Hej alle sammen.
Billede fra en lille udflugt i Rugova Valley lige uden for byen
Nu håber jeg de værste juleanstrengelser er vel overstået for Jer alle, og at i ikke er blevet alt for deforme af al den julemad.
Her har vejret pludselig slået om. I går og i dag (indtil middag) har det øsregnet, så mange gader har været mere eller mindre ufremkommelige til fods.
Ved middagstid slog vejret pludselig om. i ti minutter kom nogle kraftige vindstød (de første vi har haft).
Derefter kom solen frem, og det blev helt lunt.
I får hermed næste afsnit af dagbogen og et billede, som er taget på en lille udflugt I Rugova Valley lige uden for byen.
Mange hilsner
Peter
---
Mandag 13.12.04
Bjarne hentede os I UN-bil, så vi kunne gøre en udflugt til Rugova Valley.
Heroppe var der fantastisk smukt. Turen startede i ret tæt tåge, hvilket gav klipperne skær i alle nuancer.
Efter nogle kilometers kørsel kom vi op over tåge, hvor solen skinnede.
Vejene snoede sig ca. 25 km opad med den fossende flod langt neden under os. Flere gange krydsede vi floden ad broer af ret forskellig standard ...!
Helt oppe ved passet lå en udslettet landsby som er under genopbygning af FN. Ca 20 huse i alt. På vej ned så vi resterne af en bil ligge i floden, langt under os ... Flere steder kommer der vand ud fra store huller i klipperne og falder mere end 100 meter ned i floden - lige som på film.
I aftes arbejdede jeg sammen med en inder og endnu en GPS’er med 3 ugers erfaring. På grund af sygdom I "tolkestanden" måtte vi klare os uden en sådan. Inderes engelsk er uforståeligt og KPS’eren (Adrian) kunne nogle få ord. ...Bilisten, som snød mig forleden dukkede op kl. 16.00. Han manglede jo nok sine to kørekort.
Han havde dog ikke bilen med. Lang forklaring om, at han har mange børn, og ikke råd til benzin. Han håbede jeg ville tro ham, når han lovede mig, at alt var ok med bilen og dens papirer.
Jeg insisterede på at køre ham hjem for at se papirerne. Han ville så gerne have lov at gå lidt ned ad gaden og hente sin kone, som fik fri fra arbejde. Det fik han allernådigst lov til, mod at jeg fik hans ID-kort i pant. Lidt senere kom han i sin bil (han ville åbenbart ikke have mig med hjem ...?) Det viste sig, at bilen skulle have været til syn for 2 år siden ...
"Den fattige mand" slap med en minimumsbøde på 35 euro, og han takkede for min forståelse for hans økonomiske situation ...
I aften har jeg set den første cyklist med lys på - forlys. Vi stod på check point i en rundkørsel i mørket i udkanten af den mørklagte by. Der var noget tåget og helt stille. Et sted ude i ingenting kunne jeg høre lyden af en dynamo der rullede mod et skævt cykelhjul.
Et meget svagt skær fra en cykellygte dukkede frem i tågen. Hvor positivt - også selv om cyklisten cyklede den forkerte vej rundt i rundkørslen. Inden han forsvandt i tågen nåede jeg at se, at der ikke var baglys på cyklen, og han fortsatte ud på de livsfarlige, mørke veje.
Patruljeringen fortsætter meget effektivt. Ud af de 8 timers arbejdstid patruljeres der mindst 7 timer. Kaffepause og spisepause holdes på forskellige cafeer og restauranter. Selv om vi kører meget, er det endnu ikke lykkedes mig at køre over 100 km i alt på en vagt. Det skyldes hovedsagelig vejenes tilstand. De fleste sideveje I byen er jordveje med så store huller, at selv vores 4-hjulstrækker må arbejde hårdt for at køre der. Flere steder er hastighedsbegrænsningen 35, 25 eller 15 km/t., men alligevel er der ingen fare for at løbe ind I en hastighedsbøde.
Da vi kom fra job kl. 00.30 sad vi og reflekterede over det, vi har kastet os ud i ... Vi er enige om, at det bliver temmelig svært og intetsigende at komme hjem og beklage os over de hjemlige arbejdsforhold og arbejdsmiljø ... Mere om det hen ad vejen.
Det sidst halvandet døgn har der stort set ikke været strøm. Kun en enkelt time 3-4 gange. Godt vi har Mehrije og hendes brændeovn.
Bjarne og Claus er begyndt at lide under strømmanglen. De har kun en el-ovn.
Bjarne har fundet den sovepose frem, vi fik udleveret inden afrejse. Den sidder han I derhjemme. Efterhånden er det vist kun Jan og jeg, der kan grine ad det ...
---
Tirsdag 14.12.04
I dag var vi på tilkaldevagt.
Det er åbenbart ikke altid ensbetydende med at have fri.
Ved 10-tiden kaldte teamlederen Wiatitu (kaldet: Titu), fra Kenya og mig på radioen. Vi skulle møde på stationen kl. 11.45, fik vi at vide.
Det var da lidt spændende at se, hvad vi skulle.
Jeg var der I god tid. Ingen vidste, hvad der skulle ske. Titu kom kl. 11.50. Han vidste heller ikke hvorfor vi var tilkaldt.
Først kl. 12.20 traf vi een (Ziad som "underviste" os de første dage), der vidste, hvad der skulle ske. Vi skulle have været ude og bevogte landsbyen, Ciga kl. 12.00. Vi fik lidt travlt, men kunne ikke få fat I en bilnøgle, da Admin. Officer’s kontor var låset. Han var gået til frokost ude i byen!! Først kl. 13.00 fik vi en nøgle. Skotten, David, der er boss for alle vagtholdene holdt mig an. Han var godt gal i skallen over vi ikke var I Ciga til tiden. Jeg forklarede ham, at vi ikke kendte vores opgave, og dernæst ej kunne få en bilnøgle. Det ævlede vi lidt om, men han faldt dog ned igen.
Endelig I Ciga, så de andre kunne komme hjem.
Jeg har vist nævnt Ciga før, men det var første gang jeg så den I dagslys. Jeg er ikke I stand til at beskrive, hvor uhyggeligt og trøstesløst der ser ud.
Et stort goldt område med ruiner og affald. Ind imellem nyopførte eller renoverede huse.
Titu er en munter, halvtyk, lille neger. Sjov og lattermild. Han tager tingene, som de kommer. Vi gjorde holdt ved et ensomt beliggende, lille landbrug. En ung mand I laset tøj gik og passede 10-20 høns. Titu bad mig standse. "I would like to buy one of these chickens", sagde han. Og sådan fik han den unge mand og hans tilkaldte, tykke mor til at jage hønsene. Langt om længe lykkedes det at fange en hane. Ved hjælp at min notesblok og kuglepen kom han med sit forlangende: 15 euro (= ca. 112,50 kr!!!).
Jeg satte et komma mellem de to tal, for det havde Jan jo glemt ... Men nej, han mente det alvorligt.
"Ahh, chicken is good for my thick stomack", sagde Titu, meeen 15 euro var dog mere, end han ville betale.
Naboen blev hidkaldt. En mand I 30-erne. Han talte næsten flydende tysk. Pludselig stod jeg som tolk. Oversatte fra engelsk til tysk - og omvendt, samtidig med jeg tænke på dansk.. Det blev vist en underlig blanding.
Til sidst stod der en del mennesker uden for dette trøstesløse landsted. Gamle mor kom med en tyktflydende, stærk kom tyrkisk kaffe, som vi drak af høflighed. "Tyskeren" fortalte om grusomhederne under albanernes bombardement og ødelæggelse af byen og drabene på dem, der ikke var kommet væk I tide. Nogen var dræbt ved at have fået stukket tynde jernstænger ind I ørerne ...
Nu stod de få overlevende tilbage og forsøgte at genopbygge byen.
Ingen penge og intet arbejde gør det til en næsten uoverskuelig opgave. De lever af lidt landbrug. En ko, en fedekalv, lidt får og høns, samt de frugt, frugttræerne kan give.
"Tyskeren", hans kone og tre børn bor I et værelse I onklens hus ved siden af ...
Men hanen ... Den kunne der ikke pruttes om. "Det er simpelthen prisen her omkring ...", sagde gamle mutter. Det var klart hende, der bestemte (sådan er det åbenbart over det meste af verden J. Gamle far med tophue, bukser med huller og een sort tand I overmunden, stod hele tiden tavs, men smilende I baggrunden. Som nævnt kan jeg ikke finde ord, der kan beskrive denne serbiske landsby. Jeg tog en del billeder, men end ikke de fortæller om den stemning og sørgmodige tavshed, der hersker her, hvor alle bevægelser synes at foregå I opgivelsens slow motion.
Jeg var hjemme kl. 17, og havde ikke fået vådt eller ørt (bortset fra den hæslige kaffe) siden morgenmaden. Da jeg trådte ind ad entredøren kom duften af kødsovs mig I møde. Jan var ved at være færdig med aftensmaden. Mmmm. Kødsovs med spaghetti og den lokale Peja øl.. Dejligt.
Og så har Mehrije lagt rent på sengen ...
---
Onsdag 15.12.04
Igennem de sidste dage har jeg ledt efter en frisørsalon, der så tiltrækkende ud. Valgte een I nærheden, hvor en ung mand tog smilende imod.
Det kneb gevaldigt med kommunikationen, men I gang måtte han jo.
Han var MEGET omhyggelig, og det tog lang tid. Rigtig dejligt med hårbundsmassage, fåresaks og almindelig saks.
Resultatet blev fuldt acceptabelt - måske lidt kortere, end jeg havde ønsket, men til en pris af 2,5 euro (knap 20 kr) skulle der da også tages ved.
Jeg har købt et "memory stick" i dyre domme (og det ER dyrt hernede) I håb om at kan slippe for flere problemer med at gemme dagbogen, og for at have et sted at gemme mine billeder.
Derfor gik jeg på stationen I eftermiddags I håb om at finde en brugbar computer.
Een af de yngste tolke, som jeg har mødt før, var meget interesseret I mit nye kram, og han hjalp mig velvilligt på tolkenes computer, der har alle de nyeste programmer (XP)
I løbet af no time var min dagbog og alle mine billeder (forhåbentlig) sikkert gemt på "sticken".
Også andre af de yngste tolke var der, så jeg så mit snit til at invitere dem på kaffe på cafeen overfor. Selvfølgelig også med den bagtanke at få lettere adgang til deres computer en anden gang.
Jakob Schmidt fra Midtjyllands Avis ringede I dag. Han fik en lille historie om livet hernede og vil bringe en artikel I næste uge.
Bjarne og Claus blev inviteret på rester fra I aftes. De var ikke sene til at takke ja. De fryser stadig meget derhjemme og er MEGET "misundelige" på os, vores lejlighed - og Mehrije.
---
Torsdag 16.12.04
Arbejdede I nat. Ikke noget særligt at berette om det. Vil dog bare nævne, at det bestemt ikke er let at være gangster om natten I denne by. Overalt vrimler det med politi og security folk fra private selskaber. Disse vagter sidder I gaderne og varmer sig ved bål, lavet af affald, de finder I rigelige mængder af.
I eftermiddags gik jeg ud på FN’s Log Base, der ligger ca 15 minutters gang herfra. Derude har vi (for 10 euro om måneden) fri adgang til et fitness center med alt tilbehør. Så på faciliteterne og bestemte mig (vist nok) for at starte derude, nu da jeg ikke har min cykel med, og derfor kommer I underskud af motion.
Spiste på restaurant California sammen med Claus, Jan, Bjarne og en tysk og fransk kollega.
Gik derefter til stationen, hvor det med en del besvær lykkedes mig at sende nye afsnit af dagbogen og nogle billeder hjem.
Min memory stick lader til at være en god og sikker investering.
Snakkede også med familien derhjemme på mobiltelefonen.
---
Fredag 17.12.04
Var igen I nat sammen med Luan - kun ham og mig. Selv om han har et meget begrænset ordforråd I de engelske, er han god til at gøre sig forståelig. Han kan faktisk fortælle en vittighed med 3 ord og fagter og mimik.
Vi havde I flere timer vinket til mange private vagtfolk, der stod og frøs. På et tidspunkt standsede jeg op ved en flok på 6-8 vagter, der sad og varmede sig omkring et bål under et halvtag.
Jeg foreslog Luan, at vi slog en sludder af med dem. Det var han med på. Og det var de også. Ikke at de kunne berette om noget særligt, men det var tydeligt, at de var glade for vores interesse for dem og deres lavstatus job. Jeg fik lov til at tage et billede af de frysende, og sølle stakler. Især een ville fotograferes sammen med mig og patruljevognen.
Luan var med på, at det godt kan betale sig at være på talefod med dem, En skønne dag kan de jo bidrage med iagttagelser fra nattelivet.
Luan viste mig et nyopført diskotek I den sydlige udkant af byen. Han spurgte, om jeg vil med derind lørdag aften ... Han gav mig sit telefonnummer, så kunne jeg bare ringe til ham, hvis han skulle hente mig. Jeg ved nu ikke rigtig ...
Klokken lidt før 06 mødte vi to skumle fyrer I de snævre gader. Vi holdt dem an for at tjekke dem. De sagde de havde travlt, for de var på vej til moskeen for at bede.
Desværre kom de for sent, for vores plageånd oppe I tårnet begyndte at skrige, inden ungersvendene var ude af syne.
Luan og jeg kom derefter til at snakke religion. Han er muslim, men har et afslappet forhold til det. Går I moskeen få gange om året. En gang imellem også I den katolske kirke - fordi det er så hyggeligt. Efter krigen blev hans far meget religiøs, fortalt Luan. Alkohol er forbudt I hjemmet, men når farmand sover, kan Luan og hans bror (kollega) godt drikke en øl eller to, fortalt han grinende.
Vores chefer fra Pristina, Arne og Poul har varslet deres ankomst søndag formiddag. De vil bare se, hvordan vi er faldet til, og vi håber der bliver tid og mulighed for at vise vores dejlige, varme bolig frem.
Mehrije var her med et bjerg brænde over middag (da vi var stået op). Hun lod os forstå, at hun ikke er hjemme de næste par dage..
Nu har vi virkelig et problem: Nu bliver vores senge ikke redte hele weekenden ...
I eftermiddags købte jeg sportssko og gik I fitness center. Sports shorts kunne jeg ikke opdrive.
Jeg fik så indhentet noget af min manglende cykel motion. På kondicyklen cyklede jeg 30 km på 59 min. Dejligt.
Nu har de første frustrationer meldt sig ... Langt om længe har vi fået vores pinkode til FN’s telefonnet. Den tildelte pinkode kan kun bruges fra et bestemt lokalnummer, som FN bestemmer.
Især Jn havde glædet sig til at ringe hjem til sine mindreårige piger. Han havde sendt sms om at han ville ringe I aftes. MEN, den telefon, vi skal/kan ringe fra, står på et kontor, hvortil der altid er låset. Ingen kan finde nøglen. Det påtalte vi I morges, da vi gik hjem, I håb om, at nogen ville tage affære. MEN, det same har gentaget sig I aften ... Det går vist Jan noget på (forståeligt), og nu mærker jeg også rebellen ulmer I min mave. Det er sgu så let for det meget store flertal, der har eget kontor fra 8-17 ...
I morgen tidlig hidser vi os op, gør vi ...
Temperaturen er steget til over frysepunktet, og I aften støvregner det ...
Teamlederen, Patrick (den store neger), lader alligevel til at være OK. Jeg var noget skeptisk over for ham I starten, men han gør vist sit job rigtig godt. Og så har hanen dejlig, smittende latter. KPS’erne kan ikke lide ham og alle andre negere, indere, arabere og tyrkere (som er I stort flertal her).
"De er dovne", siger KPS’erne. "Hvordan skulle folk fra de lande lære os noget om demokrati", siger de også. Måske forståeligt nok ... ?
---
Lørdag 18.12.04
Mødte kl. 08 i silende regn. Langt mere, end kloakkerne kunne klare. Jeg var makker med Sadat, som taler med hele kroppen.
Vi standsede en ung mand på traktor. Hans eneste forseelse var blot at han kørte den forkerte vej i rundkørslen.
Han var 18 år gammel, gennem blødt af regning og I noget laset tøj, og så havde han ingen af sine personlige papirer med.
Traktoren var en gammel, rød Fergusson. Efter den var spændt en særdeles faldefærdig vogn, belæsset med vådt brænde. Den unge mand fortalte med dirrende stemme, at han er den eneste I familien, der kan arbejde. Han vidste, hvordan man kører en traktor, men han kendte ikke færdselsreglerne. Han var på vej til markedet for at sælge brændet I håb om at tjene en skilling. Trækstangen var lavet af en kroget, tynd træstamme og spændt fast til traktoren med en gennemrusten lænke.
Efter reglerne skulle vi have givet ham en bøde på minimum 35 euro og beslaglagt traktoren, indtil bøden er betalt.
Til sidst kunne den store synder ikke holde tårerne tilbage - hvor tappert han end forsøgte. Han brast I ægte gråd.
Det kunne end ikke Sadat modstå, så han kiggede bedende på mig. Jeg nikkede samtykkende til Sadat, og så lod vi drenge fortsætte ...
---
Søndag 19.12.04
Arbejdsdagen blev tilbragt med Sustafa og Artan. Om formiddagen viste de mig en anden vej op I bjergene - den mest brugte vej til Montenegro. Et stykke oppe køre Artan ind ad en lang, small jordvej. Pludselig holdt vi ved et kæmpestort vandfald. Meget større en flottere, end dem, der findes i Rugova Valley.
Vi kunne gå helt op til det sted, hvor faldet starter. Her var der en gangbro over, så man kunne se lige ned I det brusende vand. På den anden side førte en ca 50 cm bred sti hen langs bjergsiden, med frihøjde på mellem 75 og 100 meter lodret ned til floden neden under. Kun et lidt ustabilt rækværk ydede beskyttelse mod afgrunden og det brusende vand. Deroppe var også en interimistisk bålplads, som bliver flittigt brugt om sommeren af unge og familier på udflugt. Vi kravlede over nogle klipper og kom til det sted - nærmest en kæmpemæssig kilde. Her fossede vandet ud fra huller I klippen og dannede den store flod.
Ved kilden sad en mand I et lille skur. Han holdt vagt over stedet, der også udgør opsamlingssted for vandforsyningen til Peja by. I dette skur sidder der ALTID en vagt. Han skal våge over, at der ikke kommer nogen og forgifter vandet. Alt i alt en storslået oplevelse.
Da vi kørte der fra, blev alle, som var på patrulje, kaldt op. Vi skulle komme til stationen - STRAKS. Efterhånden som vi arriverede, blev vi kontaktet af nogle folk fra FNs hovedkvarter I Pristina. De var på inspection for at kontrollere, at alle var på arbejde (kald det bare intern revision). Også dem, der var på tilkaldevagt blev kaldt ind.
Tilsyneladende ingen problemer.
Da vi fik fri kaldte Patrick (teamlederen) os sammen. Der var alligevel et problem ... Stationslederen havde sagt til revisionen, at tilkaldevagterne var på gående patrulje ude i byen ... Efterhånden som de var dukket op på stationen havde de, på forespørgsel sagt, at de kom hjemmefra ...
Problemer er/var, at tilkaldeordningen vist nok er uofficiel (vi har jo 7 dages arbejdsuge). Derfor skal vi (formentlig) møde på arbejde kl. 08 de dage, vi har "tilkaldevagt".
Rigtig træls ...
Ved middagstid kom Arne (kontingentlederen), Poul og Anne fra Pristina. De ville lige se, hvordan det går her ude I det vilde vesten. Også Poul Erik fra Mitrovica dukkede op. Han havde en pakke og et brev til mig hjemmefra.
Pakken var en (lidt forsinket) pakkekalender.
Pakkekalenderen kom på helt rette tidspunkt. Masse af slik (blandt andet). Da Jan og jeg havde inviteret de andre til håndbold EM-finale (tysk kanal) kunne vi rigtig smæske os I dansk slik - tak Gitte. MMmmm, hvor betænksomt.
Brevet var fra mor og far. Et dejligt, langt og rigtig "bekymrende mor-og-far-brev" til den lille søn I "Krigs-helvede" :-)
Jan har formået at få tryllet en nøgle frem til den telefon, vi kan ringe fra I den aflåste container. Vi har endda fået lavet vores egen kopi af nøglen. Nu kan vi, som de eneste, sidde i fred og ro - og ringe hjem. Mor og far blev de første "prøveklude". De blev vist noget overraskede. Linjen fungerede fint, bortset fra, at mor fik sine egne sætninger gentaget i øret ...