Dette afsnit handler stort set kun om mit nye arbejde.
Siden vi "afleverede" stationen til KPS er vi trukket ind på det Regionale Hovedkvarter, hvor de sidste ca. 6 måneder (formentlig) skal tilbringes.
Billede 1: Her er så min nye arbejdsplads set fra gaden. Vi "bor" på øverste etage og har bl.a. det vindue, I kan se, der står åben.
Billede 2: Udsigten fra vinduerne er da ikke så tosset, vel. Desværre skal man åbne vinduerne for at kigge ud, for de er MØG beskidte.
1.
2.
God fornøjelse
Peter
---
Lørdag 28.05.05
Min første rigtige dag som monitor.
Måske skal jeg lige kort forklare, hvad monitering går ud på. Som monitorer skal vi kontrollere, rapportere og vejlede KPS-erne. Hvad vi iagttager skal vi indberette i en database, der, til al held for mig, er opbygget meget lig det system, danske politifolk kender som POL-SAS.
Vi skal køre rundt med en tolk og lytte til KPS’ radiosystem. Så kan vi køre til de opgaver, de bliver sendt til. Vi må ikke blande os i arbejdet, med mindre de “kører helt af sporet” eller begår overtrædelser af menneskerettighederne.
Vi kan også vælge at tilse folk, der er anholdt. Spørge om de er blevet behandlet ordentligt. Vi kan vælge at overvære et møde, eller…. Ja, der er ingen grænser, og vi kommer altid uanmeldt. Meget spændende.
Jeg mødte kl. 14.45 til briefing. Jeg erfarede, at jeg var sat til at være makker med vores Team Leader. Han hedder Lars og er en ung gut fra Tyskland. Det undrede mig lidt at jeg skulle være sammen med ham de følgende fem dage. Nå pyt. Vi begav os ud i virkeligheden. Lars forklarede på udmærket vis, hvordan en typisk arbejdsdag forløber.
Foruden Peja og omegn, dækker vi politikredsene Istog og Klina.
Vi kørte rundt i områder, som jeg slet ikke kender. Hold da op, hvor er der smukt, når træerne og markerne er grønne, og bjergene står altid beskyttende i baggrunden.
Lars forklarede, at jeg var sat på som “Team Leader Føl”, da der var planer om, at jeg om få dage skal være Team Leader på hold 1, hvor den nuværende ikke kommer så godt afsted med det.
Har jeg ikke prøvet noget lignende før?? Jeg kan absolut ikke lide det på den måde. Og så så tidligt i forløbet.
Bortset fra det, tegner monitering rigtig godt. Jeg tror jeg bliver glad for det. Ud og se en masse. Team Leader eller ej…
---
Søndag 29.05.05
Jeg har nævnt det før, og må nu gøre det igen: Det kan være farligt at møde i god tid.
Donnie Joe stod og ventede på mig uden for briefing rummet.
“Peter, har du lige fem minutter?” Efter at have set på klokken måtte jeg erkende, at det havde jeg.
Jeg gik efter ham ned ad gangen og blev ledt ind på Deputy Commanders kontor. Han hedder Alan og er skotte.
“Hej Peter. Velkommen til Hovedkvarteret. Vi har tænkt os at du skal være chef for monitor afdelingen, for Donnie Joe har fået et andet job!”
Jeg blev ærlig talt noget ærgerlig. Lidt af et hammerslag. Jeg måtte fortælle ham, at jeg i virkeligheden kom til Kosovo for at opleve så meget som muligt. Ikke for at sidde inden døre.
“Jamen her får du kontor, egen computer, udleveret din egen bil og ingen natarbejde.”
“Alan, det er ikke værdier for mig, og jeg er slet ikke sikker på jeg er den rette. Jeg kan varmt anbefale Clark. Han må være den rigtige.”
“Vi har tænkt på Clark,” brød Donnie Joe ind, “men han har noget andet i kikkerten.”
Enden på det hele blev – blød som jeg er - at jeg lovede at passe butikken i to uger, som jeg vil bruge til at tænke over det i.
“OK,” sagde Alan, “Så slår vi stillingen ledig og håber du søger den når den tid kommer!”
“Det er en aftale. Jeg sætter mig i stolen og tænker over det. Men jeg vil godt slå fast, at jeg ikke lover at søge stillingen, og jeg forventer vi er lige gode venner af den grund!”
“Thank you Peter.”
Donnie Joe og jeg gik til briefingen, hvor han informerede om diverse ting. Det forekom mig temmelig mærkværdigt at han ikke nævnte en stavelse om, at jeg fra i morgen skal overtage pladsen.
Da han var gået følte jeg mig nødsaget til at foretælle, hvad der var foregået på Alan’s kontor fem minutter forinden.
Ingen havde den mindste anelse om at Donnie Joe netop havde holdt sin sidste briefing for at flytte ind på et kontor ved siden af.
Jeg fornemmede, at min Team Leader, Lars, var lidt skuffet over, at han ikke var blevet spurgt. Han var temmelig ivrig efter at vide hvorfor jeg var blevet spurgt, men det kunne jeg af gode grunde ikke svare på.
Jeg brugte næsten al min energi på at spekulere på, om jeg havde gjort det rigtige. I hvert fald kunne jeg mærke, at jeg ikke havde sagt ja med hjertet.
Lars var dog for så vidt en guttermand og brugte en del af dagen på at forklare om dette og hint.
Jeg er bevidst om, at det nok ikke bliver let det her. Fra at være en ca. 2 måneder gammel afdeling med ca. 15 mand, er vi med eet slag i går kommet op på 35. Det må give noget forvirring og turbulens. Især da arbejdet er helt nyt for de fleste.
Nå, heldigvis er jeg Vendelbo. Mit motto de kommende to uger må være: “Tag den med ro, gutter. Vi tager det skridt for skridt.”
---
Mandag 30.05.05
Donnie Joe starter først sig nye job onsdag (1. juni), så han skal sætte mig ind i forretningsgangen. Det værste er, at jeg hurtigt har fundet ud af, at der ikke er nogen forretningsgang. Intet er skrevet ned. Ligegyldigt hvad jeg spørger om, svarer han: “Det tager du bare som det kommer. Nu er det jo dig, der bestemmer…”
Jo mere jeg omgås amerikanere får jeg en fornemmelse af, at de (mange af dem) gør ting til noget de slet ikke er. Eller gør simple ting til noget særligt. Små professorrater.
Nu tager jeg den lige med ro. Har tænkt mig at få en god stemning i afdelingen, og måske lave nogle få ændringer i den korte tid, jeg skal sidde i stolen. Det her ville være perfekt for Clark…
Clark var i øvrigt eet stort spørgsmålstegn da jeg refererede fra mødet med Donnie Joe og Alan, hvor det blev nævnt, at han havde noget andet i kikkerten.
Han har ikke lagt billet ind på noget som helst, siger han. Han antyder, at han kender Donnie Joe godt nok til at vide, at det alene skyldes at Donnie Joe vil holde ham ude, og måske forsøge at putte en anden ind med tiden.
---
Tirsdag 31.05.05
Det viser sig at Donnie Joeø – efter min bedste overbevisning – har haft en syndig rod i alting. Det ser unægtelig ud som om han har skubbet en stor bunke lo.. foran sig lige til sidste dag. Intet system i noget som helst. Hvem, der skal gøre hvad, og hvornår? Det har måske været muligt at styre med en mindre gruppe på ca. 15 kolleger. Når vi så med eet slag når op på 35 kolleger og ca. 20 tolke, hvoraf de fleste (incl. mig selv) er helt nye, ja, så vælter læsset meget nemt.
Han havde for eksempel lovet tolkene, at de kan møde på den station, de bor nærmest ved. Det giver en hel skæv fordeling af tolkene – og ballade til mig når jeg må sige, at der er en praktisk umulighed, medmindre vi skal bruge det halve af arbejdstiden til at fragte dem rundt til der, hvor der er brug for dem.
Den sidste dag fyrede Donnie Joe (måske berettiget?) en af Team Leaderne og satte Clark ind i stedet. Også ret fornuftigt. Clark fortalte mig bagefter at han havde stillet Donnie Joe nogle nærgående spørgsmål om jobbet som Team Leader. Donnie Joe havde svaret vagt på spørgsmålene: “Det finder du ud af hen ad vejen,” “Det må du spørge Peter om,” o.s.v. Clark havde spurgt, hvorfor det netop var ham, der skulle være Team Leader. Dertil havde Donnie Joe svaret, at det var blevet besluttet på et møde mellem Giulio, Alan, ham og mig. Jeg kunne så fortælle Clark, at jeg end aldrig har været til noget møde med den personsammensætning, eller noget andet møde, hvor dette emne var berørt. Den skiderik og løgnhals.
I elvte time fik han også lavet et lille eksklusivt team, der udelukkende skal monitere kriminalsager, og dermed alene arbejde om dagen (08-17). Dette team består af fire “tilfældigt udvalgte” kolleger. Der iblandt Donnie Joe’s to amerikanske husfæller, Tebow og Glenn.
På et tidspunkt hviskede Clark mig i øret, at han for nogle dage siden sad og spiste middag sammen med en flok amerikanere. I den forbindelse hørte han Donnie Joe sige til Tebow og Glenn, at han nok skulle fikse det sådan, at de slap for aften- og natarbejde. Skiderik, siger jeg igen… Hvem er det nu, der skal til at svare på kritiske og berettige spørgsmål fra alle de andre?
I morgen har jeg bedt Team Leaderne om at komme til et møde, hvor vi skal prøve at få lagt en linie for fremtiden.
---
Onsdag 01.06.05
Vores Team Leader møde i eftermiddags var ret positivt. Team Leaderne er Clark, Innocent (det hedder han faktisk) og Lars.
Vi enedes om en del ting/ændringer. For eksempel var der opbakning til, at vi skulle droppe den lille eksklusive klub, der udelukkende skal monitere kriminalsager.
Den officielle grund (og den er også korrekt) er, at vi ikke er mange nok til at lave små professorrater. Endvidere mærkede jeg straks en undren og modvilje blandt kollegerne. Spørgsmål som: “Hvorfor nu det? – hvorfor lige dem?” og det er ret forståeligt.
I morgen må jeg vist hellere opsøge Alan og fortælle ham, hvad der rører sig, hvad vi har besluttet, og hvad der har været skubbet ind under gulvtæppet…!
---
Torsdag 02.06.05
I formiddags opsøgte jeg Alan. Jeg prøvede mig forsigtigt frem med at fortælle en smule om det kaos, jeg synes der herskede, og hvad jeg havde tænkt mig at gøre.
Jeg fornemmede jeg skulle passe på, og afveje mine ord. Jeg ved heller ikke hvor gode venner han er med Donnie Joe. Han gav udtryk for, at han ikke havde for god tid til at snakke, og jeg følte, han ikke var til at stikke i.
Alan slutter (desværre) sin mission den 9. juni, så mentalt er han måske ikke så nærværende, eller også vil han ikke lave for meget om her på falderebet.
Giulio havde indkaldt mig, Team Leaderne, David (som nok overtager efter Alan) og et par andre kloge hoveder til et møde i eftermiddags. Emnet var at forsøge at afdække vores (monitorernes) fremtidige ressource behov (folk, biler, computere, tolke m.v.).
Jeg må sige, at jeg er meget fascineret over den drengs evner til at lede et møde og tænke klart. Han forstår, om nogen, at holde folk til emnet. INGEN udenomssnak, tak.
Jeg var ikke klar over, at man også skal være matematiker for at være I FN-mission.
I skulle lige se mødelokalets 3 tavler, da møde var slut.
Udregninger, procenter, forholdstal, og jeg ved ikke hvad.
Da vi var ved at være færdige bad han pludselig mig om at skrive et referat, som vi skal sende til Pristina…
Det ville jeg på ingen måde være i stand til, så jeg kiggede på min (forhåbentlige) redningsmand, Clark.
Også med bagtanke for at han snart skal være chefen i afdelingen, foreslog jeg ham. Så kunne han høste roserne for det…
Clark indvilligede deri, og jeg skyndte mig at tage nogle billeder at tavlerne, som han så kunne bruge at skrive referat efter.
Efter mødet undskyldte jeg over for Clark at jeg havde tilladt mig at sætte aben over på hans skuldre.
Jeg begrundede det (som ovenfor nævnt) og måtte så også erkende, at jeg fik dumpekarakter i matematik i 3. real.
Clark takkede fordi jeg foreslog ham. Han mente også det kunne blive til fordel, når han søgte “min” stilling.
---
Lørdag 04.06.05
I går eftermiddags, lige efter Clark var mødt, stod jeg ved siden af ham ved kopimaskinen.
Pludselig satte han sig tungt ned i en stol, lige bag sig. Tydeligvis svimmel. Jeg blev ret bange, for han blev ligbleg.
Han fortalte, at han har døjet med svimmelhed i nogle dage, og faktisk havde han været hos den amerikanske læge om formiddagen. Han ringede straks til lægen igen, som kom og hentede ham og bragte ham til det tyske hospital i Prizren.
I morges ringede jeg til ham. Han fortalte, at han lige havde gennemgået en mindre operation et sted i underlivet, men han kendte endnu ikke resultatet.
I aften ringede jeg igen. “Jeg må tilbage til USA…. Jeg har en tumor på blæren, som de ikke har faciliteter til at fjerne hernede..”
Jeg blev meget ked af det bagefter. Skal han nu også rejse!!?
Med eet slag opdagede jeg, at han faktisk betyder meget for mig. Han har hjulpet mig meget - både på stationen og nu i Monitor Base. Han har uegennyttigt øset at sin visdom og erfaring med gode råd om at lede. Både på stationen og nu.
Jeg havde sådan håbet han kunne tage over… Det ville have været godt for ham, vi andre og for arbejdet.
Jeg fik orienteret Alan om de “nødvendige” ændringer, vi har foretaget. Som snakken udviklede sig, var jeg nødt til at fortælle om Donnie Joe’s vennetjenester til Tebow og Glenn.
Alan blev noget stram i masken og ville straks efter tage en “venskabelig” snak med Donnie Joe. UPS…
Heldigvis mødte jeg Donnie Joe på gangen, så jeg luftede for ham, hvad der måske ventede ham.
Som altid tog han det med falsk klappen på ryggen, et smil og: “No problem my friend – no problem…”
---
Mandag 06.06.05
Jeg er så ked af det med Clark, der pludselig er blevet syg.
Jeg besøgte ham i eftermiddags, da han er kommet hjem i sin lejlighed.
Der er ingen vej udenom. Clark skal hjem og opereres. Han opfordrede mig på det kraftigste til at søge stillingen som Supervisor. “For moniteringens skyld,” som han udtrykte det.
Det gjordet et stort indtryk på mig at han sagde det. Han sagde også at en del amerikanere havde sagt til ham, at de håber jeg søger – og får stillingen.
Han gav mig dog ret i, at jeg vil få det svært, hvis Donnie Joe og/eller Scott Mitchel er på interview-holdet, ikke mindst hvis andre amerikanere (Tebow?) søger.
Jeg er virkelig i syv sind nu.
Selve arbejdet er en stor udfordring, og den bliver ikke mindre fristende ved tanken om at tage kampen op med “den amerikanske mafia”.
Det er noget underligt noget med Clark’s hjemsendelse. Ifølge “manualen” har han krav på 28 sygedage udenfor Kosovo.
Alligevel vil de checke ham ud nu (afslutte hans mission).
Amerikanerne er hyret via et privat firma, og det lader til at det er det firma, der insisterer på at afslutte hans mission.
Han har 31 ferie- og fridage til gode, som er spildte, hvis man afslutter på grund af sygdom. Ikke særlig tiltalende.
Clark er meget bitter, da han føler han vil være klar til at fortsætte hurtigt igen.
Den populære FN-administrater, Søren Jessen-Petersen, er om muligt, blevet endnu mere populær blandt albanerne. TV har en serie, hvor folk gør overraskende ting.
Kulturen hernede foreskriver, at hvis en mand ønsker at gifte sig med en pige, sender han en anden til pigens forældre for at bede om hendes hånd.
Et filmhold havde gjort sig et ærinde hos en almindelig familie og snakkede med dem om eet eller andet emne.
Det ringer på døren, og hvem står udenfor? Jessen-Petersen. Han beretter, at hans ærinde er at bede om husets datters hånd på vegne af en ung mand…
De lokale folk har fortalt mig, at programmet er det mest sete i Kosovo, og at ingen troede deres egne øjne og ører, da de så “Mr. President” i forlover-rollen. I første omgang troede de fleste at det var en een, der var klædt ud som ham, men nej, det var den ægte vare.
Det siges, at han har vundet endnu større respekt, selv om det modsatte kunne have været forventet.