Ansættelse af medarbejdere er en underlig affære i FN.
Læs, hvordan ansættelse af en administrations chef og en Station Commander foregår.
Dagen for overdragelse af politistationen til det lokale politi nærmer sig med hastige skridt.
Ligeså nærmer dagen sig hvor Claus, Benny, Thomas, Kim - og min husfælle, Jan skal hjem.
Begge dele fylder meget i min bevidsthed lige nu.
Jeg prøver at beskrive, hvordan jeg har det med det...
Billede 1: Deputy Station Commander arbejder hårdt på sit kontor, mens Pinocchio holder øje med, hvem der træder ind ad døren.
Billede 2: Når man nu endelig har muligheden for at blive fotograferet sammen med The Commissioner, hvorfor så ikke benytte sig af lejligheden?
1.
2.
God fornøjelse
Peter
---
Søndag 15.05.05
Der var allerede svar i går på mit brev til Giulio. Han sendte et kopi til mig af et brev han havde sendt til militæret.
Brevet var, til dels, baseret på det, der kom ud af det møde vi havde i Goreadevac.
Det var især bemærkelsesværdigt at han hæftede sig meget ved afsnittet:
“All in all it is our opinion that the presence of static KFOR checkpoints is an obstruction more than a solution to get the citizens in Gorazdevac integrated in the surrounding society.
Therefore we suggest that the KFOR static points will be removed as soon as possible.”Så nu varer det nok ikke ret længe før militæret ophæver den faste bevogtning derude.
--
En gang imellem hjælper det alligevel at ”beklage sig” på skrift. Nu har vi pludselig modtaget de tre biler, der i månedsvis har stået på værkstedet og ventet på reservedele.
--
Waititu har besøg af een af sine koner. I aften var Jan, Claus og jeg inviteret til middag.
Det var noget spændende, om der igen skulle serveres komave...
Duften huset tydede ikke på det var komave. Faktisk duftede det rigtig dejligt.
Ann, sådan hedder hun, virkede lidt genert, og holdt sig hele tiden i baggrunden. Waititu øsede op på vores tallerkener. Der var fire forskellige retter som blev blandet sammen og fyldte hele tallerkenen. Kylling, okse, suppe, ris, majsbrød m.v. var ikke så tosset et mix. Der var lidt orientalsk over smagen – let krydret.
”Det må have været et stort arbejde for Anna at lave al den mad. Så god mad får du vel ikke hver dag derhjemme?”
”Jo da. Og det er ikke så stort et arbejde. Det har kun taget omkring fire timer at lave det her,” grinede han.
Der var en lystig og afslappet stemning, og til maden serveredes der rigelige mængder af Brandy!!!
”Nu er min kone glad,” sagde Waititu midt på aftenen. ”Nu kan hun se jeg har venner her!”
Jeg kunne se og mærke på ham, at det ikke var noget han bare sagde for sjov. Det var tydeligt, at det betød meget for ham, at vi havde taget imod invitationen, og dermed givet hans kone mulighed for at se, at han faktisk trives godt og har venner.
Patrick og Jones var der også. Jones underholdt os en stund ved at gentage sit rigtige navn nogle gange.
Jeg måtte have ham til at skrive det ned. Prøv om I kan udtale det:
Ntu Kuthunga Thungutha Thungutha.
Nej, det er ikke fordi han stammer.
Ved midnatstid havde Brandy’en gjort sin virkning, og det var tid at gå hjem.
Ann gav forsigtig hånd og sagde med et diskret og forlegent smil: ”I am very happy.” formentlig en bekræftelse af det, Waititu havde sagt om at have venner.
I sandhed en rigtig god og anderledes aften. Maden lå stadig tungt i maven, men var helt sikkert besøget værd.
---
Onsdag 18.05.05
FN er på mange måder en kæmpestor klods. På nogen områder ændres ting og rutiner fra dag til dag, ja endda fra time til time. På andre områder er organisationen som et tankskib, der har meget svært ved at ændre kurs – selv om det synes indlysende nødvendigt.
Der tages på ingen måde hensyn til den enkeltes ønsker og behov.
Da kolleger kun er udsendt i omkring et år, er der (naturligt nok) hyppige udskiftninger. Især på ledelsesposterne, da det som regel tager nogen tid at arbejde sig opad!
Det betyder, at de ledere, på højt niveau, der udpeger andre ledere, kan være erstattet af nye ledere i næste uge, og at disse nye ledere udvælger ledelse efter andre kriterier.
Åbenhed og fairness præger bestemt heller ikke ansættelses processerne.
Min gode kollega og ven, Clark fra USA, søgte for nylig stillingen som chef for administrationen i Hovedkvarteret. Der var fire ansøgere – blandt andet ham, der er deputy.
Clark indfandt sig i god tid på det kontor, hvor ansættelses interviewet skulle foregå.
Han blev temmelig forbløffet da han erfarede, at et medlem af panelet var deputy, som selv skulle interviewes efter Clark.
Men ikke nok med det. Selv samme deputy printede spørgsmålene til interviewet ud fra sin egen computer...
Clark følte sig hurtigt prisgivet. De to første spørgsmål drejede sig om ændringer i tolkenes kontrakter. ændringer, der var indført ugen forinden.
Clark spurgte to gange, om disse ændringer overhovedet har været tilgængelig læsning. Ingen havde svaret ham på dette...
I kan selv gætte, hvem der fik stillingen...?
Clark kan heldigvis grine af det og siger om FN’s ansættelses procedurer”
”It is not a question about what you know but who you know!”
Bobs stilling som Station Commander har også været opslået som ledig, da den efter den 27 maj får et andet indhold. Lidt mere i stil med monitering.
Han har søgt sin egen stilling – sammen med fire andre.. Bob har det problem, at hans mission slutter den 6. juni Han har for fire måneder siden søgt forlængelse, men har ikke fået svar endnu.
Jeg havde en kort periode overvejet at søge stillingen, hvis jeg vidste at Bob ikke fik forlænget sin kontrakt.. Men nej, det er vist ikke noget for mig på længere sigt.
Bob har det noget underligt i disse dage. Efter interviewet følte han sig bestemt ikke sikker på at få stillingen. Han er oppe mod blandt andet Clark, der har stor ledelseserfaring hjemmefra.
Jeg hørte de sad og snakkede efter interviewet, og det kunne tyde på at Clark havde svaret temmelig godt for sig.
Patrick (!) havde også søgt. Han havde afsluttet interviewet med at sige: ”Jeg ved godt dette er aftalt på forhånd, og alene på grund af min hudfarve får jeg ikke stillingen!!”
Een ting er at tænke sådan – noget andet at sige det højt...
Tilbage til Bob. Den senere tid har han givet udtryk for, at han faktisk er ligeglad med den stilling. Hvorfor al den bøvl, når lønnen er den samme. Hvorfor ikke ”bare” blive almindelig monitor og komme ud og opleve noget?
Han er nu i den paradoksale situation, at han skal på ferie fra nu af og indtil den 14. juni uden at vide om han nogensinde kommer tilbage, da hans kontrakt som nævnt udløber den 6. juni.
Jeg synes det er uanstændigt at lade medarbejdere gå så længe i uvished.
Bob forlod Peja i dag kl. 11 for at tage på ferie. En halv time før ringede han rundt for at høre om der var noget nyt med hensyn til hans kontrakt og stillingen som Station Commander.
Det var der ikke.
Så da han kørte vidste vi ikke om vi skulle sige: ”på gensyn”, eller ”farvel”.
Hele historien bliver ikke mindre hovedrystende af, at det i eftermiddags blev kendt, at Bob har fået forlænget sin kontrakt – og stillingen som Commander.
Nu er han den eneste, der ikke ved det!!
Jeg håber nu ikke det kommer til at ødelægge hans ferie, som er noget helt særligt.
Han skal på bjergbestigning på Mount Everest.
---
Torsdag 19.05.05
Der er blevet en anderledes stemning i huset. Jan, Claus og de tre ”gamle” er begyndt på deres check out procedure. Ved afslutning af missionen har man ti dage til at afvikle. Det vil sige aflevere materiel, ordne hjemrejse, ordne de sidste økonomiske ting med bank o.s.v.
I virkeligheden er det alt for mange dage, og mest af alt fritid – eller spildtid.
Jeg synes Jan er blevet så stille, måske mut.
Han tænker nok på det samme som jeg: Hvordan skal vi få sagt farvel?
Jeg tænker meget på, hvor tomt det bliver, når han pludselig er væk. Hvem skal så minde mig om den daglige vitaminpille? Og hvad med alle de venskabelige drillerier?
Nej, det bliver ikke let.
Gang på gang skal jeg tage mig i ikke at snakke om mit fremtidige arbejde og tanker herom. Hvad interesse kan han have i det, når han er ved at pakke? På den ene side er han ked at at skulle hjem nu. På den anden side ved jeg også, at han har indstillet sig på det og glæder sig til at komme hjem til familien.
Men hold da op, hvor bliver her godt nok tomt.
---
Fredag 20.05.05
På tavlen i briefingrummet står der nu: ”Seven days to Transition. Are you ready?”
Sådan har vi talt ned hver morgen siden der var 40 dage tilbage.
Syv dage... Det er altså snart...
Jeg har godt nok fået min sag for. Der er noget jeg ikke havde taget højde for, da jeg sagde ja til min midlertidige stilling. Det er ikke bare det, at jeg mere eller mindre er kastet ud i det. Jeg havde ikke for alvor taget højde for/tænkt på at jeg i nogle dage er helt alene på skansen. Bob er væk, George (Chief of Operation) er væk, James (Deputy Operation) er væk og Dieter (ansvarlig for administrationen) er væk.
Så der er i sandhed nok at lave. Underskrive dokumenter, som jeg dårlig nok forstår betydningen/konsekvenserne af. Rende til møder, svare på spørgsmål fra kolleger om alt muligt. Skrive breve til alle mulige. Og – ikke mindst – tage telefonen. Det kan være et sandt mareridt. Forestil Jer en uforståelig kollega der ringer fra eet eller andet kontor i Pristina. Han taler mere indisk end engelsk. I aner ikke, hvad hans afdeling beskæftiger sig med, eller hvad han vil. Det kan altså være svært at komme ud af på en fornuftig måde.
Clark fortalte mig, at han havde fundet ud af, at ingen af os er på listen over kommende monitorer, selv om vi var de første, der bestod testen.
Jeg drak eftermiddagskaffe med en tolk, der også er vel inde i det administrative arbejde.
Han havde en teori om, hvorfor Clark og jeg ikke var på listen. Det var sandsynligvis fordi Bob ikke har fået forlænget sin kontrakt (vi har det ikke officielt endnu). Hvis han ikke får det, har de Clark og jeg som bagstoppere til at passe butikken en tid. Lyder som en mulig forklaring.
De sidste to dage har jeg ikke haft mulighed for at gå hjem før kl. 17.30, og det med en rigtig voldsom hovedpine. Det skyldes helt sikkert at dagene er så koncentrerede.
Jeg tror det er godt det her snart får en ende.
I aften inviterede Jan på farvel middag på restaurant Prizren (det samme gjorde jeg for et par dage siden). ”Desværre” kom Scott også dumpende, men det blev da alligevel en hyggelig aften – på en anden måde.
---
Søndag 21.05.05
I forgårs blev tre børn og en gravid kvinde ramt af lynet i den serbiske enklave, Gorazdevac. Det var der, jeg var til møde med Ragip vedrørende militærets ophævelse af den permanente bevogtning, og hvor beboerne ikke havde tillid til de albanske læger.
De kvæstede blev indlagt på sygehuset, og havde bevogtning et lille døgns tid. Ingen omkom ved uheldet, men et barn og kvinden var indlagt indtil i dag.
Der skete det glædelige, at serberne takkede for god behandling, da de blev udskrevet. En lille ting, men dog et stort fremskridt.
I aftes blev der holdt afskedsfest for Jan, Claus, Kim, Benny og Thomas i ”de gamles” hus. Vejret var dejligt, og 60-70 indbudte gæster (IPO’ere, KPS’ere og tolke) kom for at tage afsked med de rare danskere. Med Kim i spidsen var der sørget for rigelig med dejlig grillmad, salat, snacks og drikkelse. Vi snakkede og hyggede i haven til omkring midnat. Virkelig en smuk, afslappet og mindeværdig måde at tage afsked på. Dannebrog vejrede mellem to træer, omgivet af Kims blinkende, kulørte lamper.
OK. Jeg var lidt tung i hovedet i dag. Heldigvis er alle åbenbart enige om at køre på vågeblus om søndagen – rent arbejdsmæssigt.
Alle danskere skulle mødes i Pristina (hvorfor er det mon altid der, det skal foregå?) til et lille uformelt kontingentmøde og en officiel afskedsmiddag for dem, der skal hjem.
Til middagen dukkede Kai Vittrup og frue op. Da der var en ledig stol ved siden af mig, havde jeg den ære (!?) at han satte sig der. The Commissioner. Meget afslappet og uhøjtidelig atmosfære. Jeg var da nødt til at spørge, om han ville komme til vores ceremoni på fredag i anledning af transition. Det ville han da, hvis han kunne få tid. Jeg synes nok at kunne fornemme at han er mæt af parader og taler, og det er vel forståeligt nok.
---
Mandag 23.05.05
Pludselig stod der en mand i døren til kontoret. Lille og tyk. Han var i civilt tøj, men havde et FN Id-kort om halsen. Jeg var midt i en seriøs snak med KPS Chief of Operations, Adem. Jeg bed mærke i at hans hoved var overdimensioneret i forhold til hans lille, runde krop. Det var tydeligt at han var sur (mildest talt), og mest af alt havde lyst til at vade ind, inden han blev indbudt.
Jeg registrerede også at Adem tilsyneladende vidste, hvem han var, og han havde svært ved at koncentrere sig om det, vi snakkede om.
Nej, det lille gnom måtte vist hellere vente i døren til vi var færdige. Han skulle nu ikke tro, han var noget.. Måske kunne han dampe lidt af imens...
Et minut senere...
”Goddag. Kom indenfor. Hvad kan jeg hjælpe med?”
Jeg gav hånd og smilte venligt. Det var ikke nødvendigt at bede ham tage plads i en stol. Det fandt han selv ud af.
”Nu har vi igen ventet forgæves på politiet. I skulle have været der for en time siden...”
Så kunne jeg næsten regne ud, hvem han var. Havde hørt ham omtalt i lidet venlige vendinger.
I Pristina har FN en gruppe (ikke politifolk) der drager rundt og smider albanere ud, som er flyttet ind i flygtede serberes huse. Lidt i stil med det, vi kender som fogeden. Forrige uge klagede han over os til Hovedkvarteret i Pristina, fordi vi kom en time for sent til en udsættelsesforretning. Patruljen var opholdt af nogle nedfaldne, strømførende el-ledninger. Ikke desto mindre fik vi en mindre næse af både Hovedkvarteret i Pristina og det regionale Hovedkvarter her i Peja.
Det lille tykke gnom har tidligere frabedt sig at vi sender kvindelige kolleger, eller kolleger med bosnisk blod i årene... Det har vi naturligvis valgt at ignorere.
Tilbage til historien. Indrømmet, jeg fik vist noget røde ører. Shit.. Glemt det?? Det må selvfølgelig ikke ske.
Jeg kiggede febrilsk på min computer, men kunne ikke se nogen mail om at vi skulle have været der. Kiggede i George’s computer. Heller ikke. Adem ringede til David i Hovedkvarteret, hvorfra ordrerne om assistancen bliver formidlet.
Han sendte straks papirerne pr. Fax.
Den tykke, som er bulgarer, tøede langsom op da han erfarede at fejlen ikke var vores. Jeg var nu også lettet, og undskyldte på politiets vegne.
”Helt i orden. Den slags kan ske..”
En halv time senere var David i røret. Han var gal. Meget gal...
Hvorfor var vi nu igen udeblevet? Jeg forklarede ham, at meddelelsen ikke var nået frem til os. Men nej..
”Peter, jeg kan se på min computer at jeg sendte mailen til både dig og George den 21. maj. Jeg forventer straks en rapport fra dig med en forklaring!”
Jeg tøjlede min vrede over hans ubehøvlede snak, og svarede ham kort: ”Det får du,” og lagde røret på.
Med det samme skrev jeg en ”Officers Report” på få ord
”Anmodningen om assistance til HPD ses ikke at være modtaget på min eller Operations computer. In respect. Peter Pedersen.”
Jeg sendte den straks pr. mail til ham
Jeg ventede spændt på en reaktion, som kom sidst på eftermiddagen. Hans Deputy skrev en mail. Af den fremgik det, at IT-sektionen havde undersøgt, hvad der var blevet af Davids mail. De havde svaret tilbage, at David havde sendt mailen til to mailadresser, som ikke eksisterer...
En undskyldning? Nej, det vil næppe være muligt at få David til at undskylde noget som helst. Kender I den type?
Jan og Claus har de sidste par dage bare ventet på at komme hjem. Jeg tror det er lidt pinefuldt bare at gå og vente. De kommer og går på stationen. Hver gang for at sige farvel til dem, de ikke vil se igen.
Jeg så Jan og Harun tage afsked lige uden for min dør. Harun og Jan har vist fået et venskab i stil med Idriz og jeg.
De gav hinanden et knus og der blev ikke sagt ret meget. Jeg tror det er et tegn på, at de begge var klar over, at den klump, der nok sad i halsen ikke tillod det...
Jeg tog hen til Benny, Kim og Thomas ved aftenstid. Jeg har købt Bennys cykel og glæder mig til at komme ud og cykle. De er også rejseklare, og havde en hel del mere eller mindre fyldte flasker, som tolderne ikke vil tillade dem at tage med hjem. Dem må jeg så se at tage mig kærligt af.
Ja, det var så også det sidste farvel til dem. Jeg blev noget overrasket over at Benny vist også har svært ved at tage afsked.
Nå, de næste par dage skal vist bare overstås
I aften spiste Jan, Claus, Bjarne og jeg afskedsmiddag sammen i en lille diskret udendørs restaurant, vi har fundet for nylig. Stemningen var god og ikke for ”sentimental”.
Helt impulsivt holdt jeg en lille ”tale” for dem. Takkede for et dejligt venskab, som vi nok alle vil huske for altid.
Det er helt sikkert at dette eventyr bliver fattigere uden dem.
Da vi kom hjem tog Jan og jeg vores yndlingsdrink, Metaxa. For altid vil jeg tænke på Jan, og vores tid sammen, når jeg ser en flaske Metaxa.
Vi snakkede om fælles oplevelser igennem det halve år, og grinede også af morsomme ting. Men det, der skal ske i morgen – afskeden - snakkede vi udenom.
Bortset fra at Jan foreslog (måske i sjov?) at jeg bare skulle stå op og gå på arbejde, lade som om alt var ved det normale. Så kunne han bare forsvinde i al ubemærkethed. Fri for at se hinanden i øjnene og sige farvel.
”Det holder ingen steder, min ven. Ka du så komme i seng. Vi ses i morgen.”
Jan sagde godnat, og jeg sad tilbage i stuen. For 117. gang spillede cd-afspilleren Runrig, og netop da Jan lukkede døren til sit værelse var det melodien ”Loch Lomond”, der var på.
En sørgmodig sang om venskab. Så fik jeg igen den forbandede klump i halsen.
Det går mere og mere op for mig, hvor afhængige vi har været af hinanden, og hvor stort et fællesskab vi har haft. Venskab af den slags, som vist kun soldaterkammerater kender til.
Og føj. Det bliver en svær dag i morgen.