Så er det vist tid for endnu et afsnit af dagbogen.
Billedet er fra "Torvet", hvor et permanent nåletræ stod pyntet til nytåret (ret usmageligt). Bemærk det tomme hotel i baggrunden - lidt spøgelsesagtigt.
Der har været lidt stille fra min side på det sidste, men det skyldes bl.a. at jeg har været en uges tid hjemme i DK. Det var nu dejligt at se de hjemlige himmelstrøg igen.
I går havde vi mulighed for at brevstemme. Vi kunne stemme i Mitrovica, men jeg kom (som den eneste, tror jeg) ikke afsted, da jeg arbejdede om natten og måtte have lidt søvn.
De andre kørte derop i et forrygende snevejr, så det var næsten en heldagsrejse.
Ja, vinteren er vist kommet nu, men der er ikke specielt koldt.
Ha det nu rigtig godt og pas godt på lille DK.
Mange tanker og hilsner fra
Peter
---
Torsdag 30.12.04
I formiddags gik vi en tur på "Long Market Road". Ikke nær så stor aktivitet som igår. Jan gik til frisør for hvorfor skulle han blive klippet i Danmark for 175 kroner, når det koster 17,50 her? Jeg gik i banken og overførte en del af min fyrstelige formue til min hjemlige konto.
Så spiste vi DANSK frokost: marinerede sild, makrelsalat, torskerogn, spegepølse og leverpostej med hjemmesyltede asier.
Vi betalte næste måneds husleje da vi tænkte, at Mehrije måske kunne bruge nogle ekstra penge her op til nytår. Hun blev vist også glad for det, for hun vimsede ekstraordinært meget rundt om os i dag. Slæbte brænde op og vaskede op m.v. I opgangen præsenterede hun os for en slægtning, der kom på besøg fra Pristina.
Lidt senere kom hun igen. Vi skulle på arbejde, så vi havde ikke for god tid - men det havde hun..
Hun satte sig ved bordet og bad om en cigaret, alt imens hun snakkede og gestikulerede. For en gangs skyld forstod vi ikke en brik af det, hun ville fortælle. Til sidst gik hun undskyldende op til sig selv...
Da det forekom at være noget vigtigt hun ville fortælle, gik jeg op og spurgte slægtningen. Hun vidste åbenbart ikke, at Mehrije havde villet fortælle noget, så hun spurgte sig for. Smilende kunne hun så fortælle, at Mehrije havde spurgt os, hvornår det kunne passe os, at hun kom med kyllingesteg i morgen aften i anledning af nytåret.
Nu var gode råd dyre. Vi havde jo inviteret Claus og Bjarne til sildemadder m.v. På den anden side ville vi nødig være uhøflige og takke nej. Efter kort rådslagning bestemte vi os for at sige ja tak og undlade at nævne noget om Claus og Bjarne. Så kan vi jo dele kyllingen og spise sild bagefter - eller først.
Arbejdsdagen...? Ja - det var en af de dage, hvor vi bare skulle være der. Det der i fordoms tid hed tilkaldevagt. Vi delte os op i grupper af 2 og 3 og gik rundt i byen, alt imens mørket faldt på og de handlende så småt pakkede de små boder sammen.
Jeg gik sammen med Mehmet fra Tyrkiet. Det var befriende da han begyndte at snakke om den manglende information, gerningssteder, der overbefolkes af nysgerrige politifolk og spørgsmålet om, hvorfor vi aldrig tjekker værtshuse og lignende i byen.
Lige før fyraften mødte jeg Claus som var på arbejde i kriminalpolitiet. Han fortalte om en skudepisode, der havde været her i aften - dog uden nogen var ramt.. Episoden fandt sted i samme kvarter, som de to foregående, jeg har omtalt.. Tænk engang. Byen vrimler med patruljerende betjente (minimum 40 i aften), og ikke eet ord bliver nævnt på radioen...
De seneste dage har strømforsyningen været mere stabil. Kun 2-3 afbrydelser om dagen af 1-2 timers varighed.
---
Fredag 31.12.04
Under briefingen i morges blev vi orienteret om, at aftenen og natten godt kan blive en voldsom omgang. Den traditionelle cocktail af alkohol og skydevåben afstedkommer ofte ulykker og reelle mord.
Denne aften er også dagen, hvor gammel nag og tørsten efter hævn effektueres.
Efter briefingen gik Jan og jeg hen til Waititu og Jones hus for at se, hvorfor de ikke var mødt. De var ikke stået op og mente ikke vi skulle møde til briefing...
De bød på kaffe, figner og dadler og nogle mærkelige, bløde boller, som vi dog gik udenom.
Bagefter opsøgte vi Lars Siefert i OSCE-bygningen. Han er 41 år, men har arbejdet i FN i ca. 10 år, og er først for nylig flyttet til OSCE, hvor han er sikkerhedschef.
Han fortalte rystende historier om langsommelighed, ineffektivitet og politiske beslutninger i FN. Synes det umiddelbart virker langt mere dynamisk i den rent europæiske organisation.
I FN oplevede han, at højt placerede embedsmænd reelt holdt op med at arbejde og træffe beslutninger fordi "Jeg skal alligevel hjem om 10 måneder". Når så efterfølgeren ikke ville ændre noget eller fare for voldsomt frem de første 10 måneder, gik der næsten to år, uden noget skete...
Jeg har stadig ikke modtaget noget som helst post af den, der er omdirigeret fra PostDanmark. Da det begyndte at gå mig lidt på, satte jeg en intens rundspørgen i gang i Pristina og Mitrovica. Det har vist sig, at det har cirkuleret en del rundt ( en lang historie), men NU har Anne i Pristina fundet det i den danske militærlejr derinde, og sat sin klamme hånd på det. Nu må jeg så se at få det hentet eller bragt på een eller anden måde...
I løbet af dagen besluttede vi os for at tage den lette skudsikre vest på i nat. Bare for en sikkerheds skyld (det er jo også derfor vi har den J )
Allerede kl. 17 kom Mehrije med den dejligste kyllingesteg med ovnbagte kartofler og andet tilbehør. Den blev holdt lun i ovnen indtil Bjarne og Claus kom. Først spiste vi en stor traditionel, dansk frokost, og havde selvfølgelig Danebrog på bordet.
---
Lørdag 01.01.05
Ud over ekstraordinær mange brag i byen, var natten langt hen ad vejen som en nytårsnat i Danmark - også arbejdsmæssigt. Her er der meget få raketter. Det er som om kanonslag er for albanerne, hvad raketter er for os...
Ind imellem kanonslagene hørtes spredte skudsalver fra AK-47 maskinpistoler.
Af samme grund måtte vi ikke køre på gaden før kl. 00.30
Alexander (russeren) og jeg kørte alene sammen, så det var begrænset, hvad vi kunne udrette uden tolk. Vi holdt kaffepause ved 04.30 tiden i hans lejlighed. Han bryggede en forfærdelig stærk kaffe, og fortalte om forholdene i Rusland - set med hans øjne.
Som leder af en stor efterforskningsafdeling tjener han 220 Euro om måneden. Han lagde ikke skjul på, at han er kommet til Kosovo på grund af pengene, og selv om han har kone og to mindre børn, håber han at kunne blive i to år.
Mod slutningen af natten snuppede vi dog lige en spritbilist, der tabte to passagerer ud af sit Folkevognsrugbrød da han kørte for stærkt rundt i en rundkørsel. Vi kaldte efter et alcometer, og "ballontesten" er afgørende. Ikke noget med blodprøve m.v. Han fik et almindeligt bødeforelæg, og vil inden 14 dage blive indkaldt til retten.
Fra min mor har jeg arvet et gen, der gør, at jeg hader at stå op om morgenen til en opvask fra en fest aftenen forinden.
Den ubehagelige tanke om opvasken fra i aftes blev ikke mindre af at jeg længtes usigeligt efter min seng nu da jeg havde været vågen i 26 timer... Jan var blevet lidt forsinket, så jeg var indstillet på at klare opvasken, inden han kom hjem... SUK :@
...Og så er det lige, at jeg for 117. gang må fremhæve Mehrije... I nattens løb havde hun fjernet ethvert spor efter nytårsmiddagen, og oveni købet gjort brændeovnen klar, så optændingsblokken bare skulle have en tændstik. På spisebordet stod 2 dejlige, hjemmelavede kager.
Alt var derfor klar til morgenmad, da Jan kort tid efter dukkede op.
Og hvilken dejlig kage...
Vi sov non-stop til henholdsvis kl. 17 og 18 (unge Jan sov længst), så vi gik på rest. California og spiste "morgenmad"
Her mødte vi Bjarne og Claus samt de to amerikanere fra vores hold, Scott og Dani-Joe
De viser sig nu alligevel at være et par rigtig flinke fyre fra Arkansas. Dani-Joe har netop overtaget Kumars post på kontoret, og det kan det da kun blive bedre af.
Scott er vel først i 30-erne og en rigtig glad dreng, der bruger rigtig snus. Han går hele tiden med en Cola-flaske, som han spytter i, og så har han en plan om at vil besøge Wien og København, mens han nu er i denne del af Verden. Wien fordi der skulle være så mange kønne piger, og København fordi den snus, han bruger hedder Copenhagen...
---
Søndag den 02.01.05
Så vidt jeg husker er det i dag 1 måned siden vi ankom til Peja. Samtidig hermed fornemmer jeg, at en form for hverdag begynder at indfinde sig. Jeg kender sådan nogenlunde byen, er blevet dus med min arbejdsplads, kulturen, atmosfæren og kollegerne der. Jeg hilser på gengangere på gaden og undres ikke længere over de vilde hunde og de tiggende zigøjnerkvinder.
Jeg kender hullerne i fortovet og har vænnet mig til lugten af "black water" i visse gader.
Jeg synes sengen er "min" seng, den røde lænestol med lammeskindet er "min" stol og kaffekruset fra cafe Zorba er "mit" krus.
Jeg ved sådan nogenlunde, hvilken type arbejde, jeg kan forvente og jeg har nu (vist nok) fundet ud af, hvad der er min opgave.
Og den vil jeg nu til, for alvor, at tage fat på.
Nu er det vist på tide at trække fingeren op af jorden i små ryk, og gøre opmærksom på de ting, jeg synes kan gøres anderledes eller bedre.
Men faktisk er det lidt grotesk at have en fornemmelse af, at det er lige så stor en opgave at retlede en del andre IPO-ere i politiarbejde. Synd, man sætter kolleger fra hele Verden til at lære KPS-erne grundlæggende, udfarende politiarbejde, når de aldrig har beskæftiget sig med det hjemme fra.
Jeg har fået en "kæde-sms" med opfordring til at sætte et levende lys i vinduet i aften til minde om alle de omkomne og savnede i Asien. Det har vi så gjort. Ja, den katastrofe tænker vi da også meget på.
Natten bød ikke på noget usædvanligt. Jeg Kørte med Waititu og Milazim. Lige før det blev lyst ville Milazim vise sit hus i den landsby, hvor han bor med sin kone, børn og forældre. Han har et landbrug og 15 tdr.land og en lille skov.
En ko med kalv og to Massey Fergusson traktorer og en selvkørende mejetærsker af samme mærke. Så kan han tjene lidt ved at lave markarbejde for andre.
Waititu og Milazim var inde i seriøse forhandlinger om den ene traktor. Sådan een mangler han til sin farm i Afrika.
Han har flere gange nævnt, at han vil have en MF-traktor med sig hjem.
I takt med det blev lyst kunne vi se, hvor smukke omgivelser Milazim bor i. Lige for foden af de høje bjerge.
Jeg undrede mig lidt over den høje, grimme, men nye mur omkring selv huset. Lige som ved en rockerborg.
Jan fortalte senere, at Milazim til ham har sagt, at hans bror blev skudt lige uden for huset under krigen. Det var forklaringen på fæstningen...
Nå, men det, jeg ville fortælle i dag var, at jeg har planer om at holde op med at skrive dagbog HVER dag. Det er vist på tide at "nøjes med" at skrive, når der er noget at skrive om...
---
Tirsdag den 04.01.05
I dag var jeg sammen med de to KPS-teamledere, Harun og Idriz. De snakkede meget sammen på albansk, men så kunne jeg jo bare koble hjernen fra og bevæge mig ind i min egen Verden. Vi snakkede da ind imellem om forholdene og arbejdet. De er meget glade for at have fået et par "rigtige" europæere på holdet.
Vi var blandt andet kaldt til den frygtelige landsby, Ciga, hvor en fattig, gammel mand havde fået smidt en del skrammel i sin brønd i nattens løb. Han var bange for, at der måske også var en håndgranat eller lignende imellem.
En yngre mand fra nabolaget i lige så laset tøj og med våde sko og med en lille frysende pige i hånden, kom også til.
Jeg kunne jo ikke forstå, hvad de sagde, men kunne dog forstå på mimikken og tonefaldet, at den gamle ikke blev taget alvorligt. Til sidst var der faktisk en meget munter stemning og latter - også fra den gamle mands side.
"Ska katastrof", (ingen katastrofe) sagde den yngre mand grinende.
"Ska katastrof", gentog jeg, og det synes han jo var morsomt.
Jeg havde netop forinden stået og undret mig over, hvordan disse mænd kunne grine - endog smile. Omgivet af ruiner og skrammel. Ligegyldigt, hvorhen de retter blikket, bliver de mindet om, hvordan her var engang...
"Uhh, Asia katastrof, Asia katastrof", sagde han så og ændrede fuldstændig ansigtstræk. "Asia katastrof".
Jeg gentog atter hans ord, og alt imens jeg undredes over, at han tilsyneladende har overskud til at bekymre sig om staklerne i Asien.
Hans tilbud om kaffe og slivovic måtte vi takke nej til - selv om det er meget uhøfligt...
Samtidig med vi var i Ciga, blev der - midt i Peja by - fundet en håndgranat på åben gade. Tæt på politistationen og OSCE-bygningen.
Sikkerhedssplitten lå lige ved siden af, så det må siges at være noget at et held, at ingen kom til skade.
Området blev spærret af indtil militæret kom og foretog en kontrolleret sprængning af granaten.
Hen på dagen fik jeg da også en mere intens og dybdegående snak med Idriz og Harun. De er godt klar over, at KPS standard er noget under det ønskværdige. Der mangler ligesom pondus og fælles fodslaw.
Jeg tillod mig at gøre opmærksom på noget, der har irriteret mig siden første dag i Peja. Op til 1/3 af styrken (både KPS og IPO) kommer daskende efter briefingen er begyndt. Det virker både forstyrrende på vi andre og vidner om manglende engagement. Den ville aldrig gå i Danmark, lod jeg dem vide.
De virkede helt lettede over at det var blevet sagt, og de ville prøve at gøre noget ved det.
Efter fyraften sad Jan og jeg på en cafe sammen med Waititu. Han fortalt om en del problemer de har med deres Land lord. Alt for mange ting i huset fungerer ikke, og han gør intet for at udbedre det. De må ikke have gæster i deres eget hus - og slet ikke af det modsatte køn.
Waititu havde sagt, at han er en voksen mand med tre koner, så der var rigelig med kvinder i hans liv.
"Problemet er min sorte hud", sagde han og fortsatte grinende, "Alle albanere tror vi er bushmænd, og er kun ude efter vores penge."
Kort tid efter kom vi til at snakke om navnes betydning, f.eks. at Peter betyder "klippe". Som rettroende kristen vidste han godt det.
"Men hvad betyder Waititu?" ville jeg vide. Da fik Waititu kaffen i den gale hals. Da han kom til sig selv svarede han med sin klukkende latter, helt nede fra maven: "Det betyder: een, som lever i bushen". En nærmere forklaring var, at hans bedstefar levede det meste af sit liv i bushen som jæger, og havde derfor øgenavnet "Waititu", som så var blevet til et "rigtigt" navn.
Mehrije har nu igen tilladt sig at rejse til noget familie i Pristina. Denne gang i 4 HELE dage :@
Ganske vist har hun båret rigeligt med brænde op, men helt ærligt, altså, hvad skal vi nu stille op..?
I morgen middag kører jeg (og Claus) til Pristina efter min post, som nu med sikkerhed skulle befinde sig på Anne’s kontor i War Crime Unit.
Vi skal ha’ en tysk kollega med hjem fra lufthavnen.
---
Fredag den 07.01.05
I forgårs ved middagstid kørte Claus og jeg til Pristina. Vi standsede et par gange undervejs og tog nogle billeder i det meget flotte solskinsvejr. Vi kørte først til militærlejren, KFOR Hill, for at se, om der var ny post. En enkelt pakke til Benny herude fra Peja, og et brev til Kaj Vittrup, som vi tog med ind til Headquarters. Vi mødtes med Arne, som vi drak kaffe med på en udendørs cafe. Jo vejret var i top. Derefter i banken for at hente vores længe ventede Visakort og videre til den toldfri efter lidt proviant. Pludselig var tiden knap, så vi var blot lige indenfor hos Anne for at få en hel bærepose med post...
Da vi satte os ind i bilen for at køre til lufthavnen ringede Anne på min telefon: "Hej Peter.. Glemte du ikke noget...?"
Godt, hun ikke ringede to timer senere...
Da vi kom tilbage til Peja skulle jeg fortsætte på arbejde. Jan fortalte at Idriz (KPS teamleder) til briefingen havde beklaget sig over at alt for mange kommer fem minutter for sent
Jo,, det nytter at bringe de små ting på bane :)
Rent arbejdsmæssigt var dagens mest bemærkelsesværdige hændelse vist fundet af en efterladt nyfødt baby. Jeg havde ikke selv del i sagen, som dog var genstand for en del snak ved fyraften.
--
Til briefingen i går fik jeg noget af en overraskelse. Statistikken for holdets forrige måneds arbejdsindsats blev offentliggjort. Indledningsvis fortalte Harun, at vores hold igen er det bedste... Det bedste vil i den forbindelse sige det hold, der har skrevet flest sager.
Navnene på de KPS-ere blev råbt op, og derefter navnene på dem, der har skrevet færrest sager.
Den måde at rose og motivere på, er ret udansk, og var nærmest ubehagelig at overvære.
Men det blev værre endnu.
Turen kom også til os internationale.
Jeg var ved at falde ned fra stolen, da jeg blev råbt op som den mest flittige IPO-er.
Til Jer, der kender mit niveau for at dele bøder ud, vil nu forstå, at dels er der gode grunde til at dele bøder ud, og dels må en del IPO-er bevæge sig i det område på skalaen, der kan benævnes "dovenskab" eller præstationsangst... (det er ikke ment så hårdt, som det kan lyde.)
Jeg skulle igen køre med Harun. Han kan nærmest betegnes som en "kørende vagthavende". Han fordeler opgaverne til KPS-erne fra bilen, via radioen.
Ved aftenstid kørte vi til hans hus i en landsby.
Han bor i et hus på ca. 120 kvm. Med sin kone, to børn, sin søster og sin mor. Hans kone tilberedte et herligt måltid mad på et gammeldags brændekomfur. Strøm var der ikke meget af i landsbyen fortalte Harun. Således heller ikke denne aften.
Vi fik dejlig bønnesuppe med hjemmelavet brød, hjemmesyltede peber, hjemmelavet (feta)ost, hjemmerøget oksekød og hjemmelavet kærnemælk.
Harun fortalte, at han forsørger hele familien med sin månedsløn på 220 euro.
Det er een af grundene til at al mad er hjemmelavet, og de har stor glæde af deres malkeko og deres to tdr.land jord. Hver måned skal han gennemsnitligt beregne 20 euro til strøm (selv om der ikke er meget af den) og ca. 20 euro til brænde.
Ca halvdelen af husene i landsbyen er ruiner, hvor der indtil år 2000 boede serbere.
Harun’s familie er selv oprindelig bosniere, så de havde ikke "noget i klemme", fortalte han. Alle i landsbyen kendte hinanden og besøgte hinanden til fester, højtider og i dagligdagen.
Men lige pludselig revnede ballonen, og serberne måtte flygte.
Harun er født i huset, og han har det underligt med, at gamle naboer og barndomsvenner nu er forsvundet - eller døde...
Sidst på dagen spurgte jeg ham, hvad der var sket i sagen med den fundne baby aftenen forinden.
"Jamen, den kom jo på hospitalet", svarede han. Og det var så det...
Overvejede, om jeg skulle fortælle, at sådan en sag i Danmark ville blive nævnt i alle landets medier, men valgte at lade være.