Hej
Jeg benytter lige lejligheden - medens jeg er i Danmark - til at levere næste afsnit i min dagbog.
Billede 1: Min gode ven og kollega Idriz sidder fordybet i avisen, Kosovo Sot (Kosovo i dag) på vores stamcafe.
Kosovo Sot er landets største avis. Bemærk hvem der er på forsiden af avisen.
Billede 2: Deres udsendte og barberen. En klipning og barbering: 4 euro (=ca 30 kroner)
Billede 3: Eet af de mennesker, jeg oftest møder på vej til og fra arbejde. (Måtte tage billedet i smug for ikke at vække forargelse.)
1.
2.
3.
Billederne kan klikkes op i størrelse
God fornøjelse
Peter
---
Torsdag 17.02.05
Efter ca. tre måneder i Kosovo kommer den tid, hvor jeg begynder at samle og analysere alle indtrykkene. Alle synsoplevelser, lugte og samtaler vil nu til at forenes i tanker om, hvorvidt dette lille stykke land har en mulig fremtid som en nation.
Jeg ved noget om, hvad der er Verdenssamfundets mål - det politiske og ideologiske mål: At Kosovo skal være en multietnisk, demokratisk nation.
Om det er et realistisk mål at albanere, serbere, bosniere og zigøjnere m.m. kan leve et ligeværdigt liv her i fred og fordragelighed, vil jeg tillade mig at stille spørgsmålstegn ved.
Serberne, som er ganske få, mener stadig, det er deres land og at de har ret til at regere. Albanerne, som udgør mere en 80% af befolkningen mener de har meget "til gode" efter mange års undertrykkelse, vold, tortur og mord.
FN er reelt en besættelsesmagt i Kosovo. FN har fastsat møntenheden, administrerer hele økonomien, bestemt "landets" love og udstedt ID-kort til alle m.m.m. Her har ingen pas, så de føler sig som i fængsel på en øde ø.
Helt i toppen - over ministerpræsidenten - sider FN´s leder af hele FN-missionen, den danske diplomat Søren Jessen-Petersen. Hans opgave er at få landets infrastruktur til at fungere, opbygge et demokratisk, velfungerende politisk system. Han forhandler også på Verdenssamfundets vegne med politiske ledere udenfor Kosovo.Jessen-Petersen og jeg har noget til fælles: Vores efternavn ligner til forveksling hinanden. Med det hører ligheden vist også op. MEN, det at jeg bærer Dannebrog og mit navneskilt på uniformen har været indfaldsvinkel til mange gode samtaler med almindelige albanere. Alle ved, hvem Jessen-Petersen er. "The President", kalder de ham, og stikker tommelfingeren anerkendende i vejret.
"Han leder vejen" og "Han skaffer os frihed og demokrati en dag", er typiske bemærkninger. HVER dag er han enten på forsiderne af aviserne eller i TV-avisen - eller begge dele. HAM kan vi vist være stolte af, selv om han ikke er kendt i DK.
Læs evt et interview med ham lige netop herSom jeg forstår det, er det politisk bestemt, at Kosovo´s politistyrke nu klarer sig så godt, at den internationale politistyrke skal reduceres kraftigt i løbet af dette år. Kun nogle (relativt) få skal blive tilbage som monitorer (kontrollører).
På visse områder kan det godt bekymre mig lidt. Jeg har en fornemmelse af, at den beslutning er baseret på politik, mere end på realiteter.
Hvad bygger jeg det på, vil nogen med rette kunne spørge mig.
Den dag jeg mødte redaktøren på Dukagjine Radio, snakkede vi også lidt om Kosovo´s fremtid.
Se gaderne om formiddagen. De er fyldte med mænd, der kører rundt på må og få i deres biler. Kig ind på cafeerne, der er fyldte med mænd. Mænd, der burde være på arbejde, men her er ingen arbejde at få. Arbejdsløsheden er omkring 50%. Disse mænd og deres familier lever af de penge, deres sønner og brødre sender hjem fra andre lande.
Det er der ikke meget perspektiv i ... Når jeg går på gaden myldrer det ganske rigtigt med mennesker. Mænd, kvinder, børn og unge. Kvinderne er pæne i tøjet, velsminkede og de ser ud, som kommer de lige fra frisøren. Så er det jeg får den tanke, om de mon lever af at klippe hinanden? I hvert fald i overført betydning.
OK - ind imellem sidder der en ussel og beskidt, und kvinde på gaden og tigger med sine to små børn i skødet. Og så er der dem, der går rundt og vender affaldsdyngerne eller samler cola-dåser, de kan sælge for 2-5 cent pr kilo.
Jeg synes også jeg hører for mange historier og antydninger om, at der er brodne kar i politiet og at man lettest bliver forfremmet, hvis man er "rigtig" albaner, eller kender de rigtige i systemet.På den anden side: Ubevidst sammenligner jeg jo med det, jeg kender hjemme fra, og det er nok ikke fair. Vi har jo en flere hundrede år gammel, demokratisk kulturhistorie. I Kosovo kan de naturligvis ikke starte "år 1" med samme standarder, som vi kender. Det vigtigste er vel til syvende og sidst, at DE er tilfredse med udviklingen og standarden?
Ingen kan overtage eller kopiere andres kultur, eller overføre andres fejltagelser til egne forhold.
I Kosovo, som i alle andre lande, må de selv danne deres standard og lære af egne fejltagelser og erfaringer.
Det er ligesom med det lille barn, der får at vide, at det ikke må komme i nærheden af brændeovnen fordi det så vil brænde sig.
Barnet MÅ røre ved brændeovnen for at finde ud af, hvad det vil sige at brænde sig.Nå, der gik jeg vist i selvsving. Måske giver det slet ikke nogen mening. Never mind. Jeg har jo nogen tid tilbage endnu at danne mig flere indtryk.
Nu har jeg dagligt i flere uger gået forbi en mand, der sidder og sælger dannebrogefarvede bolcher, så jeg synes det var på tide at støtte ham, for det har jeg ikke set andre gøre.
Han synes det var sjovt, da jeg holdt den gennemsigtige bolchepose op mod Dannebrog på min uniform. J
Med et stort, tandløst (han har nok spist for mange bolcher) grin forlangte han 20 cent (= ca. 1,50 kr)
Mmmm ... De skulle rigtig nydes, når jeg kom hjem.
Men føj - de viste sig at være helt uspiselige. Jeg tror de udelukkende bestod af sammenpresset flormelis, hvorpå der var malet røde striber. Han kunne godt trænge til at komme på søster Signes bolche-koge-kursus ... ;-)
For nogle dage siden skrev jeg, at man kunne vænne sig til kulden. Lige nu sidder jeg alene (Jan er hjemme på to ugers ferie) på én af byens bedste, pæneste og dyreste restauranter. En middag koster 5,5 - 7,5 Euro.
Tom Jones synger en afdæmpet sang i baggrunden. Stedet hedder Art Design, og lever helt op til sit navn. Her er virkelig spændende og god kunst på væggene. Der er ikke så mange gæster i lokalet, og der tales afdæmpet.
Nå, det jeg ville fortælle var, at jeg herinde, på dette hyggelige sted, kom til at tænke på, at jeg også har vænnet mig til, hvor grim byen er.
Der er stadigvæk (masser af) black water i gaderne, kloakdækslerne mangler stadig, affaldet flyder alle vegne, de vilde hunde render søgende rundt overalt. De faldefærdige huse er heller ikke blevet kønnere og den søde stank fra grøfterne hænger stadig som en usynlig dis i luften. Jeg ser det bare ikke på samme frastødende måde mere.
Jeg tror faktisk ikke at disse mennesker, som har boet i dette, altid ser og lugter det.
Alene dét at iagttage, hvor meget mange mennesker gør ud af sit udseende, og hvad de ellers omgiver sig med, er en kontrast.
---
Søndag 19.02.05
Lige før vi fik fri i går morges overværede jeg Idriz (KPS-team leader), Nasser og Izet (sergenter) stå og diskutere højlydt på gangen. Jeg kunne forstå på snakken, at især Izet ikke var tilfreds med den måde Idriz havde sammensat køreholdene til den kommende nat. Idriz havde sat sergenterne til at køre almindelig patrulje med nogle "menige kolleger.
Bagefter fortalte Idriz mig, at han havde gjort det sådan for at komme begyndende, uheldig gruppedannelse til livs.
Efter briefingen den kommende nat ville han holde et lille møde, med sergenterne og mig for at "få renset luften". Som sagt - så gjort. Jeg havde egentlig en fornemmelse af, at især Izet´s utilfredshed gik på, at han "kun" skulle køre med "menige" kolleger. Jeg havde derfor bestemt mig for at sige, at det, rent fagligt, er bedst at sergenterne er fordelt i patruljerne frem for at køre sammen. På den måde kan de vejlede deres folk, og der er bedre chance for at have en leder hurtigt på et gerningssted eller ulykkessted.
Jeg fandt dog ikke rigtig ud af, hvad problemet var. Diskussionen imellem dem var så intens, at kun lidt blev oversat ...
De forvissede mig dog om, at alle "misforståelser" var ryddet af vejen, og at de alle vil bakke Idriz op. Ingen kolleger skulle ej heller há lov at danne uheldige grupper eller stikke kiler ind imellem sergenterne.
Og så blev der arbejdet - som Idriz ønskede.
Idriz fortalte bagefter, at han følte nogen på holdet vil prøve hans grænser af, efter Harun havde forladt holdet som deres leder. Han følte sig rustet til at tage kampen op.Idriz og jeg kørte en del rundt i byen i nat. Nattens mørke stilhed, varmen i bilen og motorens brummen, danner et godt grundlag for god snak.
Da vi kørte igennem en bydel, der stadig viser utvetydige spor efter krigens grusomheder, faldt snakken på "dengang". Jeg sagde til Idriz, at jeg ofte undrer mig over, så lidt der bliver snakket om "dengang", selv om det er mindre end fem år siden krigen sluttede.
Idriz mente det er en naturlig reaktion efter generationers undertrykkelse, kulminerende med intens tortur, voldtægt og drab. Nu er muligheden for at se en tålelig fremtid forude opstået ud af håbløsheden. Så er det med at glemme fortiden og se fremad. Så længe der spores fremgang, vil folket forfølge drømmen og håbet.
Samtidig mente han, at serberne ikke - i de kommende generationer - vil opgive håbet om at tilbageerobre "landet", magten og genindføre "apartheid". Set i det lys mener han, at Verdenssamfundet i mange år må overvåge forholdene og være på vagt.
"Hvis det bliver nødvendigt, er jeg rede til at kæmpe som soldat for min frihed og sætte livet på spil. Også selv om jeg har fire børn", sagde han med overbevisning i stemmen.Jeg har tidligere spurgt Idriz, om han er politisk aktiv. Det var han engang, men nu er han fyldt til halsen af den slags. "Nu joker jeg kun med politik", sagde han dengang.
Nu tog jeg det næste skridt: "Er du rettroende muslim, Idriz?" Det kræver mod fra min side at indlede den slags samtale.
I det sparsomme lyd fra instrumentbrættet kunne jeg se han sendte mig et skævt smil: "Jeg tror på Gud, men har et ret afslappet forhold til det".
"Går du i moskeen?"
"Det gør jeg en gang imellem, men jeg går lige så tit med nogle venner i den Ortodokse kirke".
Derefter snakkede vi om Koran, Bibel, Hellig krig, Al Kaida m.m. Idriz pointerede, at Koranen IKKE tillader at slå uskyldige mennesker ihjel som for eksempel såkaldte religiøse muslimer gør som terrorister.
"Det har INTET med religion eller Koranen at gøre. De er simple mordere. Det kan muligvis, med Koranen i hånden, tillades - eller være "nødvendigt" at dræbe en personlig fjende. Men ellers ikke ... "
Ja, vi kom langt omkring i dette emne, som blev afsluttet med Idriz ord: "Jeg, og ikke min religion, afgør, om et menneske er god eller ond". Efter en solid søvn gik jeg en tur i byen i eftermiddags. Her mødte jeg Rifat og hans kone, som havde fået samme ide.
"Vær min gæst. Gå med os hjem".
Svært at komme udenom, men hvorfor skulle jeg også det.
Rifat bor i byens højhus på 12. - og øverste - etage.
Så stod jeg igen i den elevator, der får mig til at tænke på mor, og hendes elevatorskræk. Godt, du ikke var med her, mor!!
"Pas på. Træd længere tilbage", sagde Rifat på vej op. "Sidste år fik en 12-årig dreng hovedet i klemme i sprækken - og døde".
Rifat og hans kone bor i en lille lejlighed med deres fire piger fra 2 - 13 år.
Fjernsynet og den karakteristiske hjørnesofa fyldte det halve af den lille stue, og væggene var dekorerede med 4-5 udmærkelses diplomer fra Rifat´s tid på Politiskolen.
Kaffen (den der, I ved nok) kom på bordet. Heldigvis blev der også skænket et par glas Whisky til. Det tog den værste smag.
Stemningen var god. Børnene var meget venlige, og synes vist det var noget af en oplevelse at have besøg af en mand fra "den anden Verden".
Den næstældste spurgte, om hun måtte spille et stykke musik for mig. Og så stillede hun op lige foran mig og spillede det yndigste stykke klassiske musik på sin tværfløjte.
Den ældste ville så spille for mig på sit el-piano. Netop da hu skulle starte skete det fatale: Power cut ... OK - så måtte jeg love at komme igen en anden dag.
Den mindste spurgte sin far, om jeg mon ville kysse hende på kinden. Ja, selvfølgelig ...
Hun havde klædt sig ud, så han lignede ham den lille frække dværg med flyveører fra "De syv små Dværge". Ved aftenstid takkede jeg af og lovede at komme igen en anden dag. Rifat fulgte mig ned ad trapperne - stadig ingen strøm, og nu da snakken gik så godt, fulgte han mig helt hjem.Denny ringede kl. 18.15 og spurgte, om jeg ville med til "Schweinerei-fest". En månedlig begivenhed, hvor tyskerne arrangerer spisning i en serbisk landsby, 25 km nordøst for Peja.
Da serberne ikke er muslimer er det ensbetydende med, at de er leveringsdygtige i svinekød. Og det er dét, det drejer sig om. Tror vi var ca. 30 i alt. Maden var god nok, men ikke noget særligt, og kl. ca. 22.30 var der begyndende opbrud. Det var så det. Lidt skuffende.
---
Mandag 21.02.05
Tiggende mænd, kvinder og børn er en del af "normalbilledet".
Nogen af dem er ret vedholdende og - værst af alt - temmelig nærgående.
I starten var det ret ubehageligt, når de pludselig stod med udstrakt hånd ved bordet, når man sidder og spiser en god middag på restaurant. At lade samtalen fortsætte uforstyrret og ignorerende kræver øvelse.
Selvfølgelig har jeg tænkt meget på, om de virkelig er så trængende, som de ser ud. De fleste er tydeligvis zigøjnere, som der er mange af her i byen. Efterhånden "kender" jeg de fleste. De har hver deres taktik, og faste pladser på gaden.
Den første, jeg lærte at "kende" er en ung kvinde. Hun sidder altid op ad et træ et halvt hundrede meter fra, hvor jeg bor. Hun sidder på et underlag af bølgepap. I hendes skød ligger der to børn på ca. 1 og 3 år. De ligger ganske stille og kigger apatisk op mod himlen. En gang imellem ligger de dér og sover, mens den unge, beskidte kvinde rækker sin ru, hule hånd ud mod os, der blot går forbi. Man hører en svag stemme, nærmest messende, og selv om jeg ikke forstår de ord, der kommer ud af hendes mund, forstår jeg alligevel, hvad hun siger. Eller i det mindste hendes budskab: Sultne børn, brød, intet tøj, ingen varme - intet.
På bølgepappet foran hende ligger der gerne et par mønter, 10 og 20 cent.
Forleden morgen jeg gik hjem fra arbejde så jeg kvinden sammen med det ene barn. Hun stod og rodede i renovationsdyngerne på gaden. Hun havde da fundet to stykker brød, som hun havde lagt fra sig i den beskidte sne, alt imens hun vurderede om et par lasede bukser var bedre, end dem, hendes datter havde på.
Jeg stillede mig i behørig afstand og fandt mit kamera frem for at ... Men nej - det var alligevel for ydmygende, så jeg lagde det ned i tasken igen. Ned til den nybagte kifle-chokoladebolle, jeg netop havde købt hos bageren.I det store vejkryds på vej mod stationen sidder der tit to gamle kvinder. Samme bøn, lidt pænere i tøjet, men ingen tænder i munden.
En gang imellem ser jeg en mand sidde med et helt slapt barn i skødet. Han er virkelig laset i tøjet, langskægget, radmager og usoigneret (rettere sagt: møg beskidt og ildelugtende).
Og så er der hende, der en gang imellem kommer ind på cafeen. Vel cirka 20 år. Hun bare står .. Med hænderne helt inde over bordet. Fjern i blikket, næsten ingen negle .. Jo, det sker at jeg smider en mønt, når jeg går forbi på gaden. Dog er der nogen, jeg IKKE giver. Det er dem, der kommer på restauranterne og cafeerne. Dem vil jeg nok ikke kunne undgå næste gang, de kommer.
Og lige i dette øjeblik gav det et sæt i mig .. jeg sidder netop og skriver mine notater på cafeen og opdager, at der står en lille pige (9-10 år) med udstrakt hånd og kigger mig tavst i øjnene.
Efter et halvt til et helt minut går hun igen - uden at have fået noget af mig. Arrrggghh. Det gjorde nu lidt ondt i hjertet. Men nej. Børn giver jeg ikke noget.
Jeg mener (stadig) det er en "dårlig opdragelse" at vænne børn til at tigge. Måske er der også tale om en form for udnyttelse fra forældrenes eller andres side.
Jo, jeg har tit tænkt på, om tiggerne er så fattige, som de ser ud til, eller om de forstår at "spille for galleriet". De små børn, der ligger i deres tiggende mors skød, er i hvert fald havnet i en god læreplads - hvis det er sådan, det hænger sammen.
Også lidt bemærkelsesværdigt, at jeg ikke ser tiggere, når vejret er dårligt.. Er de mon ikke sultne i regnvejr .. ?
I dag sad jeg sammen med Idriz og en anden KPS-er og spiste frokost på en restaurant.
En lille, meget gammel kvinde, som jeg ikke har set før, kom ind og tiggede ved bordene, netop som vi sad og jonglerede med vores 5-euro sedler. For første gang var jeg svag nok (eller storhjertet nok) til at give penge "indendørs". Hun fik den 20-cent mønt jeg havde, og gik straks videre til næste bord.
Jeg spurgte så Idriz og den anden kollega, om tiggerne er fattige, eller om de bare ser sådan ud..
"Det er svært at vide", sagde de, "men prøv at se hendes læderstøvler. De er ret nye og kostbare. Så dyre støvler har jeg ikke råd til", sagde kollegaen.
Han fortalte videre, at det ikke er urealistisk at forestille sig, at de tigger sig til cirka 20 euro om dagen. Det svarer til cirka 600 euro om måneden.
"Til sammenligning tjener jeg 220 euro", sagde han og grinede. Ja, det er svært. Hvem trænger? Hvem trænger ikke?
Jeg tror bare ikke en kvinde ville stå kl. 08 en lørdag morgen og samle brød fra andres skraldespande, hvis hun havde nogle euro liggende i lommen ...