Kære læsere.

Dette afsnit er ikke så langt, men til gengæld lidt anderledes.
Læs om et uanmeldt kontrolbesøg vi fik fra Pristina, en tragisk ulykke og et møde med en ganske særlig mand.

Billede 1: Et mobilt "savværk" er ved at save brænde i min "baghave". Jeg var ved at være bange for de havde glemt det bliver koldere.
Billede 2: Scott på restaurant sammen med een af vores yndlingsdrenge. Han går og sælger peanuts og er noget så charmerende. Han har endda lært sig lidt engelsk.

1.2.
God fornøjelse
Peter
---

Fredag 08.07.05

En af mine kolleger, Satish Kumar fra Indien (ham kender I ikke) kom til mig og skulle have min underskrift på et dokument.
Da jeg gav ham papiret tilbage sagde han: “Jeg har tit tænkt på at din underskrift ligner den måde, hvorpå vi skriver: Allah.
På et lille stykke papir skrev Satish noget “krims-krams” som angiveligt betød Allah.
Af høflighed lod jeg som om jeg kunne se en vis lighed. Jeg må sige, at ligheden – i mine øjne - ikke var så stor at jeg følte mig ophøjet til at være en Gud eller profet.
Satish foldede den lille seddel sirligt sammen og puttede den i sin brystlomme.
“Hvorfor putter du sedlen i lommen?’ spurgte jeg. Satish smilede venligt, måske overbærende og svarede: “Allah’s navn smider man ikke i skraldespanden!”
“Hvad vil du så gøre med det?”
Jeg smider sedlen i floden, så må den bære hans navn til et passende sted!”
“Hvor interessant og respektfuldt!”

Lidt op ad formiddagen fik jeg besøg af to kolleger, som jeg ikke havde set før. Den ene var en meget flot dekoreret mand fra Ungarn. Den anden mere almindelig fra Pakistan.
“Hello Sir, vi kommer fra Inspection Team I Pristina. Vi vil gerne se om tingene er, som de skal være!”
Inspektion er som en evig trussel vi har hængende over hovedet. Ligesom “Big Brother Watching”
De kontrollerer at de folk, der skal være på arbejde er til stede, tjekker evakueringsplaner, arbejdstidsopgørelser m.m.m.
Den flotte herre fra Ungarn rakte mig et dokument, der autoriserede de to til at inspicere.
Alt imens jeg gav mig god tid til at læse dokumentet, undrede jeg mig over, at min puls end ikke steg en lille smule.
“Godt jeg har Mirzad”, tænkte jeg, “så er der sikkert styr på tingene.”

Tilfældigvis var der ingen andre på kontoret, og vi opbyggede hurtigt en afslappet og lettere munter stemning. De ting, de bad mig svare på, vidste jeg (lidt) tilfældigt på rede hånd, og de papirer, de bad om at se, var tilfældigvis netop i de skuffer, jeg lukkede op.
Alt og alle var på rette plads. De havde blot en enkelt lille ting – eller rettere et godt råd.
Hver enkelt kollega har sig eget blad i Evakueringsplanen med navn, telefonnummer, email adresse og pårørende på. Da vejnavne og husnumre ikke er gangbare begreber, er ens bolig tegnet ind på et kort af den enkelte kollega selv. Der er også plads til at skrive koordinaterne på ens bolig, og ikke ret mange havde gjort det.
“Vi vil ikke gøre nogen anmærkning om det, men få det hellere gjort inden vi dukker op en anden gang.”

Jeg takkede for det gode råd og følte mig meget lettet – og glad for Mirzad.
Efter en rum tids løssluppen snak takkede de for god behandling og gik!

Det blev en lidt travl dag, for ind imellem det daglige havde jeg også bedt alle om at komme til et personalemøde.
Mest for at få afdækket – og afklaret eventuelle “begyndervanskeligheder”, misforståelser eller tvivl, der måtte være.
Jeg havde indbudt min “gamle ven”, Bob, fra Peja Station til at komme med et bud på, hvordan vi bedst kan samarbejde med - og opfylder stationernes ønsker og behov for monitering.

For at gøre det lidt hyggeligt og behageligt havde jeg købt rigeligt med kolde sodavand, karameller og chokolade. Alle, der kunne, mødte op.

Jeg tror de fleste synes det var umagen værd at møde op (også dem, der har ellers har natarbejde). Nogle ting blev diskuteret og afklaret, og om ikke andet var det rart for alle at have muligheden for at snakke med alle de andre.

Bob havde taget KPS, Ragip med. Det er ham, der arrangerede ceremonien ved Transition.
De gjorde det kort – men godt.

I aften kørte jeg sammen med Scott og hans husfælle en lang tur i Rugove Vally. Hvor er der altså smukt. Hver gang. Det var mørkt inden vi begav os hjemad. Luften var lummer og fyldt med grønne, selvlysende insekter, som jeg aldrig har set før.
Scott fortalte, at de har dem hjemme i Arkansas. Hvis man fanger dem og putter dem i et syltetøjsglas kan de fungere som en lille lanterne.

Der er stadig stegende hedt. Jeg er lidt forundret over, at jeg vænner mig til det så hurtigt. Undtagen på kontoret oppe under taget. På trods af åbenstående vinduer og døre og to blæsere, er det umuligt at ånde, og temperaturen ligger på næsten 40 grader.
---

Lørdag 09.07.05

Som jeg vist tidligere har nævnt er der som regel lidt stille på lørdage og søndage. Det er som om der er en stiltiende aftale om at man ikke “forstyrer” hinanden – medmindre der er nødvendigt.
Sådan sad jeg helt for mig selv i formiddags. Der var helt stille. Kontoret er indrettet sådan, at jeg sidder med siden til døren.
Jeg mærkede at der pludselig stod nogen i døren og jeg kiggede op.
Jeg må sige jeg blev temmelig overrasket, og jeg rejste mig straks op.
I døråbningen stod selveste Kofi Annan, FN’s Generalsekretær.
“Good morning, Sir!”, sagde han og trådte ind. Bag ham stod to nydeligt klædte herrer. Body guards.
“Good morning Mr Secretary-General. A pleasure to meet you.”
Han gav et dejligt, fast håndtryk, og begyndte at tale med sin bløde stemme.
Han fortalte at han var på et uofficielt besøg i Kosovo, og ville gøre en rask tur til det naturskønne område, og se den by, der var hårdest ramt af krigen.
Fra den danske Police Kommissioner (Kai Vittrup) havde han hørt at monitorerne I Peja gør et enestående arbejde, som han gerne ville takke for.
Han bemærkede mit lille danske flag på venstre ærme.
“I danskere er da alle vegne,” sagde han og grinede højt. Han tænkte nok på Jessen-Petersen og Kai Vittrup.
Han bemærkede vores trange, men velfungerende ramme, og den stegende hede, og bad mig overbringe en tak til alle monitorerne ude i marken.
Jeg har ikke nogen fornemmelse af om hans besøg varede to eller fem minutter, men han undskyldte forstyrrelsen (!!!) og var væk lige så pludselig, som han kom.
Der stod jeg helt alene tilbage mens lyden af fodtrinene på gangen langsomt døde ud.
Jeg må have lignet en månemand, der lige var landet på denne planet, men jeg følte også en jublende glæde og ærefrygt over at have mødt een af Verdens mest betydningsfulde mænd. Helt uanmeldt.
Det næste var en følelse af ærgelse… ØV.
Jeg overvejede om jeg kunne tillade mig at løbe efter ham og bede om hans autograf.
Midt i denne overvejelse blev jeg afbrudt af noget, der gjorde, at jeg ikke fik taget nogen beslutning.
…..Jeg vågnede af min drøm. Det var midt om natten og jeg lå hjemme i min seng…..
Ja, sådan kan arbejdet stige een til hovedet….

I dag var i sandhed en tragisk dag.
Ude I Klina legede fire børn (7-15 år) på en mark. Her fandt de en … håndgranat, som de begyndte at lege med. Det skulle de aldrig have gjort, for I kan sikkert gætte Jer til resten. Ja, den sprang. To af børnene blev dræbt, og de to andre hårdt sårede. De dræbte er børn af en lokal politimand. De to overlevende vil for altid være svært vansirede i deres ansigter.
En meget tragisk hændelse.
Der bliver stadig fundet granater og miner flere gange om ugen.

I eftermiddags oplevede jeg for første gang mit liv et jordskælv. Vi var 3-4 personer på vores kontor på 4. sal.
Computeren begyndte at ryste ret kraftigt. Jeg kiggede op og undrede mig over hvem det var, der havde skubbet til bordet, men der var ingen i nærheden.
Vi kiggede alle på hinanden, og først da een sagde ordet “jordskælv” gik det op for mig, hvad der skete.
Det var en højst besynderlig oplevelse. ALT bevægede sig, og det var som om al den bevægelse burde skabe larm, men der var ingen larm.
Rystelserne varede vel 15-20 sekunder, og så var alt roligt igen.
Tebow og andre på gangen besluttede sig for at gå ud i tilfælde af der skulle komme et kraftigere. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bestemte mig for at blive indenfor. Ville måske gerne prøve det igen…?
Der skete ikke mere, men selvfølgelig skulle jeg have forladt bygningen.