Efterskrift

Kære, vedholdende læsere.

Nu skal jeg nok lade være med at trætte Jer mere. Vi er nu nået til uigenkaldelig sidste afsnit af mine "Kosovo dagbog".

Afsnittet er blot en lille blanding af tilbageblik og tanker jeg har haft efter hjemkomsten.

God fornøjelse

Mange hilsner fra
Peter

22.01.06

Nu er det så to måneder siden jeg satte husnøglen i døren og låste mig ind i mit ”nye” hjem.
De første dage var det som om jeg blot var hjemme på én af de vanlige ferier. Hverdagen fra Kosovo gik ligesom i tomgang i baghovedet – som om jeg snart skulle af sted igen.

Set i bakspejlet nu to måneder senere må jeg sige, at det har forbløffet mig, så hurtigt jeg er trådt ind i den vante gænge.
I virkeligheden er der ikke så meget som har forandret sig. På jobbet er der dog kommet en håndfuld nye ansigter, der er næsten ingen rygere tilbage, og betrækkene på stolene er blevet lidt mere blankslidte (jeg siger ikke dermed at kollegerne har ligget for meget i dem!!)
Der er skudt nye huse op i byen på bekostning af nogle gamle, men i det store og hele ligner alt sig selv.

Den største overraskelse indtraf den første formiddag, jeg mødte på arbejde. Det var egentlig planen jeg skulle ”sluses” lige så stille i gang (sætte mig ind i nye bekendtgørelser, nye edb-programmer m.v.). Men sådan skulle det ikke gå.
Lige efter jeg var mødt kom anklageren fra Retten (på 1. sal) ned i vagtstuen og bad om assistance til Retten idet et par vidner var blevet truet af en tiltalts ”supportere”. Da de andre var optaget i marken, måtte jeg løbe derop sammen med vagthavende. Få øjeblikke efter stod jeg med to sigtede (hvoraf den ene blev anholdt), et vidne og to forurettede. Det var i og for sig enkelt nok. Problemet opstod i det øjeblik jeg loggede mig ind på sagsbehandlings-systemet. Jeg måtte sande at jeg fuldstændig havde glemt hvordan man navigerer rundt i det… Det var noget af en overraskelse for mig, og jeg var lidt flov over at skulle hente hjælp fra kollegerne. Siden viste det sig heldigvis at jeg i løbet af få dage kunne genkende systemet.
--
I hverdagen tænker jeg ikke ret meget på Kosovo. I virkeligheden er der absolut intet at savne. Hvis jeg alligevel skal nævne noget, må det være nogle af de gode bekendtskaber, jeg fik dernede. Det har overrasket mig meget, hvor mange der sender mig e-mails og takker for en god tid sammen. På den måde er jeg også holdt nogenlunde ajour med, hvad der sker.
Jeg tænker især på min ”mor”, Mehrije. Hun var en ener, og bestemt stærkt medvirkende til at jeg slap så let igennem året på det private plan.
For en uges tid siden satte jeg mig og skrev et brev til hende. Jeg var ligesom nødt til at skrive det på engelsk og så håbe på at hendes søn eller andre kan oversætte det for hende.
Jeg blev meget forskrækket over, at jeg ved afslutning af brevet fandt mig selv sidde og fælde tårer. Det gik pludselig for alvor op for mig, hvor meget hun betød for mig.
Jeg har jo erfaring for, at breve kan blive væk undervejs derned, og jeg ville næppe nogensinde finde ud af, om Mehrije modtog mit brev.
Derfor fik jeg den ide at sende det som e-mail til Søren, som stadig er i Peja. Jeg ved godt det er lidt upersonligt, men på den anden side var der større sikkerhed for det ville nå hende.
Som sagt, så gjort. Jeg tillod mig at foreslå Søren at han eventuelt kunne lade sin tolk oversætte det til albansk..

To dage senere modtog jeg mail fra Søren. Han kunne berette, at både han og hans tolk havde siddet og tudet over mit følsomme brev (ham Søren er altså ikke uden humor, skulle jeg hilse og sige). Brevet var oversat til albansk, og på sin vej hjem fra arbejde var Søren gået op og havde ringet på Mehrijes dør.
Da det gik op for hende, at der var brev fra mig, havde hun gnedet det på sin kind og med blanke øjne gentaget ordene: ”Peter, Peter, Peter….”
Ja, ja, Søren. Så var det nok heller ikke værre.
Jeg er i hvert fald glad for at have vished for at Mehrije fik mit brev.
Selv om brevet jo nu tilhører Mehrije, er jeg sikker på at hun ikke vil have noget imod, at det bliver offentliggjort, så hele Verden kan læse det.
Her får I det så:
--

Silkeborg, Denmark 12.01.06

Dear MEHRIJE;

Now I think it is time to send you a letter.
I hope you are doing well and I hope you had a happy New Year together with your family.

It is nice to be home in Denmark again and it is nice to be together with family, friends, and colleagues.
They are all doing well.

I must tell you that I am thinking about you EVERY day. You were for sure the one who meant the most to me during my stay in Peja.
You were right when you told me that you were my “mother” – and I was your “son”.
You are the main reason that I enjoyed Peja so much.

I am also thinking about all the other people around your house. What about Xhelal and his family? Are they doing well?

My mother was very happy for the clothes you gave her. She asks me to send you her best wishes for the future. She also asks me to thank you for taking care of me so well. She is very happy about the way you treated me and she wishes you and your family all the best.

From time to time I am in contact with “old” friends from Peja so I know a little about the weather and what happens on daily basis.
In two weeks one of my American friends from Peja will visit me in Denmark. We will celebrate his birthday.

In Denmark it has been cold for some weeks but it is getting better now.
My friends and colleagues ask me often about my experiences from Kosovo. They like to hear about my stay. I always remember to mention you and how much you took care of me.

I hope your legs are doing better and I hope you have got the right treatment.
One of my friends sent me an email and told me that you did not get any new Danes in your apartment. I feel sorry for that, but I did what ever was possible to make them move in.

Do you remember that I brought home a little peace of your “red flower” from the living room? That little flower is doing well. Every time I see it I think about you and your nice worm, and cosy apartment, and the good food you brought to me from time to time.
--
My dear Mehrije; I will end this letter. I will ask you to send all my best wishes and thanks to the people around your house. I mean “the boys” in the shops, neighbours, and all the people that still remember me. Tell them that they will always be in my heart.

I still hope to come back to Peja (and you) on day.

All the best to you “mama” – and might God take care of you.

From deep in my heart I wish you all the best.

Peter

--
På Peja station er der sket noget temmelig kaotisk.
Jeg fik et par mails dernede fra om en noget fantastisk hændelse.
Det lokale politi havde anholdt en lokal for ét eller andet. To kolleger stod med ham for at få taget hans fingeraftryk, da en tredje, uniformeret kollega kom ind i lokalet.
Den sidst ankomne kiggede på den anholdte og sagde:
”Aha, det var jo din bror, der dræbte min bror… Nu skal hævnen eksekveres!!!” Med disse ord trak kollegaen sin tjenestepistol og skød den anholdte…
Og det var så det…

På én eller anden måde beskriver det ganske godt, hvordan tingene - eller nærmere - mentaliteten er blandt dette folk…
Naturligt nok har det i befolkningen givet en vis uro og mistro til politiet…

Den 6. og 7. januar blev der afholdt ”psykologisk debriefing” for alle os, der kom hjem i november. Vi mødtes på et konferencecenter i Odense. Det er nu ikke fordi der mig bekendt er nogen, der har fået psykiske lidelser af turen.
Debriefingen blev afholdt af et par af politiet psykologer, og gik i korthed ud på at ruste os til eventuelle besværligheder efter hjemkomsten.
Det var en udmærket tur, især var det dejligt at hilse på dem alle sammen. Jo, vi hyggede os godt.

Jeg har et par gange tænkt på, hvad der var den største oplevelse for mig i Kosovo. Der har været rigtig mange gode oplevelser.
Hvis jeg skal fremhæve en enkelt, må det bestemt være at jeg var så heldig at være Boss på Peja station da den blev overdraget til de lokale den 27. maj 2005. Det var en stor ære og en stor oplevelse at være ham, der officielt skulle overdrage flaget (et symbol på ansvaret) til den lokale stationsleder.
Det var også stort at få fornøjelsen af at holde den officielle tale.
Jeg kan stadig huske den klump jeg fik i halsen da jeg gik fra arbejde den eftermiddag og vendte mig om for at se KPS-flaget hænge i flagstanden.

De store kontraster mellem grimt og smukt er også noget af det, jeg vil huske Kosovo for.
--
Jeg har selvfølgelig også tænkt meget på, hvordan det vil gå Kosovo i fremtiden. Vil tingene blive ”normale”, set med nordeuropæiske briller?
Skal jeg være helt ærlig må jeg tilstå, at jeg er bange for, at forhold som for eksempel den politiske verden, infrastruktur, mentalitet og lignende ikke ændrer sig væsentligt de nærmeste år.
Folket i Kosovo har det simpelthen ikke i blodet (om jeg så må sige). Mentaliteten er SÅ forskellig fra det, vi finder der kræves af et velfungerende samfund.
Gammelt had til serberne vil nok også spille en vis rolle for manglende vilje til forsoning.
--
I mit sidste (eller næstsidste) afsnit fortalte jeg om en handel om et maleri jeg ”købte” af en cigaretsælger. Et maleri, som end ikke var lavet endnu. Jeg betalte pengene til en cafe ejer, som lovede at sende det til mig…
Miraklernes tid er endnu ikke forbi. Cirka fire uger efter min hjemkomst, modtog jeg et ganske udmærket maleri med posten. Motivet er fra Rugova dalen. Afsenderen sendte mig endda senere en e-mail og spurgte, om jeg havde modtaget det. Jo, der findes da stadig ærlige folk. Maleriet er vist min souvenir nummer 1 fra Kosovo.

Der er rigtig mange som har spurgt mig, om det var svært at komme hjem. Det fik vi i øvrigt at vide mange gange, inden vi tog af sted, at det kunne være..
Jeg må slå fast, at det faktisk på alle niveauer har været meget nemt for mig at vænne mig til hverdagen i Danmark igen. I virkeligheden har det været lettere end jeg havde forventet.

Opholdet i Kosovo har helt sikkert lært mig at sætte pris på de forhold, vi har herhjemme. Jeg kan beskrive det med følgende:
For et par uger siden så jeg et syv minutters indslag i tv-avisen om de kaotiske rengøringsforhold på de danske sygehuse. Noget om bakterier på dørhåndtag og lignende. Ja, man kunne nærmest få det indtryk, at det er dødsens farligt at sætte foden indenfor på det, der skulle være en helbredende institution.
Jeg må sige, at jeg kun havde hovedrysten tilovers for dette indslag. Nogen husker måske min beskrivelse af sygehusforholdene i ét af de første afsnit. Cigaretskodder, spytklatter på gulvet, spindelvæv, uhumske toiletter og stank, er det, jeg husker bedst fra min færden dér.
Så er det jeg ikke forstår, at nogen trods alt bliver helbredt på sygehuset i Peja.
Jeg får det indtryk, at nogen ganske enkelt skal finde noget at beklage sig over.
Hvad med at sætte pris for den høje standard vi har på alle områder i Danmark?

Jeg er enormt glad for at jeg besluttede mig for at tage af sted, jeg er enormt glad for opholdet dernede, og jeg er meget glad for at være hjemme igen.

”Skal du snart af sted igen,” bliver jeg spurgt næsten dagligt.
Nej, det skal jeg ikke. Alene af den simple grund at vi alle får to års karenstid efter en mission.
Den regel kan man selvfølgelig diskutere. På sin vis tror jeg det er en god regel. Det tvinger os ligesom til at koncentrere os om en hverdag herhjemme, selv om man måske gerne vil af sted igen.
”Jamen, vil du så af sted igen engang?,” er så det næste spørgsmål.
Jeg tror de fleste siger til sig selv, at de aldrig vil af sted igen, eller også går det i blodet på én.
Jeg fornemmer klart, at jeg hører til den sidste kategori. Jeg forestiller mig at jeg får en vis uro og udlængsel i kroppen efter nogen tid.

Her til sidst vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle Jer, der mere eller mindre energisk har fulgt med i min hverdag. Jeg har været meget glad for at fornemme, at så mange har vist interesse for min gøren og laden.
Jeg har bestræbt mig på at berette så åben og ærligt som muligt. Jeg valgte fra starten at lade Jer vide, hvilke tanker og følelser, der rørte sig i mig. Det har til gengæld formentlig haft den konsekvens, at nogen med rette vil kunne påstå, at mine beretninger ikke har været objektive.
Til gengæld håber jeg det har gjort dagbogen mere læsevenlig.
--
Der er én person, som fortjener en særlig tak.
Jeg skylder stor tak til min gode kollega Carlo Rhiger.
Det var Carlo, som på et tidspunkt tilbød at omdanne mine almindelige e-mails til en elektronisk dagbog.
Carlo stillede ganske enkelt noget af sin private hjemmeside til rådighed.
Jeg sendte blot min dagbog til ham, og vupti…. Næste dag var afsnittet at læse på hjemmesiden. I skrivende stund virker tælleren ikke, men ved nytårstid så jeg hjemmesiden rundede 3.000 besøg. Det er da noget.

”Carlo, tusind tak for dit store og flotte arbejde. Uden dig ville det ikke være muligt at så mange blev delagtiggjort i mit eventyr.”
--
Nå, kære læsere. Nu er vi nået til vejs ende.
Nu vælter vemodigheden op i mig igen, så inden tastaturet bliver for vådt, vil jeg takke af.

Tak for Jeres interesse.

”Take care, see you in the next mission” (som vi altid sagde, når vi tog afsked med en god ven)

Kærlig hilsen
Peter