Dette 25. afsnit er på flere måder mindeværdigt.

Jeg er nu halvvejs i missionen, hvilket også betyder et farvel til Claus og Jan. Meget bedrøveligt.
Samtidig en meget opløftende periode, da jeg får den store fornøjelse at være den, der overdrager politistationen til "selvstyre"

Billede 1: Et godt sammentømret trekløver fra Peja Station. George, Idriz og jeg hilser på hinanden lige før ceremonien går i gang.
Billede 2: Deres udsendte på talerstolen i anledning af Transition. Nederst til højre ses Regional Commander, Giulio.

1.2.
God fornøjelse.
Peter

---
Tirsdag 24.05.05
Nu da jeg skal skrive dagbog for i dag, må jeg indse, at jeg har fortrængt meget af det, jeg har oplevet og tænkt på.
I dag er det seks måneder siden jeg kom til Kosovo. Nøjagtig 1/2-vejs i missionen.
Andre må slutte i dag.
Bjarne skulle køre Jan og Claus til lufthavnen. Jeg kunne heldigvis med god samvittighed sige, at jeg ikke så godt kunne tillade mig at forlade stationen, da jeg var alene på skansen.
Jeg hentede Jan og al hans bagage kl. 12.00 og kørte ham til politistationen. De skulle køre derfra kl. 13.00. Jeg måtte virkelig lukke af for alting da vi bar hans bagage ned ad trappen for sidste gang.
Jan var ked af, at Mehrije har været sporløst forsvundet de sidste to dage, men han havde efterladt en gave til hende.
Mens Jan gik rundt og sagde farvel på stationen kunne jeg koncentrere mig om noget presserende arbejde (tror jeg nok). Claus kom ind og sagde farvel. Det klarede vi nu fint, og fik sagt nogle pæne ord til hinanden.
I sidste øjeblik fangede jeg Jan ude på gangen.
“Farvel min ven”, sagde han og gav mig hånden. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men jeg nåede lige at give ham et klap på skulderen, inden han hastigt vendte sig om og forsvandt med røde øjne.
Få sekunder efter gik jeg ud foran, og nåede lige at banke på bilruden og vinke, inden bilen forsvandt ud på vejen.
Inden de var ude af syne begyndte det at lyne og tordne…
Så var det på tide at gå ind på kontoret og lukke døren..
Det var nøjagtig lige så tomt og deprimerende at komme hjem, som jeg havde forestillet mig.
“Din skiderik”, tænkte jeg, “du kunne sgu ikke være bekendt at tage hjem nu!!”
Lige inden Jan tog af sted havde han været på Internet café. Derfra sendte han mig en mail. En tak for det venskab, vi har opbygget, og som han håber vil vare ved.
Mailen var ret lang og åbenhjertelig, og sluttede med ordene:
”Nej, denne mail er ikke egnet til din dagbog, Peter".
Det er jeg nu ikke enig med ham i, men vil selvfølgelig respektere hans synspunkt.
---
Torsdag 26.05.05
Jeg ved godt jeg har nævnt det nogle gange, men for tiden har jeg så meget at se til, at jeg næsten hver dag glemmer at få noget at spise mens jeg er på arbejde. Nogen af Jer ved, at jeg normalt er sulten hver anden time, men for tiden tænker jeg end ikke på det.
Selv om temperaturen for tiden er som en rigtig varm sommer derhjemme, får jeg helle ikke noget at drikke. Jeg skal vist øve mig i at have drikkelse inden for rækkevidde, for jeg føler aldrig tørst. Kan måske blive et problem når temperaturen vil nå omkring 40 grader i skyggen.
I går havde vi prøve på paraden til til store dag i morgen. Regional Commander, Giulio med flere var til stede. Især Giulio var skeptisk. Han sagde rent ud til Ragip, at det så ud som om han ikke tager det alvorligt, og spurgte mig om min mening.
Jeg måtte sige, at jeg på den ene side synes Ragip skubbede planlægningen foran sig. På den anden side føler jeg han er meget engageret, og jeg tror fuldt og fast på han vil få alt til at klappe.
Prøven og snakken bagefter trak noget ud, og til sidst måtte jeg bede deltagerne ha mig undskyldt.
Årsagen var, at Bjarne og jeg skulle til Pristina til velkomstmiddag med det nye kontingent.
Jeg husker jo stadig hvor tryg og velkommen jeg følte mig, da alle de “gamle” tog imod os for et halvt år siden.
Hvad jeg ikke vidste var, at jeg kender den ene af de nye, Jørgen fra Holstebro, som jeg var på “missions kursus” sammen med sidste sommer. Han er en rigtig lun og morsom kollega.
På snakken lyder det til at vi måske får tre af dem herud.
Den nye kontingentleder hedder Frede og er vicekriminalinspektør fra Horsens. Ham kender jeg fra samme kursus, og oplevede ham som en meget sympatisk kollega.
I morges mødte jeg til meddelelsen om at der var sket et knivdrab i nat.
Den dræbte er bror til en kvindelig kollega, og gerningsmanden er bror til en anden kvindelig kollega…
Shit… Lige hvad vi har brug for, her dagen før transition.
Jeg var ret bekymret for at det skulle ødelægge stemningen og gå ud over forberedelserne til den store dag i morgen.
Det gjorde det nu ikke. Noget af det, der er underligt – nærmest surrealistisk - hernede er, at et drab ligesom forbigår folks opmærksomhed. Hverdagen går simpelthen videre som om intet var sket.
Til morgenmødet I Regional Head Quarters (ca. 20 deltagere) brægede David (ham der i sin tid gjorde mig til Team Leader) op om, at radiotjenesten havde forsøgt at kalde mig op og ringe til mig i nat for at inddrage mig i drabssagen, og det var jo ikke så godt at man ikke kunne få fat på Station Commander.
Jeg blev noget paf over at han råbte op om det i uvedkommendes påhør, men på den anden side, når man nu kender ham, så er det ikke så overraskende han på den måde forsøger at fremhæve sig selv.
Jeg måtte så svare ham, at jeg tillader mig at slukke for radioen om natten for at få lidt søvn, men min telefon ligger tændt på mit natbord, og den havde i hvert fald ikke ringet.
“Jamen har du givet os dit nummer?”
“Ja, David. Den dag Bob rejste på ferie sendte jeg dig en mail med mit telefonnummer og bad dig videresende det til dem, der bør kende det!!”
Kun et skuldertræk til svar. Den lille skiderik…!
Midt på formiddagen fik jeg besøg af Anne og en pakistansk kollega fra War Crimes Unit. De er i gang med at efterforske en sag fra en massegrav i området fra krigen med vist nok 12 serbiske lig, så det er altså ikke kun serbere, der har snavsede hænder. Jeg kender ellers intet til sagen.
I eftermiddags havde vi generalprøve på paraden. Giulio og jeg har en “større” rolle i selve ceremonien. Jeg er begyndt at snakke godt med ham, selv om vi er meget forskellige.
I modsætning til i går var Giulio vist ret godt tilfreds. Vi sluttede alle af med kaffe og juice på cafeen, hvor vi snakkede om alt muligt andet.
På vej over gaden – tilbage mod stationen - spurgte Giulio, om det ikke var noget for mig at blive chef for monitorerne fra næste uge.
Han sagde, at fra nu af vil alles øjne hvile på monitering, og det er vigtigt, det kommer til at gå godt.
“Jamen, I har jo Donnie Joe..?” Jeg tabte pusten…
“Han skal formentlig til at lave noget andet!!”
ØV, tænkte jeg, men nøjedes med at sige: “Det må jeg lige tænke over.”
“Selvfølgelig. Vi ses i morgen til paraden!”
Der er åbenbart noget forhekset over den kaffebar. Det var der, David fem minutter før mødetid gjorde mig til Team Leader. Det var der, Bob gjorde mig til Deputy Station Commander. Og nu…?
Jeg skal vist undgå at mødes med chefer derinde, for jeg har absolut ikke ambitioner i den retning.
Lige nu vil jeg kun koncentrere mig om i morgen. Den store dag for Transition. Noget af det vigtigste er vejret. Ifølge vejrudsigten er der risiko for ….. tordenvejr.
---
Fredag 27.05.05
Dagen i dag er den dag, hvor en dansk Petersen holdt tale for FN’s Sikkerhedsråd I New York, og dagen hvor en dansk Pedersen holdt tale på politistationen I Peja, Kosovo.
Erkendt… Den førstnævnte dansker fik (velfortjent) den største internationale opmærksomhed.
Rammerne for vores ceremoni var perfekte. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og allerede først på formiddagen var det stegende hedt.
Mellem 300 og 500 gæster – en hel del af dem var indbudte – myldrede til fra store dele af Kosovo.
Med 10 minutters forsinkelse (de fine gæster kommer jo altid for sent..) var vi klar til at gå i gang.
Lokale og internationale kolleger marcherede ind på den nyspulede parkeringsplads foran stationen. Akkompagneret af marchmusik.
KPS Station Commander, KPS Regional Commander, Giulio og jeg skridtede fronten af, og så var der tid til taler.
Kai Vittrup kom desværre ikke, men sendte sin amerikanske Deputy, Jill Muncy, som lagde ud med en god tale. Af andre talere kan nævnes borgmesteren (som i øvrigt faldt i søvn under Jill’s tale). Han kludrede noget i det. Talerne var dagen forinden afleveret til tolkene som tolkede på stedet. Borgmesteren sprang rundt i sit manuskript, og det forvirrede naturligt nok tolkene en del… Jeg vil ikke påstå noget som helst, men jeg har flere gange hørt folk sige at han har et alkoholproblem…
Jeg havde holdt min tale højt for mig selv i aftes og i morges, så jeg følte mig vel forberedt. Det bekymrede mig faktisk lidt at jeg ikke var nervøs, da jeg blev annonceret. Man siger jo, at der helst skal være lidt sommerfugle i maven.
Mit store problem havde været at gøre talen kort nok. Der var så meget jeg gerne ville sige til “the boys”, alle kollegerne og byens befolkning. Da talerne skulle holdes på engelsk, albansk og bosnisk, havde vi bestemt, at en tale ikke måtte vare mere end to et halvt minut (på hvert sprog). Med fem taler af syv et halv minuts varighed, ville vi komme på cirka 40 minutter, og det måtte være rigeligt.
Jeg synes det gik, som forventet, og at jeg havde fået skrevet det væsentligste i talen, som jeg havde bestemt skulle have et personligt præg.
Og hvad var det så jeg fik sagt? Jeg måtte selvfølgelig begynde med: “Mine damer og herrer. Kære….”
Nej pyt. I får det hele her

“Ladies and Gentlemen. Dear Deputy Commissioner. Dear mayor. Dear all.
It is a great honour for me to be present at this ceremony, which marks the transition of Peja Police Station. Including Gorazdevac and Vitomerica Substations.
Ever since the foundation of The Kosovo Police Service in 1999 all participants from all sides have worked tirelessly to build up a strong force of police in Kosovo.
Dear KPS Officers. Now it is your time.
To build up, maintain and develop a strong police force is hard work.
The population of Peja and its environs, regardless of ethnicity, religion and nationality, must have and deserve a fully amount able and democratic police force. The responsibility for that is now on your shoulders.
To work as a police officer is one of the most responsible tasks in a free society. One of the most important things to build up, and retain, is the faith, confidence and respect of the population. It demands a high level of moral strength and authority. Therefore: Be firm but always fair.
At the personal level I will express my heartfelt deep gratefulness to all my colleagues, the civilian staffs and the citizens in Peja and its environs. The kindness, helpfulness and hospitality I meet from the very first day have been exceptional and a great help for me. You have made my stay in Kosovo to an unforgettable and positive experience for the whole of my life.
Thank you very much everybody. And good luck to KPS”

Herunder finder i en ca. 10 minutter lang video fra "Transition Day". Videoen er kvalitetsmæssigt ikke noget at prale af.

Bagefter gik vi over til det, som det i virkeligheden drejede sig om: Selve overdragelsen.
Flagvagter strøg FN-flaget, lagde det pænt sammen, overdrog det til KPS Station Commander, der gav det videre til mig. Jeg gav det videre til George, som forsvandt ud i “kullisen”, kom tilbage med et KPS flag. Gav det til mig, som gav det videre til Station Commander, hvorefter flagvagterne hejste (det flotte) KPS flag.
Det var en meget intens fornemmelse at se (og være aktiv del af) flaget gå til tops. Vi gjorde selvfølgelig honnør imens, og jeg tænkte på, at dette øjeblik var det ultimative, jeg kunne opnå i denne mission.
Som med et trylleslag blev jeg hevet ud af denne stemning da klapsalverne havde lagt sig og Ragip annoncerede italiensk buffet på den store, nye restaurant skråt over for. Jeg må lige huske at nævne at maden og drikkevarerne var foræret af det italienske militær.
Jeg blev stående næsten alene på pladsen efter folk var trukket væk. Kiggede op på det nye flag. Gad vide hvordan de lokale følte det? Stolte, glade, forventningsfulde?, Spændte på, hvad fremtiden vil bringe? Sikkert lidt af hvert.
Det var da dejligt at nogen kom og roste min tale. Især overraskede det mig at den administrative chef i Regionale hovedkvarter, Zaman fra Bangladesh udævnte min tale til at være den klart bedste… Ja, ja, spis nu brød til. Men det var da pænt af ham.
Det menneskemylder, der var i restauranten, fik jeg hurtigt nok af. Jeg gik i stedet udenfor, hvor jeg fandt et skyggefuldt sted sammen med nogle af “the boys”.
Pludselig var alle gæsterne forduftet, og alt synes ved det gamle.
Jeg havde dog lige et lille job at ordne: Rydde skrivebordet og overdrage det, der var, til George. Nu bliver han helt alene IPO’er indtil Bob kommer tilbage.
“Og her er nøglen til kontoret, George. God fornøjelse. Jeg skal nok aflægge dig jævnlige besøg, så du ikke føler dig helt alene!”
Jeg skulle jo også lige sige “På gensyn” til dem, der var på arbejde – uden IPO’er til at vejlede dem… Ja, det må også være en underlig fornemmelse for dem.
Nu var det tid at gå, for jeg skulle, sammen med alle andre IPO’er, være til et møde kl. 17.00 I Headquarters for at høre om vores nye arbejde fra i morgen.
På den anden side af gaden standsede jeg op og tog et billede af KPS flaget, som sås imellem de to lærketræer.
For 117. gang i dag tænkte jeg på, hvor stor en oplevelse det havde været for mig personligt. Da jeg vendte mig om for at gå, kneb jeg godt nok en lille tåre og tænkte også på, hvor ærgerligt det var, at Jan og Claus ikke fik mulighed for at opleve denne dag.
En halv time senere trådte jeg ind i en anden verden og en ny hverdag.
Donnie Joe orienterede os (ca. 15 nye) om, hvad monitering går ud på, hvilke hold vi var kommet på, mødetider og arbejdsbetingelser m.v.
Alt i alt lyder det rimelig spændende og lovende. Det vil de næste (og sidste) seks måneder i Kosovo vise….