Onsdag 08.12.04
Jeg vågnede med et sæt fra en ond drøm kl. 12.00
Jeg drømte at Claus, Bjarne, Jan og jeg skulle til endnu en engelsk test. Rygtet ville vide, at Jan og jeg var dumpet. Da vi dagen efter skulle mødes med sensor så jeg, at han havde skrevet nogle få ord med rødt under min opgave. ”Åh nej,” tænkte jeg, da han med bedemandsfjæs bad mig tage plads.
"Ja, Peter. Det var .... " Så vågnede jeg med et sæt.
Da det efter nogle øjeblikke gik op for mig, at det var en drøm, vendte jeg mig lettet om og sov straks videre til larmen fra gaden. Sikkert med et glad smil på læberne.
Jeg vågnede veludhvilet lidt efter kl. 15.00. En halv time senere dukkede Jan op fra sit værelse. Også veludhvilet.
I eftermiddags købte jeg en ny diskette og gik på internetcafeen. Fandt en ok computer og kom godt i gang med at reetablere dagbogen.
Dennis fra TV-2 sendte en sms. Han skrev at sidste afsnit af "Det er politiet" blev set af 845.000 seere, hvilket han betegnede som en klar succes.
Det er vist meget godt at være fri for at høre på alle de kommentarer, folk ville komme med på gaden, hvis jeg var derhjemme ... Det er vist ikke sjovt i ret mange dage.
--
En højst besynderlig følelse at stå udenfor politistationen kl. 00.05 i den mørklagte by sammen med 15-20 KPS-ere, der utålmodigt ventede på at komme på patrulje under vejledning af 6 internationale kolleger. Lille jeg, som ikke kender deres arbejdskultur, faglige standard, sprog og rutiner.
Jeg skulle være makker med Sadat. Mit første kendskab til ham var det, han sagde, da vi satte os ind i patruljevognen: "English katastroff". Kort tid efter fik vi dog en tolk ombord, og så gik det ikke så ringe endda. Sadat snakker med HELE sin krop, så han er rimelig let at forstå..
Fra kl. 06.00 – 08.00 skulle vi bevogte en fange på hospitalet.
Her er den helt særlige lugt, men ikke den samme som på danske sygehuse og hospitaler.
Stålskabene på gangen er rustne, stole overalt og cigaretskodder og blade fra træerne udenfor har lagt sig i hjørnerne. Malingen skaller af, der er spindelvæv på væggene og gulvene er møgbeskidte.
Det kræver helt bestemt et godt helbred at være indlagt her.
Gad vide, hvad Embedslægen ville sige, hvis han kom på besøg her.
Hørte lige på min radio, at hundejagten blev indstillet kl. 05.30. I nat havde de kun skudt 24 hunde, men alligevel er det blevet til 152 de sidste 3 nætter..
På vej hjem fra arbejde kunne vi se spor efter nattens hundejagt. Et par steder var der blodpøle på fortovet og et enkelt sted havde det sprøjtet med blod på en husmur ...
---
Torsdag 09.12.04
Det bliver koldere nu. Lige omkring 0 grader - og lidt koldere om natten.
Jeg har undret mig over, at der nogle steder står vand i gaderne, selv om det ikke har regnet.
En tolk fortalte, at det var "black water" (det sorte vand), som trænger op igennem de tilstoppede kloaksystemer. Ved nærmere eftersyn kunne jeg godt se, at vandet havde en mærkelig, blakket kulør.
Jan og jeg har bestemt os for at blive boende hos Mehrije. Vi vil give købmanden besked om at vi ikke vil overtage amerikanerens lejlighed.
Vi synes begge her er ret hyggeligt at være. Mehrije er altså så sød og god imod os.
Jan og jeg kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Vi er vist af same type: søde, blide, rare, kække og hensynsfulde J
Det radiosystem, vi har, fungerer rigtig godt. KPS-erne og vi internationale kører på hver sin kanal. De taler albansk, vi engelsk. Alle kan høre, hvad alle siger på alle kanaler. Endvidere har vi en kanal til "privat" snak, hvor man må tale sit modersmål indbyrdes. Det betyder, at vi danskere kan tale sammen – også i fritiden – da vi har radioen med hjem. Rækkevidden for håndradioen er adskillige kilometer. Langt længere end de danske.
Claus, Bjarne, Jan og jeg mødtes til spisning på restaurant i aften. Claus måtte jo fortælle om sin første dag i sin nye afdeling. Det var ikke lykkedes ham at finde ud af, hvad hans funktion er ...
Allerede nu har vi alle fire erfaret, at KPS-erne ikke regner kolleger fra Indien, Afrika, Ægypten og Jordan for noget…
“De lugter. Vi kan ikke forstå dem. De er dovne, og så er de her kun for pengenes skyld,” er nogen af de gængse kommentarer.
Vesteuropæerne, derimod, nyder stor anerkendelse og respekt.
En KPS-er havde sagt til Bjarne: ”Jeg kan ikke li at se dig her…” Bjarne var blevet noget forskrækket og bekymret over, hvad han havde sagt eller gjort forkert, og han fik straks svaret: “I danskere er overkvalificerede til bare at køre almindelig patrulje..”
Claus har været med på hundejagt – som observatør – for at se, at det går rigtigt til. Det var ikke en misundelsesværdig oplevelse.
Jægerne skød på løsgående hunde – ofte fra bilen. Bagved kørte 2 mand I en lastbil og samlede dem op.
En “køter” ofrer man højst een patron på. Selv om en hund blot var anskudt, blev den kylet op I ladet. Efter jagten kørte de langt uden for byen til en slags losseplads, hvor der var gravet et kæmpestort hul til hundene. Her blev de skånselsløst kylet ned i hullet til de døde hunde fra tidligere jagter.
På stedet var der den frygteligste stank. Straks de stod ud af bilen brækkede den ene KPS-er sig.
En “kommunemand” talte jægernes bytte. De blev belønnet med 5 euro pr hund. Ret god betaling i sammenligning med en almindelig månedsløn for en KPS-er, der får 200 euro om måneden.
Hvad ville “Dyrenes beskyttelse” mon sige, hvis de overværede dette svineri?
---
Fredag 10.12.04
Vi mødte kl. 07.45 til den daglige briefing.
Så straks på listen, at jeg skulle være makker med temalederen, Patric fra Nigeria.
En kæmpestor sort fyr. Vi har talt om, at han er svær at blive klog på. Han virker på een gang arrogant og flink – måske magtsyg. Han har dog den fordel, at han taler et let forståeligt engelsk. Nå, fem minutter over otte sad vi i bilen sammen med en KPSer og en tolk. Da vi havde kørt 20 meter – fra p-båsen til stationens hoveddør bad han mig stoppe. Idet han steg ud, bad han os vente et øjeblik, for han skulle lige til et møde…
Selv om jeg vælger at se det bedste i folk, opfattede jeg det klart som en magtdemonstration fra hans side. Vi daskede lidt rundt, indtil han 55 minutter senere var klar til at køre…
Alligevel viste han sig han sig hurtigt at være en hyggelig, lattermild og humoristisk fyr.
Jeg spurgte lidt ind til hans politimæssige baggrund. Han svarede, at han til daglig er ansat i det vi derhjemme kalder “anti terror korpset”, der også beskytter indflydelsesrige personer. Han sagde også rent ud, at det er under hans “rang og værdighed” at patruljere. Faktisk havde han aldrig gjort det før han kom til Kosovo.
På et tidspunkt ville han påtale en ulovlig parkering. Vi holdt ind foran synderen, der fik valget mellem at flytte sin bil, eller få en bøde. Hvad han valgte er vist indlysende, og jeg var klar til at køre videre.
“Vent lige på mig her,” sagde Patrick og fortsatte. “Jeg skal lige ind i denne butik og købe noget…” Han satte parkeringsreglerne ud af kraft i en periode af godt fem minutter…
Dette, og mange lignende eksempler er klart eet af problemerne med denne brogede skare af politifolk fra hele Verden. Hvordan skal vi lære KPSerne god moral, med en indstilling som Patricks (og flere med ham)?
Bilen var pløret til I mudder (også indvendigt), så jeg foreslog vi kørte til “Log Base” (FNs tankanlæg m.v.) for at vaske bilen.
Køen var ret lang, så Patrick foreslog vi kørte til et andet sted, han kender. Det viste sig at være en privat tankstation…
Vores bil blev straks vasket, og (hvad der ikke kom bag på mig) fortalte tankpasseren, at det var gratis.
“Jeg plejer at få vasket bilen gratis her,” sagde han, da vi kørte.
Jan og jeg har talt om, at vi snart vil have en snak med lederen af vagtholdene (svarende til en vicepolitiinspektør I DK). Han er skotte og en rigtig gæv gut.
Nej, to dumme danskere kan ikke lave revolutioner i Kosovo og FN, men det ville være rart at vide, om der ikke findes en “politik” for, på hvilket niveau moralen skal ligge…?
På vej hjem handlede vi ind. Nu ville vi prøve at lave dansk mad. Hos slagteren købte vi hakket oksefars og bageren vinkede til os, da vi gik forbi hans butik. Isenkræmmeren, hvor vi forleden købte noget, der minder om en kartoffelskræller, stod udenfor og bukkede andægtigt… Hos købmanden købte vi mel, rødbeder og margarine m.v., og hos grønthandleren blandt andet kartofler og løg.
Nu kender de lokale handlende os. De bukker og åbner døre. Lidt hyggeligt og morsomt.
Nu vil vi forsøge at lave dansk hakkebøf med brun sovs og bløde løg. MEN kulør – eller noget der minder om, kan vi ikke finde…
Aha.. God ide: Bearnaise sovs ville være fint. Med masser af bløde løg efter Lasse Ivanøes helt særlige opskrift .
Jan ville sondere nærmeste butikker, men kom slukøret og tomhændet tilbage.
Claus var inviteret, og bedst som han var kommet (frysende og godt misundelig på vores hyggelige, varme lejlighed) og kartoflerne kommet i kog – gik strømmen…
Kartoflerne kunne nu nok koge sig selv færdige. Hakkedrengene blev stegt på en rundbundet stegepande over gasblusset, og .. smørsovsen smeltet på brændeovnen.
Således indtog vi for første gang vores egen, hjemmelavede, danske middag i hyggeligt skær fra stearinlys og gasbrænder. Dertil hver en enkelt “Peja Pilsner”, som for øvrigt smager fortrinligt.
Klokken 22 kom strømmen igen. Forinden havde vi opdaget, at toilettet var blevet utæt. Når vi trak ud, trængte alt vandet ud mellem toiletkummen og gulvet.
Nå – den slags småproblemer kan man ikke tage sig af en fredag aften. Vi må have fat i Mehrijes søn i morgen, og hold da op, hvor vi hygger os J
Jeg har tænkt på, hvor godt vi går og har det i Danmark, og hvor godt alting fungerer. Efter at have oplevet den kaotiske trafik, gider jeg ikke mere høre om håbløse bilkøer i Silkeborgs gader lørdag formiddag. Efter at have oplevet sygehuset her i byen gider jeg ikke høre på brok over sygehussystemet (hernede har man f.eks. selv sengelinned med…). Efter at have set tilstoppede kloaksystemer og affald overalt, giver det ingen mening at snakke om sundhedsfare og forurening. Nej, efter at have set, hvordan tingene fungerer (eller ikke fungerer), bliver jeg i hvert fald aldrig politiker. Vi har jo ikke noget at kæmpe for længere…
---
Lørdag 11.12.04
Netop som kaffevandet kogte kl. lidt i 7 i morges gik strømmen. Mødte kl. 07.45 og skulle køre med en KPSer og en tolk.
Vi var fangevogtere på sygehuset fra kl. 08-10. Derefter patruljering i byen. Lørdag er markedsdag. Over hele byen (næsten), så trafikken blev hurtigt kaotisk (igen: Silkeborgs lørdagstrafik = 0)
KPS kollega Ahmet har 3 ugers erfaring som politimand, så jeg måtte jo træde i vejlederens rolle…
MEN selv med 25 års erfaring kan man være usikker. Flere typer kørekort, forsikringspapirer, registreringspapirer, overdragelsesdokumenter, og hvad ved jeg…? Det virker ret uoverskueligt at tjekke en bil og fører.
Og Ahmet? Han kiggede hver gang spørgende på sin vejleder. En bilist med albansk kørekort (som er skrevet i hånden) havde glemt bilens papirer. Han boede i nærheden (hvor ???) og klarede frisag mod, at han inden 10 minutter vendte tilbage til vores tjek-point med papirerne. Bortset fra kørekortet, som jeg beholdt i pant. Han vendte aldrig tilbage…
Her er man ellers ret konsekvente. Når nogen får en færdselsbøde, tager mange noget i pant – ofte bilen eller kørekortet. Derefter får man en kvittering på det beslaglagte, og har så 14 dage til at betale.
En flot og præsentabel, midaldrende herre blev også standset. Han havde ikke sit kørekort med, netop fordi det var beslaglagt af politiet, indtil han betalte sin fartbøde…
Han kunne ikke finde kvitteringen fra politiet på, at han havde afleveret sit kørekort.
Jeg bad om hans ID-kort (som alle altid skal have på sig). Af det fremgik det, at han er byens Retspræsident… Jeg spurgte ham, om han var til at indgå en “handel” med, og det bekræftede han med et smil (kunne måske misforstås). Han fik besked på at møde op på stationen i morgen kl. 16 og vise mig, at han er berettiget til at køre bil.
Han takkede venligt for min måde at tackle hans fejltagelse på… Da han var kørt sagde tolken, at det nok – i denne situation - var den bedste løsning, for det er ham selv, der sidder og afgør bøderne på Dommerkontoret…
Nu må vi se, om han dukker op…
Ved skiftetid bad jeg Teamlederen for det nye hold om at sige til ham den første bilist, at han skulle komme i morgen og få sit kørekort (m.v….) hvis han skulle dukke op.
KPS-teamlederen kiggede grundigt på kørekortet og dømte det til helt sikkert at være forfalsket… “Snydt, hr. betjent Pedersen…” Men ham skal jeg sgu nok finde, skal jeg…
Selv om der ikke havde været strøm hele eftermiddagen, mødtes vi i entreen af en dejlig varme. Neej, Mehrije havde ikke svigtet med optændingen. Vi var ikke kommet af skoene, før hun stod i døren.
Hun ville lige vise os, at hun havde fået installeret en stor akkumulator og dertil hørende oplader og en lille lampe. Tilmed er fjernsynet tilsluttet, så vi nu kar lys og fjernsyn, selv om strømmen er væk.
Toilettet var ordnet. Vi forstod på hende, at det var stoppet, og at vi fremover blot skal bruge en “svupper”, hvis det sker igen.
Allerhelst ville hun dog, hvis vi vil smide (brugt…) toiletpapir I en dertil hørende spand med låg.. L Vi havde faktisk snakket om, om den spand var til det formal, meeen…
OK, Mehrije tømmer helt sikkert spanden hver dag, så….
Hun var rigtig i sit es i dag, og vi fik noget, der mest af alt minder om et lille knus, inden hun gik..
Strømmen kom igen lidt før kl. 18.30.
I øvrigt fik Jan og jeg en lille snak med chefen for vagtholdene (skotten, David). Vi ville gerne vide, hvad vores opgave rent faktisk går ud på – også hvad angår fælles moral.. Nej, der er ingen fælles politik, så der er ikke andet at gøre, end at gøre, som vi finder bedst…
---
Søndag 12.12.04
Måske skulle jeg prøve at gøre en slags status over arbejdet. Efterhånden er det ved at gå op for mig, hvad det her drejer sig om (vel også på tide).
FN-politifolkene skal dels udføre politiarbejde af enhver slags. Lige fra ledelse på højeste niveau til kollegaen helt nede på gulvet (der, hvor jeg befinder mig). Sideløbende med det har vi alle en opgave i at vejlede KPS i alle former for politiarbejde. Det indebærer, at der faktisk kører to sideløbende politistyrker med ledelse, mellemledelse, specialafdelinger som f.eks. færdselspoliti, kriminalpoliti og teknisk afdeling m.v.
På mit felt drejer det sig om at vejlede den enkelte i taktiske principper ved standsning af mistænkelig bil, forholdsregler “ved første vogn på gerningsstedet”, indsamling af nødvendige oplysninger, sikring af vidner, visitering af mistænkelig eller anholdt person m.m.m.
Der ud over vejlede dem i hvordan de skal behandle “publikum”, og give dem forståelse for, at politiet er til for befolkningen – og ikke omvendt.
Og jeg kan heldigvis sige: De har viljen, og vist også evnerne.
KPS overtager hen ad vejen flere og flere opgaver, og i takt med det, bliver der færre og færre IPOer.
Langt de fleste KPSer er dygtige, ihærdige og velkvalificerede. Med det siger sig selv, at når ancieniteten for den enkelte politimand er fra 3 uger til max 5 år, er der meget at lære, inden den rette ekspertise, moral og kultur er etableret.
Man kan måske udtrykke det på denne måde: KPS skal opbygges ved “learning by doing” under vejledning af alle vi andre.
I to af Kosovos fem provinser har FN trukket sig ud og overladt arbejdet til KPS. Blot få observatører er tilbage.
I det daglige mærker vi ikke de spændinger, der er i befolkningen. Men vi er mange gange advaret mod at “slappe for meget af”. Ufreden lurer hele tiden.
Det går dog den rigtige vej. Her i Peja er der “kun” begået 17 mord i år indtil nu. Alene sidste år i august blev 12 mennesker myrdet.
Det farligste hernede er klart trafikken. Der ses stort på færdselssikkerheden. Især om natten og i tåget vejr er det MEGET farligt at færdes i trafikken. Jeg har endnu ikke set en cykel med lys. Uden for byen vrimler det med hestekøretøjer, traktorer, hyrder og løsgående dyr. Jeg har ikke kunnet finde det officielle tal for trafikdræbte. Nogen siger “nogle hundrede” og andre påstår der er ca. 1.800 om året. I Danmark er det under 200 dræbte om året, så vidt jeg husker.
Jo, Rådet For Større Færdselssikkerhed kunne bestemt også gøre gavn i en mission her nede.
I formiddags gik Bjarne og jeg en lang tur i byen. Det er en betydelig bedre måde at se byen på, end gennem patruljevognens ruder.
Vi tog en del (stemnings) billeder.
Ved nærmere eftersyn vidner byen også om dynamik. Der er faktisk gang i rigtig meget nybyggeri.
Bjarne kom forbi ved 13.30 tiden for at få varmen. Han havde siddet i sin sovepose hele dagen i forsøg på at holde varmen, men hans røde næse vidnede om, at det ikke var lykkedes alt for godt.
Han kan ikke skjule sin misundelse over vores hyggelige og lune lejlighed.
Vi mødte kl. 16.00 og jeg skulle patruljere alene med KPS, Murat, som talte (dårligt) engelsk, men klart gjorde sit bedste.
Retspræsidenten kom som lovet, og de lokale politifolk kunne ikke skjule deres forundring over, at jeg havde selveste Retspræsidenten “på gulvtæppet”.
Til gengæld lykkedes det mig ikke at finde ham, hvis (falske?) kørekort jeg havde taget.
Murat og jeg blev sendt på patrulje i to nabolandsbyer, Ciga og Brestovik. Begge byer er fuldstændig udbombede. Selv om det var mørkt, var det et meget deprimerende syn.
Hele området ligner ……. Nej, det er umuligt at beskrive.
Ind imellem ruinerne har nogle få familier (ca. 20 personer i alt) bygget nye huse. Overalt ligger der bunker af mursten og andre rester fra det, der engang var huse. Spredt omkring står spøgelses skeletter efter det, der engang var en by.
Ufatteligt, at nogen har mod på at starte på en frisk her. ALLE burde se den elendighed med egne øjne…
Murat fortalte om en af hans brødre, der døde under kampene i 1999. Da vi forlod Ciga, kørte vi langt, langt ud ad små jordveje, til landsbyen, Ruhot. På en mark, midt i mørket, i udkanten af byen var et stykke jord på ca. 20 x 20 meter omkranset af et jernstakit. Indenfor var et stort, sort gravmonument med navne og billede af 6 unge mænd – her iblandt Murats bror, Kasim. Det var godt nok underligt og rørende at stå der og se på det flotte monument i lommelygtens skær. Jeg spurgte om lov til at tage et billede, hvilket Murat gav mig lov til.
Jeg takkede for billedet og fordi han viste mig stedet. Murat takkede fordi jeg ville tage billedet, og fordi jeg interesserede mig for det, der var sket. Han fortalte så hvordan hans 19-årige bror og de andre var skudt i kamp mod serberne. Byen var også jævnet med jorden, men nogenlunde genopbygget. På den måde fik Murat også bragt lidt balance i regnskabet (Sega kontra hans by)
Natten til i dag var der skyderi og knivstikkeri på et diskotek her i centrum. En person blev overført til hospitalet I Pristina, og han er i livsfare. Tre andre blev såret. Motivet kender jeg ikke, og gerningsmanden er ukendt.