Hej alle sammen.

Dette afsnit er ikke just lyserødt.
Men sådan er Verden jo heller ikke altid.
Never the less.

Her går det godt. Foråret er nu for alvor kommet til Kosovo.

Billede 1: Solnedgang ved banegården i den nordøstlige del af byen.
Billede 2: Deres udsendte på patrulje i et lokalt køretøj.
I daglig tale kaldet: Kosovo-Harley.
Billede 3: Som alle andre steder i Verden kører man til mekanikeren, når eens køretøj punkterer.
Uden for billedet sidder mekaniker og kunde og drikker kaffe.

1.2.3.

Billederne kan klikkes op i størrelse.

Mange hilsner
Peter

---
Lørdag 26.02.05
I går havde vi også Support Shift. Om eftermiddagen var ALLE KPS- og IPO Team Leadere kaldt til møde om evaluering af sergenterne.
På hvert af de 4 vagthold er der fire sergenter, hvoraf de tre er under uddannelse. De tre "unge" skal hver især evalueres af IPO team lederen hver uge. Alle fire skal derudover gennemgå en månedlig evaluering.
Mødet drejede sig om, at det er umuligt at lave en reel evaluering af så mange kolleger så tit. Det er jo begrænset hvor meget jeg kan være sammen med fire forskellige kolleger på een uge.
En evaluering består af karakterer og udtalelser på 17 forskellige punkter (kommunikation, egen sikkerhed, etik m.m.m.).
Det blev derfor bestemt, at der på hvert hold skal udpeges yderligere 2 IPO-ere, som skal "supervisere" sergenterne. Ret fornuftigt. Jeg har senere spurgt Armando og Waititu, og de vil gerne være med til det.
På vej hjem fra mødet mødte jeg Waititu. Han var meget snakkesalig og synes, at vi snart skulle gå ud en aften og få et par øl. Vi snakkede lidt om Patrick - kun lidt. Waititu kom selv ind på, at Patrick ikke har været den samme, efter sin ferietur hjem, og det, der skete, da han kom tilbage.
Mine taktiske planer om fremtiden har kørt lidt rundt i hovedet på mig den sidste uges tid. Vi bliver dagligt mindet om, at IPO-erne skal væk fra stationen til maj eller juni. Og hvor bliver man så puttet hen?
Vi ved, at der skal bruges nogle få monitorer til at føre kontrol med, hvordan det lokale politi klarer sig på egne ben. Der skal sikkert bruges nogle få til at monitere patruljeholdene, og jeg vil nok spille højt spil og kun satse på den hest.
Vind eller forsvind (til det, der nu ellers må blive tilbage)....
Derfor opsøgte jeg i går "Moniterings afsnittet" i det regionale hovedkvarter. En rar amerikaner fortalte, at jeg skulle tage den med ro. Interesserede vil, når tiden nærmer sig, blive indkaldt til interviews.. Kald det bare en mundtlig test i de lokale love, bestemmelser og procedurer.
OK - det må så komme an på en prøve til den tid.
I går fik vi to "nye" amerikanere på holdet.
De er nu ikke så nye endda. De har det til fælles, at de begge er pensioneret fra politiet i Amerika.
Henholdsvis 63 og 69 år... Hvad f..... laver de her, tænker jeg.
Clark og Tebow. Clark er på sin første mission.
Tebow har været i Peja for to år siden.
Han kommer denne gang direkte fra Tikrit i Irak. Samam’s fødeby. Tebow forlod Irak, fordi der blev for "varmt". Netop i går så vi på CNN at 17 irakiske politifolk var blevet dræbt af en bombe i Tikrit.
"I probably know some of them", var Tebow’s kommentar.
Til briefingen i aftes ved midnatstid gennemgik jeg de punkter, inspektionen havde påpeget som mangler og svagheder forleden.
Efter bedste evne opfordrede jeg til sammenhold og fælles ansvar for at tingene blev gjort bedre. Jeg benyttede lejligheden til at nævne et par ting fra egen skuffe også.
"Kom nu gutter. Lad os vise dem alle, at det ikke er uden grund vi har ry for at være det hold, der arbejder bedst, og har det bedste sammenhold". Det er altså ikke noget jeg har fundet på. Også før min tid i Kosovo havde holdet det ry. Jeg skulle for resten nødigt være den, der er med til at spolere det.
Først på natten hørte jeg skrig nede fra cellen. Gik ned for at se, hvad det var.
Et par kolleger stod rådvilde ved en mindreårig pige (13 - 15 år) som tydeligvis var sindssyg.
Den korte version: En patrulje havde bragt hende ind fra gaden. Hun var skiftevis passiv, apatisk, aggressiv, skrigende, grinende og drillende.
Hun viste sig at komme fra Gilane, den østligste region i Kosovo. Kollegerne mente nok hun kunne låses inde i en celle til det blev morgen... Jeg tror det over det meste af Jordkloden er aldeles forbudt at låse sindssyge børn inde i en lille, mørk celle.
Sygehuset?
Kollegerne mente, at de blot ville sætte hende på gaden. Sammen med en sergent og en tolk kørte jeg til sygehuset. De var såmænd meget imødekommende. Men med een sygeplejerske til at passe 15 psykisk syge, kunne de kun tage ansvaret for pigen, hvis vi stillede en kollega til rådighed til at våge over hende natten over.
Og det gjorde vi så.
Hun fik en pille og faldt i søvn efter en times tid.
I morges sad hun igen på stationen. Denne gang hos "nærpolitiet". Stadig sløv af medicinen, ildelugtende efter ikke at have været vasket i umindelige tider. Beskidt og laset tøj og våde sutsko.
Nu ville kollegerne køre hende til Gilane og se, om de kunne få hende afsat et eller andet sted.
---
Mandag 28.02.05
I går aftes skulle jeg hente Jan i lufthavnen. Jeg kørte hjemmefra ved 16-tiden. Der var ikke meget at blive hjemme efter. Vejret var surt med regn og slud, og strøm var der ikke noget af. Derfor lavede jeg en aftale med "Pristina-folket" om at vi skulle spise sammen. De 4 nye var også med, så vi var en mindre flok. Tre af de nye skal til Mitrovica, mens den sidste bliver i Pristina.
Vi havde en dejlig aften, og kl. 21 satte jeg kurs mod Lufthavnen.
Det var rart at se Jan igen, og det så da ud til det omvendte også var tilfældet.
Når Jan er glad, smiler han med HELE ansigtet. Også næsen. På den får han en masse vandrette smilerynker J.
Det var nu ikke kun fordi han så mig, han var glad. Glæden lyste endnu mere, da han fortalte, hvor dejligt det havde været at være hjemme.
Jan ville jo gerne høre, hvordan det stod til i Peja, og jeg havde nok at berette om på hjemturen (min konflikt med Patrick, ny Cief Of Operations m.v.)+
Det er efterhånden blevet kotume, at der ikke er strøm i byen, når nogen kommer tilbage fra ferie, så når vi kører ind i byen siger den "hjemvendte" altid: "Back to normal".
Nu er det ved at være min tur til at komme en tur hjem, så i dag gik jeg til George (Chief Of Operations) for at få aftalt, hvem der skal være team leader imens.
Efter "rangordenen" skulle det være Jones fra Kenya, som kommer tilbage efter ca. 6 ugers fravær. Blandt andet på grund af det lange fravær (og jeg vil ikke møde ham inden jeg tager af sted), synes jeg det var en dårlig ide.
Jeg foreslog Waititu. Ikke så meget på grund af hans faglige kvalifikationer, for dem er jeg lidt usikker på, men mere fordi jeg betragter ham som en klog og vis mand.
"Ud fra de valgmuligheder der er, er han nok den mindst dårlige", medgav George mig.
Så måtte jeg have fat på Waititu. "No problem", svarede med et smil, "det gør jeg da bare".
Lidt over middag måtte vi rykke ud til en sag på Handelsskolen. En pige mente en bestemt dreng havde stjålet hendes telefon, så hun satte fire drenge til at "klare sagen". I skolegården kom det til slagsmål, hvor den mistænkte dreng blev slået og sparket. Da han så sit snit til at stikke af tværs over det grønt areal, så een af hans banemænd ikke andre udveje, end at smide en håndgranat (!!!!) efter ham. Jeg ved ikke hvorfor, men den eksploderede ikke selv om sikringen var hevet ud.
Stedet blev afspærret og det italienske militær blev hidkaldt. De undersøgte håndgranaten og sprængte den i luften på stedet. De fortalte, at den tilsyneladende var sprængningsdygtig nok, men.... ??
Gerningsmændene er kendte, men i skrivende stund ikke pågrebet.
Ved hændelser med våben, skal den "vagthavende teamleader" skrive en såkaldt "Flash Report". Et kort referat af det, der er sket. Rapporten skal faxes til Hovedkvarteret, som derefter sender den videre til hele Kosovo.
Alene det at samle navnene på de involverede er noget af en prøvelse når man befinder sig blandt 10-15 KPS-ere, der har hver deres opfattelse af, hvem der er hvem, og hvad der er sket. Gerningssteder benævnes med koordinater, da vi ikke har vejnavne og husnumre. Og hvor mon så stationens eneste bykort befinder sig...? Ingen ved noget som helst.
For et par måneder siden blev der også kastet en håndgranat på Handelsskolen, så fra den sag stjal jeg beskrivelsen af gerningsstedets beliggenhed.
Nå efter to timers overarbejde faxede jeg Flash Reporten til Headquarters, skyndte mig at flygte fra stationen og tog i byen og spiste med "de andre".
Senere på aftenen begav jeg mig ned på stationen for at ringe. "Peter, Peter, vi har ledt efter dig alle vegne". Den var helt gal med den Flash Report.
Jeg fandt James, dep. Chief Of Operations, en sort amerikaner med et sprog, der hovedsagelig indeholder bandeord og sjofle sætninger. Altid højlydt smaskende på en klump alt for stor tyggegummi.
Han var rasende. På mig, og på de uduelige KPS-ere, der havde haft fingre i "håndgranat sagen".
Den Flash Report, jeg havde skrevet og sendt ud, var ganske katastrofal og aldeles ubrugelig. Mangelfuld og intetsigende. Derfor sad han nu og skrev den om for anden gang.
Jeg blev selvfølgelig hed om ørerne og ked af det. Samtidig skulle jeg tage mig voldsomt sammen for ikke at eksplodere over hans måde at tiltale mig på.
Efter lidt tid faldt vi begge ned. Han er bestemt ikke en ørn ved et tastatur, så jeg skrev, mens han dikterede.
"Godnat og sov godt".
"Good night Sir".
Hjemme ventede Jan og Mehrije med kaffen.
Så vidt vi har kunnet finde ud af, har Mehrije fødselsdag i dag eller i morgen. Hun bliver vist nok 73 år, så mon ikke det passer med at hun i virkeligheden er skudbarn (29.02.32)?
Vi havde bestemt os for at købe en ny brændekurv i stedet for den revnede, grimme plastkurv, hun bærer brænde op i. Trods ihærdig søgen var det ikke lykkedes at finde en flettet brændekurv. Forleden brugte Izet og hans kone en times tid på at hjælpe. I en butik fandt vi en flettet, firkantet kurv med låg. Ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig, men faktisk ret fin.
Ved 20-tiden gik vi op og ringede på hos Mehrije og bad hende komme med ned. Her fik hun så kurven. Ingen tvivl om at hun var overvældet.
"Bruges til træ? Aldrig i livet", synes hun at sige. Nej, den skulle bruges til at opbevare tøj i, og hun synes bestemt den skulle stå hernede.
Lidt modvilligt tog hun kurven med op. Vi tror nok hun forsøgte at fortælle, at hendes svigerinde ville blive misundelig.
Lidt senere kom Mehrije tilbage. Hun medbragte et flot håndklæde med broderi på og i gennemsigtig originalindpakning. Udenfor en seddel med ordene: "PETER - MAMA - MEHRIJE" (til Peters mor fra Mehrije).
Den tanke kan vist kun komme sig af, at hun synes det var sjovt at "snakke" med min mor i telefonen for nogen tid siden.
Og for det ikke skal være løgn. Lidt senere kom hun igen. Denne gang med en pyjamas - også til min mor...
Så er det man ikke lige ved, hvilket ben man skal stå på, når det kniber med sproget.
Synd I ikke har lejlighed til at møde Mehrije. Så mild, glad og god.
Da der blev ro blev vi enige om at vi skulle have en lille een til halsen, så jeg kunne falde ned efter mødet med James.
Efter et par timers forløb var vi enige om, at han og jeg vist nok er de eneste, der kan løse problemerne i Kosovo. I samme tidsrum forsvandt der ½ fl. Metaxa og ¼ fl Slivovic...
---
Tirsdag 01.03.05
Snakken i aftes gav en dejlig, tung og naturlig nattesøvn. Jan havde i hvert fald MEGET svært ved at blive sådan rigtig vågen... J
I dag skulle jeg jo hjem på ferie, så fremtiden så lidt lysere ud for mig end for ham. Jeg skulle blot arbejde til kl. Ca. 12, men var noget spændt på at høre reaktionerne ovenpå min fiasko med Flash Reporten...
Dagen startede helt normalt. Claus nævnte godt nok, at der havde været noget forvirret snak om Flash Reporten på morgenbriefingen. Indtil videre orkede jeg ikke at undersøge nærmere, hvad der videre var sket.
I stedet satte jeg mig til en computer og lavede en mappe til Waititu med "huskere og gode tips", som han kunne bruge, når han skulle overtage butikken.
Dernæst satte vi os for at han skulle lære at skrive og udfylde diverse dokumenter.
Til min store rædsel gik det op for mig, at han end ikke er dus med at håndtere de mest elementære funktioner på en computer. (åbne, redigere, udskrive og gemme dokumenter m.m.). Jeg må indrømme at jeg blev lidt betænkelig...
Sidst på formiddagen løb jeg ind i George. Han spurgte mig om jeg havde et kopi af den Flash Report, jeg havde skrevet dagen før.
Mens jeg fandt den frem på computeren beklagede jeg, hvis jeg havde klokket alt for meget i det.
Efter han havde læst den, bad han mig lave et print af den.
"Det er jo sådan, den skulle være...", sagde han og fortsatte "det er vist på tide jeg får en alvorlig snak med James".
Jeg åndede naturligvis lettet op og svarede med et smil: "Når du nu skal have en snak med ham, kan du da også påtale hans sprogbrug?"
"Peter, han mener det ikke så slemt, som det lyder". George smilede og blinkede idet han gik med Falsh Reporten. To minutter efter så jeg han stod inde på Station Commanders kontor og viste rapporten til ham.
Nu kunne jeg vist rejse hjem med oprejst pande.
Idriz, Waititu og jeg spiste frokost sammen på en restaurant.
Stemningen var høj. Idriz og Waititu skiftedes til at fortælle anekdoter og vittigheder. Vi grinede så tårerne trillede.
Ingen tvivl om, at de to nok skal komme godt ud af det sammen, mens jeg er væk.
Klokken 12 var det på tide at komme hjem og pakke kuffert. Jan var travlt optaget, og havde ikke mulighed for at komme og sige farvel. Det klarede vi så på radioens kanal 12. Gik en lille runde på stationen og tag afsked med dem, der var inde. Faktisk ret rørende, så hjerteligt de alle ønskede mig en god ferie. Helt galt gik det, da Idriz og Harun ventede udenfor for at sige farvel. Faste håndtryk og et oprigtigt knus gav mig faktisk en klump i halsen. "Så tag dig dog sammen mand", måtte jeg sige til mig selv. "Du er kun væk i 11 dage".
Jeg gruer allerede for, hvordan det skal gå den dag det bliver et definitivt farvel...!
Jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg reagerede så stærkt.
Jeg tror svaret skal findes i kollegernes øjne. Jeg ser, at de er glade på mine vegne over, at jeg skal hjem på ferie.
Men jeg ser også et lille glimt af et skjult ønske der siger: "Hvor er du heldig. Bare det var mig, der skulle til dette forjættede land".
"Peter, nyd din ferie. Hils din familie, og kom snart igen".
Jo, det betyder meget for mig at mærke at jeg siger dem noget. Når jeg tænker på, at de hver især har mødt i hundredvis af internationale kolleger, er jeg meget privilegeret når jeg er så heldig at være een af dem, der bliver lukket ind i deres hjerter.
Mehrije timede sin entre perfekt. Lige som jeg skulle til at gå, kom hun trippende. Jeg ville gå ned på gaden og vente på Claus som ville hente mig kl. 14 for at køre mig til Lufthavnen.
Mehrije insisterede på at bære kufferten ned, så kunne jeg selv bære rygsækken.
Mehrije grinede og lod for sjov som om hun græd. Et lille kindkys fik jeg da også.
Claus kom - som sædvanlig - præcis som aftalt.
Så var der afgang. Mejrije stod og vinkede så længe jeg kunne se hende.
--
Nu sidder jeg i Wien Lufthavn og drikker en kop kaffe.
Kaffen er god og varm. Prisen indikerer, at jeg har bevæget mig et stykke mod nord.
Normalt giver jeg 50 cent for kaffe. Her koster den 2,50 euro.
Damen ved check-in skranken meddelte, professionelt smilende, at flyet er forsinket på ubestemt tid, da det på grund af snestorm i København ikke er muligt at lande.
Nu må jeg indstille mig på at jeg måske skal blive her natten over. Jeg kommer til at tænke på, hvad Benny sagde forleden: "Peter, når du begynder at kunne lide albansk musik, er det sgu på tide at komme en tur hjem".
Det er lige sådan jeg har haft det de sidste dage. Hjem, hjem, hjem. Hjem og slappe af. Hjem og blive ladet op.
Nåh ja. Så er der jo også noget jeg skal hjem og undersøge nærmere. En lille tung ting, som lige nu ligger i min kuffert. Den får mig til at tænke på H. C. Andersen’s eventyr: Konen med æggene!
Nu må vi se. Måske vender jeg tilbage til det senere. Måske ikke. Det afhænger nok lidt af, om jeg taber æggene eller ej....