Jobbet som næstkommanderende

En del af dette afsnit går også med at fortælle om mit job som næstkommanderende på stationen. Vi er i fuld gang med forberedelserne til den store ceremoni den 27. maj.
Der ud over skal I denne gang med en tur i en meget speciel kirke - et munkekloster.

Billede 1: Nu sker der noget i Peja. Vejene er ved at blive udbedret, og selv det tilstoppede kloaksystem forbi politistationen bliver der nu gjort noget ved.
Billede 2: Munkeklosteret i Decani var en helt speciel (og smuk) oplevelse.

1.2.
Mange hilsner
Peter

---
Tirsdag 10.05.05
De seneste dage har jeg brugt en del tid på at få gang i planlægningen af ceremonien i forbindelse med Transition.
Der er faktisk meget mere at tænke på, end jeg lige havde forestillet mig.
Løjtnant Ragip I Investigation skal for så vidt stå for selve arbejdet med planlægningen, men jeg er den, der skal holde ham til ilden.
Hvem skal inviteres? Hvordan skal invitationerne se ud? Hvor skal de trykkes? Hvem skal betale dem og så videre.
Bestille stole og få lavet en flagstang. Hvem skal holde tale – og i hvilken rækkefølge? Talerstol og højttalere. Rengøring og oprydning af udendørs arealerne. Nyt asfalt på pladsen foran stationen?
Der skal også laves en plan for afspærring af hovedgaden forbi stationen, og en plan for sikkerheden (ikke mindst). Sådan kunne jeg blive ved.
Ragip er meget kvik, og har de rigtige forbindelser. Men, hver gang jeg spørger, hvordan det går med det ene eller det andet, siger han: “Bare rolig, det ordner jeg i morgen eller overmorgen…”
På den måde kommer dagen hastigt nærmere, uden der er sket så meget. Jeg tror han helst var fri for min indblanding. På den anden side tror jeg på, at han nok skal få styr på det hele.
Forleden kaldte Bob os til en lille snak. Han gjorde det klart, hvor vigtigt det er, at alting klapper på dagen. Det er den måde befolkningen og gæsterne vil måle KPS på. Eller sagt på en anden måde. Hvis ceremonien kikser på grund af manglende planlægning og engagement vil folk tænke: Når ikke engang de kan lave en ordentlig ceremoni og parade, hvordan kan de så planlægge politiarbejdet?
I Bobs påhør bad jeg Ragip give håndslag på, at når Bob kommer fra ferie midt i juni vil han blive mødt i døren af folk der siger, at hans folk gennemførte en perfekt ceremoni. Ragip sprang op fra stolen med et stort smil og gjorde honør for Bob. “Det hele bliver perfekt,” grinede han..
Jeg har lavet de første stikord til min tale. Der er så meget, jeg gerne vil sige, så det bliver vist svært at begrænse sig. Vi har et stort problem med KPS-patruljevognene. Siden november har een været på værksted, og siden marts har to stået samme sted. Værkstedet har ikke reservedelene hjemme – og så er den ikke længere.
Vi har, på papiret, 21 patruljevogne, men er berettiget til 28. Trods flere telefoniske rykkere er der intet sket.
Bob spurgte, og jeg ikke kunne forfatte et brev om det, som kunne cirkulere op gennem systemet.
Det gjorde jeg så – og jeg ved godt, jeg ikke skriver perfekt engelsk. Man er jo ikke forpligtet over sine evner. J
Request for status of KIA police vehicles at Peja station
--
To whom it may concern:
Allow me to mention that we at Peja Station still require some clarifIcation about our problems with the KIA police vehicles at the workshop and the number of KIA police vehicles assigned to the station.
As notified In the InteroffIce memorandum dated 04/02/05 to MTO office, logistics and finance, Peja region, the police vehicle KIA 092-KS-332 was transported to the workshop In Kishnice on 23.11.04 because of mechanical problems.
In defiance of several telephone calls to the personnel involved in this matter we still do not know when we will get the vehicle back.
We have two other KIA police vehicles at the workshop In Kishnice. The KIA, 092-KS-390 was transported to the workshop on 02/03/05 because of mechanical problems with the cooling system.
The KIA, 092-KS-386 was transported to the workshop on 21/03/05, also because of some problems with the cooling system.
--
A number of 21 KIA’s are assigned to Peja Station (Included the three at the workshop).
Furthermore we experienced the truth that we do not have the number of KIA patrol vehicles we are entitled to have. Actually (06/05/05) we have a number of 21 KIA patrol vehicles – included the three at the workshop. With reference to the “distrIbution key” (one vehicle per eight officers) we should have at least 28 KIA patrol vehicles assigned to the station.
The above-mentioned facts mean that Peja station at the moment has a lack of 10 vehicles.
For administration staff’s use it would be desirable if about two of these vehicles will be civilian.
As you all are familiar with Peja station will go in transmission on 27/05/05, and at that time we will have no Toyota vehicles available for patrol/transport of KPS officers.
Therefore I fInd it absolute necessary
· that the vehicles at the workshop will be repaired as soon as at all possible, and
· Peja station will have the number of KIA vehicles we are entitled to have.
I hope you will do what ever is possible to help us solve the problem and I look forward to get an answer from you.
./. Annex: List of KIA vehicles assigned to Peja station.
Best regards
Peter Pedersen
--
Kort efter jeg havde afleveret brevet til KPS Logistic i Hovedkvarteret, kom vores lokale logistikmand fortvivlet ind på kontoret.
Han havde lige fået en opringning fra værkstedet, som ligger I Kishnice I nærheden af Pristina. De havde meddelt, at han ikke skulle sende biler til service foreløbig, da de ikke har noget motorolie for tiden… That’s Kosovo…
Over eftermiddagskaffen sad vi og forargedes over den meddelelse. Værkstedet er privatejet, og har kontrakt på at servicere alle KPS biler i Hele Kosovo.
Jeg kunne ikke lade være med at lufte tanken om, at siden sådan noget kan få lov at finde sted, er ejeren af værkstedet måske en god bekendt til een i Hovedkvarteret I Pristina.
Bob kommenterede det promte: “De behøver ikke sige “måske”!!”
Så fortalte han at KPS i sin tid fik leveret nogle hundrede KIA biler til fordeling i Kosovo. Nogen tid senere foranstaltede FN en revision af bilparken. Ved den lejlighed konstateredes det, at 54 biler var sporløst forsvundet.
En amerikaner var ansvarlig for indkøbet og fordelingen, så der blev indledt en undersøgelse imod ham.
Han forsvandt lynhurtigt fra Kosovo…
Fatmir, som spillede græsk musik og serverede lammehjerne, hænger på mig konstant. Han kommer og giver hånd igen og igen..
“Synes du det var en god aften?,” spørger han hver gang. Det er svært at blive ved med at rose hans udmærkede arrangement, og han har klart en bagtanke med det, fornemmer jeg. Jeg må forsøge at ryste ham af mig på en pæn måde.
---
Torsdag den 12.05.05
George havde hørt om et munkekloster I nærheden af Decani, ca 25 km syd for Peja. Et sted, der skulle være et besøg værd.
George, Dieter, Bjarne, Claus, Jan og jeg kørte derned i aften, for der skulle være noget, der hedder aftensang om torsdagen.
Klosteret, der er opført i tidsrummet fra 1327 til 1335, er under bevogtning af det italienske militær, da det er et serbisk, ortodoks kloster. Vi passerede check pointet uden besvær og kørte videre, ligesom ind i en kløft mellem bjergene. Ude fra vejen var der ikke noget særligt over stedet. Bortset fra at her duftede det af nyudsprunget løv, og der var masser af fuglesang. Derfra, hvor vi parkerede, lignede det mest af alt gamle udbygninger til en stor herregård.
En soldat førte os ind gennem en ældgammel vognport, der vidnede om, at stedet var flere hundrede år gammel.
Da vi kom igennem porten stod vi i noget, der nærmest lignede en velholdt park. I midten af denne park lå selve kirken. Umiddelbart ikke så stor at se på, men alligevel meget storslået.
En munk i lang, sort kjole stod og sludrede med en lille gruppe mænd. Han nikkede os velkommen og bekræftede at vi måtte tage billeder – udenfor. Han gjorde også venligt opmærksom på, at det ikke var tilladt at ryge i kirken…
Vi tog nogle billeder udenfor og stod og nød roen og lyttede til munkens sagte tale på et underligt sprog.
Dørtrinet til selv kirken var af granit, men alligevel slidt hel tynd på midten. Lige der, hvor man træder, for at gå ind i kirken. Det vidnede om de tusinder af gange det er blevet betrådt.
Det første kirkerum var ret stort. Udsmykket med sarkofæer, kors og en kiste af granit. Murene var udsmykket fra gulv til loft malet med hellige malerier i mørke farver. I et hjørne stod en munk og solgte postkort, ikoner og bivokslys.
Her var musestille. Bortset fra sagte mandesang fra det inderste kirkerum.
Vi listede os ærbødigt og underdanigt længere ind. Det jeg så, og den stemning jeg oplevede, er jeg ikke i stand til at beskrive.
Herinde udspillede der sig et ritual med ca. 20 munke af forskellig rang, og i forskellige klædninger.
Forskellige munke messede, mens to grupper af “menige” munke skiftedes til at synge. Det var nærmest som om de to kor snakkede sammen.
Jeg kunne ikke finde ud af, om rummet var stort eller lille. Rent geografisk var det nok ikke større end en lille gymnastiksal. Indefra så der ud til at være uendelig langt op til kuplen over vore hoveder. Nogle store marmorsøjler bar hele konstruktionen, og virkede egentlig overdimensionerede.
Der var temmelig dunkelt. Belysningen bestod alene af olielamper og bivokslys.
Herinde kunne man ikke komme i tanke om at snakke sammen – eller nyse. Selv den mindste hvisken ville helt sikkert kunne høres som et rungende ekko.
Ceremonien varede cirka en halv time og sluttede af med at en munk gik rundt og spredte røgelse iblandt os. En ganske særlig tør og parfumeret duft.
Jeg havde en speciel følelse af ærefrygt og var samtidig fuld af forundring over, hvad der får disse mænd til at ofre hele deres liv på denne livsstil.
De fleste af munkene skønnede jeg til at være i 30-erne og 40-erne.
George fortalte bagefter, at han havde læst, at klosteret nær var blevet et offer for krigen.
Det italienske militær fik underretninger om, at en gruppe albanere, i ly af mørket, var på vej mod klosteret, forsynet med rigelige mængder sprængstof.
Det lykkedes at få telefonisk kontakt med den nuværende Ministerpræsident, Ramush Haradinaj (som nu sidder for krigsforbryder domstolen I Haag). Man gjorde ham begribeligt, at det ville være temmelig klogt af ham at få standset hans “soldater”.
Det fortælles, at Ramush fik standset angriberne, netop som de var få meter fra Klosteret.
Jeg kan varmt anbefale at tage en lille pause fra dagbogen nu.
Brug I stedet nogle minutter på at studere klosterets historie og beskrivelse på denne engelsksprogede hjemmeside på Wikipedia
Jeg har selv læst lidt nøjere på siden. Hvis man f.eks. klikker lidt rundt under “news” kan man læse en del, hvad jeg nærmest vil kalde løgnagtig, politisk propaganda.
Efter besøget kørte vi længere ud I naturen. Her kom vi til en helt ny restaurant midt i den smukkeste naturperle. For en gangs skyld var en albansk bygning tilpasset omgivelserne.
En lille flod fosser forbi. Noget af vandet bliver ledt ind i en lille dam med ørreder.
Og hvad tror i, der blev serveret på restauranten? Nemlig. Kokken gik ud og hev fiskene op fra vandet med sit net.
Det måltid, vi fik her, er ubestridt det bedste restaurationsmand, jeg har fået hernede.
Denne tur skal helt sikkert gøres om et par gange i fremtiden…
---
Lørdag 14.05.05
Vi har en lille understation med ca. 15 mand i en lille serbisk enklave, der hedder Gorazdevac. Den er under konstant beskyttelse af det italienske militær – endnu..
Deres opgave er at beskytte beboerne mod angreb og trusler fra albanerne. De har også eskorteret beboerne, når de f.eks. skulle på hospitalet, på indkøb I Peja og lignende.
Militæret har nu meddelt, at de meget snart vil ophæve den faste bevogtning og eskorterne. Det har den simple årsag, at det nu skønnes sikkert for serberne at færdes frit.
Vi forventer klare protester fra de serbiske beboere, som givetvis vil forlange politibeskyttelse i stedet.
Jeg skulle repræsentere politiet i et møde med nogle beboerrepræsentanter på den lokale politistation (nogle containere) i dag.
I mødet deltog endvidere den stedlige sergeant, løjtnant Ragip fra vores station, og en tolk.
Mit mandat var klart: Jeg måtte ikke love dem noget konkret, og da slet ikke at politiet vil erstatte militæret.
Mødet udviklede sig i en helt anden retning, end jeg havde forventet og forberedt mig på.
Den ældste af repræsentanterne indledte med at sige, at der ikke var nogen fremtid i at være bevogtet døgnet rundt. Man var nødt til at komme videre, og glemme fortiden.
En anden ville gerne bevare muligheden for eskorte til hospitalet i Mitrovica, hvor der er mulighed for at blive behandlet af en serbisk læge.
Den yngste deltager havde kun et synspunkt at fremføre. Et personligt synspunkt. Han gjorde det klart, at han absolut ikke har den mindste tillid til det albanske politi. Han fortalte, at han tre gange har søgt ind til politiet, og alle gange bestået testen.
Hver gang har han efterfølgende fået at vide, at hans papirer er blevet væk…
Sergeanten oplyste, at dette ikke var sandt, og at han havde fået at vide, at han kunne starte som security guard i Pristina, fordi hans boglige kundskaber ikke var så gode…?
Ikke nogen god reklame for Kosovo politi.
Lad mig lige huske at tilføje, at vi faktisk har en serber ansat som politimand på stationen I Peja.
Mødet udviklede sig (heldigvis) hurtigt til at blive “Rrgip’s møde”. Han taler næsten flydende serbisk og kom godt på bølgelængde med beboerne.
Hans klare budskab var, at de alle vidste hvordan tingene var før krigen og under krigen. Nu måtte begge parter se fremad…
Jeg blev bedt om at sende mit “referat” fra mødet til Regional Commander, Giulio, som ville inddrage det i et kommende møde med det italienske militær, så jeg måtte jo være lidt forsigtig. Alligevel måtte min konklusion i referatet se således ud:All in all it is our opinion that the presence of static KFOR checkpoints is an obstruction more than a solution to get the citizens in Gorazdevac integrated in the surrounding society.
Therefore we suggest that the KFOR static points will be removed as soon as possible.
Gad vide, om der kommer nogen reaktion på det… Er jeg mon gået for vidt i noget, der ikke vedkommer mig…
Måske får jeg det at vide – måske ikke..