han var så god til engelsk, gik jeg op til disken og spurgte, hvorfor det er så umuligt at bestille kaffe, som kun består af vand og kaffe.
Han smilede og forklarede, at det er fordi albanere ikke kan forestille sig at drikke kaffe uden mælk.
Jeg måtte jo smile af denne besked - og tænkte mit, mens jeg gik ned til Mustaffe.
Få øjeblikke senere fik Mustaffe serveret sin Makiato (kaffe) og jeg fik min Nescafe...... Med mælk, vanillesukker og et drys chokolade ovenpå.
Det var så grinagtigt, at jeg ikke nænnede at ødelægge mit gode grin ved at beklage mig.
Efter et par minutter råbte tjeneren: "Is the coffee all right, Sir?"
"It’s brilliant, thank you". Og den smagte faktisk godt, selv om det ikke var rigtig kaffe.
---
Fredag 25.03.05
I går var jeg hos lægen med min fod
Den er altså ikke helt god. Det gør smadder ondt i et par sener, der går fra tæerne ud op på vristen. Når jeg gør bestemte bevægelser mærker det som om senerne er ved at sprænge.
Jeg kan dog betro Jer, at der endnu ikke er taget stilling til, om de vil amputere lige under - eller lige over knæet.
At min fod var både blå og sort, og at huden på vristen sover, kunne nu ikke hidse ham op.
"Du er nok kommet til at gøre en forkert bevægelse," mente han. Det var jeg jo godt nok, men det var jo med min venstre arm, da jeg ragede lysekronen ned fra loftet...
En amerikaner har sagt, at det måske ikke er sagen at blive ved med at komme på FN-klinikken, for måske kunne lægen få den ide, at det er bedre jeg bliver sendt hjem.....
Upppps. Så langt havde jeg ikke tænkt selv.
MEN. Een af vores tolke kender en privat praktiserende læge, som er specialist i sportsskader (!!!!) og noget med muskler, sener og hvad ved jeg.
Ham kan jeg komme til på mandag.
Nej, nu må I altså ikke tro, at jeg går og har det dårligt med den fod. Faktisk har jeg det fint, og mærker ikke ret meget til det når først jeg har fået skoene på. Jeg bryder mig bare ikke om den farve.
Nå, nu stammer jeg jo (næsten) fra Kås, og der skal jo mere til at skræmme mig.
Mit refleksprojekt er nu afsluttet. Community police blev jo bedt om at uddele reflekserne på bedst mulig måde.
Det gik de meget op i og tog det også seriøst.
Jeg har ladet mig fortælle, at der et par gange har været indslag i radioen om det. Endvidere ligger der vist en CD på radiostationen med interviewet og en lille reportage og venter på mig.
I eftermiddags kom Harun med et stykke papir til mig. Det var en rapport, der beskrev, hvordan de havde grebet projektet an.
"Skoleforvaltningen" var taget med på råd, og fra dette er reflekserne delt ud på nogle skoler her i byen og i nogle landsbyer.
Rapporten indeholdt da også en lille tak til "den danske Regering" for den store gave :-)
I aften holdt tre amerikanske kolleger afskedsfest på cafeen/restauranten over for stationen. Jeg har aldrig arbejdet sammen med nogen af dem, så jeg havde besluttet mig for ikke at tage med.
Scott kom forbi ved 17-tiden og synes bestemt jeg skulle tage med ham derhen...
Det viste sig nu at være en god ide. Tror vi var 100 mennesker af blandet nationalitet og en hel del KPS-ere.
Mad og øl var der nok af, ligesom der var blandet musik - også albansk og selvfølgelig country-musik.
Det musikalske højdepunkt var dog nok da disc-jockeyen spillede: "Who let the dogs out?- ... Meget apropos nu hvor jagten på de vilde hunde er gået ind igen ...
Ved 22-tiden var Scott og jeg i så godt humør, at vi måtte på diskotek. Da de lukker ved midnatstid var det også på tide at komme af sted.
Det første diskotek havde - foruden os - besøg af 7 unge mænd og en disc-jockey, der spillede ulidelig højt. På det næste sad der 3 unge mænd og gloede ud i luften. På det 3. - og sidste - var der hverken dørmand, bartender eller disc-jockey, selv om musikken spillede og lamperne blinkede i alverdens usmagelige kulører.
What to do? Vi kunne jo også bare gå hjem.. Og det gjorde vi så.
---
Lørdag 26.03.05
Som jeg tidligere har været inde på får Waititu besøg af een af sine koner i slutningen af april, og han er derfor på udkig efter en ny bolig. Ved et tilfælde kom jeg til at snakke med en tysk kollega (Martin) fra grænsepolitiet, som bor tæt på stationen.
Det kunne lyde til at den (og prisen) kunne passe Waititu. Martin var lidt betænkelig ved ideen, for udlejeren vil helst have lejere fra den vestlige Verden...! Nå, det kunne jo ikke blive vores problem, så vi fik sat udlejeren og Waititu i forbindelse med hinanden - uden at nævne noget om hudfarve.
I dag kom Waititu på arbejde med et stort, glad smil om munden. Han havde fået lejligheden, og han og Land Lady var faldet rigtig godt i snak
"Hun er en meget venlig og intellektuel kvinde, men hun er også bosnier...," grinede han. "Jeg tager Jones med, for der er et separat værelse, han kan få".
"Jamen Waititu, hvad så med Patrick?"
"Det går ikke så godt mellem os længere, så jeg vil gerne væk. Jeg synes også det var synd at lade Jones blive tilbage med Patrick".
Nå, det var der jo ingen grund til at træde mere i...
Efter briefingen i eftermiddags kom Milazim, som jeg tidligere har omtalt som min "yndlings elev".
Han var meget alvorlig og helt hvid i hovedet. Tydeligvis af raseri eller lignende.
"Peter, jeg er nødt til at snakke med dig".
Jeg vidste godt, hvad han ville snakke om, men hvis I skal vide det, så er jeg nødt til at skrue tiden tilbage til torsdag eftermiddag:
En times tid før fyraften den dag kom "Milazim’s" patrulje ind med en anholdt, som var sigtet for verbale trusler mod Milazim.
Milazim trak mig straks til side og fortalte, at den anholdte havde været passager i en bil. Vedkommende havde nægtet at legitimere sig, og det havde udviklet sig til verbale trusler mod Milazim, som havde trukket sin stav og kaldt på assistance fra et par andre patruljer. Til mig ville han beklage sig over, at de tilkaldte patruljer havde været meget passive og ikke bakket ham op.
Han antydede, at kollegerne måske kendte den sigtede, eller var "bange" for ham fordi han var kørende i en stor, flot Mercedes.
Nå, det måtte vi se at få en afklaring på.
Dernæst trak Waititu mig til side. Han var sammen med Milazim den dag.
"Peter, du er nødt til at tage en snak med Milazim. Han overreagerede fuldstændig og piskede en stemning op i forhold til den anholdte. Efter min mening er der slet ikke nogen sag..."
Hmm. Fakta var, at vi havde en anholdt, som var sigtet for trusler. Så kan man ikke bare lukke ham ud, trække på skulderen og glemme alt.
Kollegerne, der havde været involveret begyndte at skrive rapport om det passerede.
Klokken 16 kom sergenten, Izet. "Peter, du er nødt til at komme her. Vi er i gang med en snak om det her".
På et kontor hos kriminalpolitiet havde 6-8 kolleger samlet sig. Midt i lokalet sad Milazim på en stol.
Den scene, der udspandt sig varede nøjagtig en time. Milazim må have følt at han var centrum i en standret.
Grænserne var trukket skarpt op. Milazim mente han havde gjort det eneste rigtige.
Han havde lagt øre til trusler som: "Pas på, jeg kan trække dig ud af din uniform", og "Det bliver ikke sjovt for dig, hvis jeg møder dig på gaden en dag".
Omvendt mente dem, der havde overværet sceneriet fra begyndelsen, at Milazim greb samtalen helt forkert an. Han havde talt nedladende og hoverende over for den sigtede. Derfor havde det ene ord taget det andet.
Milazim bebrejdede kollegerne, at de ikke havde hjulpet med at hive sigtede ud ad bilen og givet ham håndjern på.
De andre mente slet ikke det havde været nødvendigt at bruge magt...
Det foruroligede mig lidt, at Milazim tilsyneladende stod så fast på, at han havde gjort det eneste rigtige, og alle de andre det forkerte.
Med en del besvær blev der rundet af i god tone. Milazim respekterede sine kollegers holdning og ville sove på det.
Ved 17.30-tiden var rapporterne færdige, og jeg gjorde mig klar til at gå hjem.
I døren mødte jeg en aldrende, gråhåret herre i lang tweed jakke og attache taske. Han havde et længere følge af "almindelige mennesker" efter sig. "Jeg er advokat for een, I har anholdt for at have truet en politimand, og vil gerne orienteres om sagen".
Jeg bad ham tage plads og vente et øjeblik, så skulle jeg finde løjtnanten.
Løjtnant Selver - og alle de andre - gik fuldstændig i baglås over at en advokat ville "snage" i sagen.
"Kan du ikke godt snakke med ham?"
Advokaten var meget formel og vores samtale foregik med tolk.
Han var bestemt ikke tilfreds med at hans klient var afhørt. Alle formaliteter var heldigvis overholdt. Anholdte havde skrevet under på at det var i orden han var afhørt uden advokatbistand.
Jeg stak ham rapporten, som han kunne læse.
"Take your time, Sir".
Efter nogen tid smed advokaten nonchalant rapporten på bordet. "Det er en meget tynd sag. Jeg regner med du straks løslader min klient".
"Det er korrekt, at det ikke er dette århundredes største sag, men den normale procedure er, at han bliver her til han har været for dommeren i morgen kl. 10.30".
"Hvis jeg nu lover, at jeg kommer med ham i morgen!?"
"Desværre, Sir".
"Jeg vil gerne have et kopi af rapporten".
"Hmm. Jeg ved ikke, om jeg må give dig et kopi, men det vil jeg gerne undersøge".
"Jeg har været advokat i Kosovo i 35 år, så jeg ved, jeg må få et kopi".
Nu synes han vist det var ved at være sjovt at argumentere, for der sås antydning at et varmt smil. Hvorfor ikke lege med?
"Sir, jeg har været politimand i 25 år - heraf de 4 måneder i Kosovo. Jeg kender ikke Jeres Retsplejelov til bunds, så derfor vil jeg undersøge det".
Nogle kolleger var løbet i forvejen for at undersøge hans rettigheder, og nej, han måtte ikke få udleveret et kopi.
"Desværre, Sir. Jeg kan ikke give dig et kopi at rapporten, men kunne du ikke tænke dig at snakke med din klient under fire øjne?"
"Jo tak", svarede advokaten, idet han rejste sig op og gav mig hånden.
"Det vil jeg gerne, og du skal vide at du nyder min største respekt".
Lidt før kl. 19 var det tid at komme hjem. Underlig dag. En tynd sag, og så skulle der netop i sådan en sag dukke en advokat op.
I går formiddags inviterede jeg Milazim på kaffe. Han synes stadig, han havde den fulde ret på sin side, og at hans kolleger var for slatne. Desværre havde jeg ikke selv overværet episoden, men jeg var nødt til at minde ham om, at han var nødt til at forholde sig til, at alle de andre så tingene anderledes end han. Måske var der noget, han skulle revurdere.
"Jeg forstår, hvad du mener, og skal nok tænke over det", svarede han med et smil.
Senere på dagen fortalte Izet mig, at nogle kolleger på det sidste havde frabedt sig at køre med Milazim. Hans psyke havde ændret sig væsentligt, havde de sagt. Uberegnelig og opfarende var nogen af de begrundelser, der var givet.
Også en tolk fortalte mig, at han for nylig var blevet "overfaldet" af Milazim, selv om de intet havde med hinanden at gøre. Tolken fandt aldrig ud af, hvad grunden var.
Er der mon noget galt med Milazim? Han har jo tidligere fortalt om uhyggelige oplevelser under krigen...
Vi må vist holde ekstra øje med ham. De næste to uger skal han heldigvis/uheldigvis på kursus.
Og nu var det så han stod der og ville snakke med mig. Med tolk. Det måtte betyde at intet måtte misforstås.
"Ja, hvad er der, Milazim?"
"Jeg vil gerne ha dig til at skrive en klage over Dommeren!!"
"En klage over Dommeren? Hvad mener du?
"Ja, jeg vil gerne du klager over, at han i går løslod den anholdte i min trusselssag".
"Milazim... Selvfølgelig blev han løsladt. Det er helt naturligt".
"Du skal bare vide, Peter, at hvis jeg møder den sigtede på gaden en dag, og han så meget som løfter en hånd, så skyder jeg ham!" Milazim’s stemme dirrede af raseri.
"Mlazim... Det der har du aldrig sagt, og jeg har aldrig hørt dig sige det. Det er virkelig uprofessionelt af dig".
"Jamen, jeg må da forsvare mig!?"
"Ja Milazim. Med den magt, der er nødvendigt - og ikke mere. Og der ved du.. Og hvis der skal klages eller ankes over dommerens afgørelse, så er det ikke dig eller mig, der gør det. Det er anklagerens afgørelse. Det ved du også godt".
"Ja, undskyld Peter. Det er vist godt jeg skal væk et par uger!"
"OK Milazim. Back to work. Vi tager det op senere".
Hvor vidt den sigtede fik en bøde eller eventuelt blev frikendt har jeg ikke fundet ud af. En frifindelse er ikke utænkelig...
---
Søndag 27.03.05
I går aftes havde vi meget travlt. En påsat brand og to voldssager.
Endvidere kom en kvinde ind på stationen midt på aftenen. Hun er leder af et center for truede og voldsramte kvinder (Womens Protection Unit). Lidt a la det vi kender som krisecentre i Danmark. Om morgenen havde de fået bragt en nigeriansk kvinde fra fængslet i Pristina.
Kvinden var kommet fra Nigeria for nogen tid siden for at besøge sin søster, der arbejder i Kosovo som FN-ansat. Efter kvindens ankomst var søsteren imidlertid taget tilbage til Nigeria - og havde ladet sin "gæst" blive tilbage.
Det viste sig, at kvinden var stærkt psykisk syg og ude af stand til at klare sig selv. Mens FN boksede med de Nigerianske myndigheder for at sende hende hjem, var hun anbragt i fængslet.
Efter nogen tid indså nogen, at et fængsel ikke var noget godt sted for en psykisk syg.
Derfor blev centret her i Peja spurgt, om de ville modtage hende.
Det vil de godt, og således blev hun afleveret her i byen i går morges.
Der var bare lige en detalje, de havde glemt at fortælle kvindecentret. Først en halv times tid efter hun var afleveret her gik det op for centerlederen, at der var tale om en stærk psykisk syg. Centerlederen ringede straks til dem, der havde afleveret kvinden. De var nået 30 km uden for byen, men ville ikke vende om og hente hende. "Deres mission var fuldført".
I løbet af dagen gik det op for dem på centret hvor dårlig hun var. I perioder skreg hun. Nogle gange forsøgte hun at komme ud gennem vinduet på 2. sal. Hun ville ikke sidde ned, ikke spise, ikke drikke, ikke benytte toilettet og ikke tale.
Nu sad Centerlederen og bad om hjælp til at få hende bragt til Pristina straks. De kunne ikke forsvare at have hende på centret natten over. Dels bor der kvinder med små børn, og dels har de ikke noget personale til at mandsopdække hende.
Fra et albansk synspunkt var dette ikke en opgave for politiet, men som dansker kommer den servicemindede politimand op i een (I ved jo, at sådan er vi J)
Sygehuset meldte alt optaget, så jeg begyndte at ringe ril forskellige steder i Pristina - blandt andet fængslet, hvor hun kom fra.
Alle var meget "imødekommende, forstående og hjælpsomme". De henviste til forskellige kontorer, som åbnede den følgende dag efter kl. 08., og gav mig beredvilligt telefonnumre til andre steder, jeg kunne prøve. Alle steder fik jeg den samme besked.
I mellemtiden havde Centerlederen været nødt til at tage tilbage til centret, så jeg ringede og spurgte, om jeg kunne komme og se "klienten" an selv. Måske var det ikke så slemt som hun gav udtryk for.
Centret ligger et hemmeligt sted, så jeg aftalte at mødes med centerlederen ved den katolske kirke.
Nu da der var tale om en afrikansk kvinde fik jeg den ide at tage Waititu med. Måske kunne han...?
Fra kirken blev vi ledt lidt hen ad gaden, ind igennem en låset port og videre til 2. baggård. Her lå et nydeligt hus i tre plan. Hyggeligt indrettet.
Den nigerianske kvinde var syg. Radmager, pjusket hår og vel i starten af 20-erne.
Hun og Waititu talte ikke samme sprog, men hun var alligevel tydeligvis tryg ved hans nærvær.
Vi kom til at snakke om, at Patrick (Nigeria) måske kunne være til gavn. Waititu ringede ham op, selv om han havde fri. Han blev sat ind i situationen og vi forsøgte at få kvinden til at snakke med ham. Det ville hun ikke, men Patrick indvilligede i at komme til stede, hvis vi kunne hente ham. Han bad Waititu om at hilsen hende og sige: "Wramuula" (eller lignende).
Det havde tydeligvis en afslappende effekt på kvinden - som luft, der lukkes lige så stille ud af en udspilet ballon. Jeg fik ikke spurgt om, hvad ordet betød, men det fik oven i købet et smil frem på hendes læber.
Waititu kørte mig til stationen. Så ville jeg gå i gang med dagens døgnrapport, mens Waititu og Patrick kørte til centret for at se, om de kunne udrette mirakler.
Kl. 02 var de tilbage. Patrick havde snakket en del med kvinden, og hun var faldet så meget til ro, at hun kunne blive natten over.
Patrick var ikke utilbøjelig til at tro, at hun i Nigeria havde været udsat for en "Troldmand" (hjernevasker), som havde sendt hende på en eller anden "mission" og forbudt hende at snakke med - og modtage mad og drikke - fra hvide...
Patrick vil selv følge "sagen" op og forsøge at få hende sendt hjem hurtigst mulige. Også fordi han "kaster skam over alle nigerianere i Kosovo", som han udtrykte det.
Jeg faldt bevidstløs om i sengen kl. 02.30
---
Mandag 28.03.05
Endelig support dag. Slappe af. Godt nok på arbejde, men fri til at lave ingenting.
I formiddags tog tolken mig med til en slags læge. Fysioterapeut eller lignende på en halvprivat klinik.
Han gav mig nogle B-vitaminer og noget salve til at massere vristen med. "Så skal du nok blive hel igen - med tiden".
Jan, Claus og jeg havde bestemt os for at køre en tur op i Bjergpasset til grænse til Montenegro. Det ligger i Jans distrikt, så vi kunne jo sige, at vi par på patrulje.
Vejen snor sig i snesevis af hårnålesving ca 25 kilometer op ad bjerget. I ca. 2.000 meters højde kom vi til grænseposten, der passes af nogle få internationale kolleger. De har til huse i en lille bitte container, med et lille skrivebord, en kaffemaskine (Mmmmm.) og en computer. Her ville jeg få kuller af at arbejde.
Sne er her stadig en del af.
Vi vendte hurtigt snuden nedad igen. Vi gjorde nogle stop undervejs for at tage billeder af udsigten, der var lige så storslået som fra en flyvemaskine. Så langt øjet rakte sås små bitte landsbyer. De så ud som var de lavet af små Legoklodser.
Næsten helt oppe ved passet havde nogen klasket en kiosk op af gamle brædder. Den lå helt ude på kanten at bjergkløften, med flere hundrede meter ned. Kiosken blev passet af 2 børn i 10 - 12 års alderen. Gulvet i kiosken gik faktisk ud over kløftekanten. Derinde turde jeg ikke opholde mig bag disken. Sæt gulvbrædderne brast.
Næsten helt nede ad bjerget besøgte vi det smukke vandfald, som jeg har omtalt i et tidligere afsnit. På grund af smeltevand fra bjergene var der ekstra meget vand. Det er en kæmpestor og skræmmende oplevelser at stå helt oppe på kanten og kigge ned i det brusende, dragende vand...