Kære læsere.

Jeg kan se, at min dagbog netop nu runder 1000 besøgende. Det glæder mig usigeligt at så mange har gidet læse om mit liv hernede.
Igen vil jeg gerne takke Carlo fordi han stiller sig til rådighed med hjemmesiden.

De dage dette afsnit omhandler, forekommer mig at være een lang arbejdsdag. Ikke fordi der skete noget særlig spændende, men fordi der under overfladen var en lurende frygt for uroligheder. Vi var derfor i højt beredskab, men det kan I jo læse om, hvis I har lyst.

Billede 1: Her et billede af den lille tiggerdreng, som jeg omtaler i dette afsnit. Bemærk: Han har et par mønter i hånden. I forgrunden min amerikanske kollega, Donny Joe, som I kommer til at høre mere til senere. I baggrunden til højre for ham min danske kollega, Claus Baltzer.
Billede 2: En gang imellem kommer en skraldebil igennem gaderne og samler det værste affald sammen.
Bemærk: Den ene skraldemand anvender IKKE handsker. Ikke noget for tøsedrenge.

 
Mange hilsner
Peter

---
Lørdag 12.03.05
Jo, det var rigtig dejligt at være hjemme. Først da opdagede jeg, at lugten af black water og bilos er i mine sanser hele tiden hernede. Og hvor befriende at være fri for albansk musik.
Dejligt at se alle "de kære", vennerne, naboerne og kollegerne på stationen.
Jeg sneg mig da også med til den årlige studiekredsafslutning på Pejsegården. Det er jeg meget glad for jeg gjorde. Hilste på alle de velkendte ansigter og nogle nye. Det er god opladning.
Det lykkedes heldigvis at komme fra Wien om aftenen da jeg skulle hjem, men vi landede først lidt før midnat, så jeg måtte tage nattoget til Skanderborg og derfra videre med taxa helt hjem. Klokken var 04.30 inden jeg dødtræt nåede endestationen.
Lige som sidste gang, jeg var hjemme, skete der "ting og sager" i Kosovo.
Ministerpræsidenten (samarbejdspartner og god ven af Søren Jessen-Petersen), modtog anklageskrift og tilsigelse fra Krigsforbryderdomstolen i Haag. Han valgte at møde op frivilligt, og opfordrede Kosovo’s befolkning til ikke at lave ballade "mens han kortvarigt er i Haag", som han selv udtrykte det. Han mener ikke at Domstolen har noget på ham...?
Alligevel blev stemningen i Kosovo lidt anspændt.
Jeg fik de daglige beretninger på mail fra det danske Kontingent samt Jan og Claus.
I en naboby havde "nogen" plantet en håndgranat foran en parkeret patruljevogn. En anden patruljevogn var mere eller mindre blevet gennemhullet af skud mens den holdt parkeret uden for nogle kollegers bolig.
I Jans’s by, Vitomerice, fik en kvindelig kollega en "telefonbombe" om, at hun ikke skulle tage til en bestemt koncert. I så fald ville stedet blive sprængt i luften. Koncerten blev af samme grund aflyst.
Ikke uventet har FN skærpet sikkerheden. Bilerne skal tjekkes godt inden man sætter sin ind. Alle er mindet om at have "nødtasken" (mest nødvendigt, personligt udstyr) pakket i tilfælde af evakuering. ALDRIG færdes - eller køre - alene. Især ikke på uoplyste steder, og altid have radio eller telefon på sig.
Jan og Claus sendte mail om, at Waititu var gået / var blevet gået som teamleader. De kendte ikke til årsagen, men den aldrende amerikaner, Tebow, havde overtaget butikken...
Ja - jeg har jo efterhånden set en del gange, at kolleger er "blevet gået", mens de har været på ferie, så måske rammes jeg også af det. One can never know om Tebow bliver siddende i stolen.
Nu sidder der måske een og anden og venter på at høre historien om det, jeg havde med hjem i kufferten.
Jeg må bedrøve Jer... Den er jeg nødt til at holde lidt tæt til kroppen en tid endnu.
Jeg kan dog sige så meget, at jeg fik puttet nogle æg i kurven. Vær tålmodig...
"Hjemturen" til Kosovo gik som efter en snor. Claus og Jan tog imod i Lufthavnen. Jan havde sendt en SMS om, at George også ville være med. Ups - måske fordi Claus og Jan skulle forskånes for at fortælle mig, at jeg var afsat som team leader.
George var dog ikke med alligevel, og så vidt de to vidste, var jeg stadig team leader J
Allerede en times kørsel før Peja kunne "vores" flotte bjerge ses knejse stolt og smukt mod himlen. De sneklædte bjergtoppe var ildrøde i den smukke solnedgang. Inden vi nåede Peja var det buldrende mørkt. Den eneste pejling vi havde på, at vi nærmede os byen var lysene fra det italienske militærs by (Italian village). Peja by lå hen i total mørke - som det hører sig til, når en international vender "hjem": Power cut. "Back to normal", sagde jeg idet vi ved byskiltet dumpede i et stort hul i vejen.
Da jeg officielt skulle på aftenarbejde måtte jeg lige inden om stationen og melde min ankomst. Kollegerne - især KPS’erne gav mig en rørende modtagelse og først af alt: "Hvordan har din familie det?"
Jeg lånte en radio for at kalde Tebow. Blot for at sige, at jeg var kommet, og ville dukke op igen næste morgen.
STRAKS kaldte Jones mig: "Peter, nu har vi været i Siga village siden kl. 17. Hvornår bliver vi afløst?" Nu da jeg ikke havde været der de sidste 11 dage kunne jeg kun sige ham, at det havde jeg ikke lige tænkt på... og henviste til Tebow.
George, Chief of Operations, brød ind: "Jones, der ER ikke nogen til at afløse Jer..." Jo, alt var i sandhed ved det gamle.
Idriz havde lyttet med, så han kom hurtigt susende ind på stationen.
"Peter my friend. Nice to see you. How is your family? It seems to me as if you were gone for one year..." Og så fik jeg et ordentligt klem.
Det bliver godt nok slemt den dag jeg tager fra dette hul for sidste gang... Jeg holder altså meget af disse mennesker.
Senere på aftenen sag Jan og jeg og drak en velkomst-sjus.
Da jeg jo egentlig var på job var radioen tændt (ups... Jeg må ikke drikke i arbejdstiden..). Ved 22-tiden hørte vi at der var kastet et par håndgranater ved hovedkvarteret i Pristina. Så vidste vi godt, hvad klokken var slået: Formentlig ALLE mand i 12-timers vagter fra i morgen.
Og ganske rigtigt. Support-shiftet blev til en lang, hektisk og forvirrende dag.
På vores support dage har KPS’erne på holdet altid fri, men i dag blev de kaldt ind.
Vi var således 2 hold på arbejde ad gangen, hvilket svarer til ca. 70 m/k.
Der herskede vild forvirring. Alle løb rundt imellem hinanden på den sparsomme plads vi end ikke har... Sammensætte patruljehold, lave patruljedistrikter, checkpoints og lave plan for afløsning m.v.
Alle chefer, og dem er der i sandhed nok af når to politistyrker arbejder sideløbende, kom med ordrer, kontraordrer - og nye ordrer.
Hvem er det mon lige, der bestemmer...?
Kort fortalt går det her ud på at lægge en "ring of steel" (stålring) rundt om byen. Så vidt det er muligt skal alle biler (så mange som muligt) standses. Personerne i bilerne skal tjekkes og skrives ned på nogle blanketter, så det til enhver tid er muligt at se, hvem der har bevæget sig ind i byen.
Midt i det hele kaldte George: "Peter, du og Kjulietta (KPS-team leader for hold D) leder det her - også i morgen..." Hans medfølende og drillende smil fortalte alt. Noget i retning af: "Synd for Jer, men nogen skal jo gøre det..."
"NO problem, George. If you say so!" For en god ordens skyld gjorde jeg ham opmærksom på, at vores hold dog kun var support hold i dag, så måske skulle den nepalesiske teamleader og Djuliette ha styringen.
"Se bort fra ham", svarede George med et stort grin, der gjorde det unødvendigt at stille yderligere spørgsmål.
Djulietta har overhalet de mandlige sergenter indenom. Hun er nyudnævnt løjtnant. Onde tunger vil vide, at hun er blevet forfremmet på grund af sine øjne og sit smil, mere end på sine faglige kvalifikationer.
Nå, men efter en kort styrkeprøve fandt vi nu fint ud af det. Hun havde helt sikkert gerne set mig i rollen som den, der lige klarede det her med venstre hånd, for hun "havde så mange andre ting at ordne". Det kunne jeg jo godt se, men det hun havde travlt med, hørte mere hendes privatliv til, kunne jeg se og høre.
Efterhånden fik vi arbejdet til at glide ind i sin rytme. Idriz dukkede op midt på eftermiddagen. Ham havde vi ikke kunnet få fat i tidligere. Han virkede temmelig fraværende. Jeg fandt ikke ud af hvorfor. Måske passede det ham ikke, at Djulietta nu stod over ham - med HANS hold?
Bortset fra et slagsmål på gaden, hvor en midt i forvirringen "kom til" at afgive et pistolskud ned i jorden, skete der ikke noget særligt. Uheldigvis for slagsbroderen, var politiet dukket talstærkt op, da han var så uheldig..
Klokken 20 kom hold A og C til afløsning for aftenen og natten.
"Operationen" i morgen blev aflyst lige inden vi gik hjem. Som tak for indsatsen forærede George os en FRIDAG i morgen. Sikkert den eneste fridag jeg nogensinde vil få foræret i missionen.
Så var der tid til at gøre status over dagen og kl. 21.00 gik en træt Peter betjent hjemad gennem den mørklagte by. Først da kom jeg i tanke om, at det eneste jeg havde indtaget siden morgenmaden var nogle få kopper kaffe.
Man skulle tro Mehrije er synsk. Hun kom med nylavet kartoffelsuppe, som stadig var lun. Mmmm. Som gengæld fik hun sin gave fra min mor (hjemmestrikkede sutsko, og nogle medbragte blomsterfrø).
"Falimanderit - falimanderit" (Tak - tak), sagde hun og gav et knus. Og så var hun væk med pakken under armen.
Jan så jeg ikke noget til. Han var mødt kl. 20 på SIN station, og havde en lang 12-timers nat forude. Stakkels bette mand.
---
Søndag 13.03.05
Jeg vågnede langsomt og registrerede en form for uro.
Eller var det.... støj? STØJ... Nej, det var larm...
Buldren - Hamren mod eet eller andet...
Hørte jeg nogen råbe...? Mit navn...?
Jeg satte mig op i sengen med et sæt. Det lød fuldstændig som om nogen var ved at smadre døren til lejligheden med en rambuk. Samtidig hørte jeg nogen råbe mit navn... Det var Jan’s stemme: "Peter, Peeeter..." Jeg fo’r op. Det var stadig mørkt i soveværelset. Fandt kontakten til natlampen. Damn!!! Power cut. Lydløst fandt jeg ud i gangen. Larmen mod døren var øredøvende.
Det irriterede mig, at jeg havde så svært ved at blive rigtig vågen. Midt i larmen bankede jeg stille på døren indefra. Der blev helt stille.
"Peter, er du der? Det er mig, Jan!"
Den var god nok. Det var helt sikkert hans stemme. Men hvorfor den larm?
Nøglen sad i døren, så det var let at låse op. Døren på klem. I skæret fra den store Maglite-lygte, han holdt i hånden så jeg Jan stå udenfor.
"Peter, du har ladet nøglen sidde i låsen så jeg ikke kunne komme ind", sagde han og forsøgte at se tilfreds ud.
Men hvad var det...? Bag ham stod samtlige beboere fra opgangen - og naboopgangen...
De var blevet vækket og hidkaldt af Jans’s støj. Nu stod de der med lettelsens smil om munden. Jan og jeg undskyldte optrinet og skikkelserne forsvandt op - og ned ad trappen.
"For fanden, Peter", sagde Jan, da han kom ind. "Jeg har hamret på døren og råbt dit navn i adskillige minutter. Jeg var faktisk ved at blive bange for, der var sket noget".
Sagens rette sammenhæng var ganske enkel. Jeg var faldet i en meget dyb søvn efter den lange vagt. Inden jeg gik i seng havde jeg ikke taget nøglen ud ad låsen, så Jan kunne ikke låse sig ind.
Han havde derfor brugt den tunge Maglite til at hamre med.
Selv om mit soveværelse er lige ved siden af døren, havde jeg ikke - i modsætning til alle andre beboere - hørt larmen.
"Hvad er klokken egentlig?", ville jeg vide. "Den er godt eet".
"OK. Undskyld. Jeg går i seng igen".
I eftermiddags mødte jeg Gilal (Mehrijes søn) udenfor på gaden. Jeg undskyldte balladen i nat.
"Det gør ikke noget", svarede han smilende. "Men Jan skulle have råbt til sidst, at det var ham, og at der ikke var noget galt. Vi har dårlige minder fra krigen om "nogen" der gik og hamrede på døre".
Ja, sådan tænker vi jo ikke, og det havde han fuld forståelse for.
Og han måtte beundre mit sovehjerte.
---
Torsdag 17.03.05
I går og i dag har vi igen kørt med 12-timers vagter. I dag med to hold (A & B) ad gangen (60-70 m/k). Anledningen er denne gang, at det i dag er 1-års dagen for de sidste store uroligheder i Kosovo. Det er et år siden serbere i Mitrovica beskyldte albanere (eller også var det omvendt) for at have drevet to drenge i druknedøden i en flod. Det gav nogle dages uroligheder i hele Kosovo. Nu frygtedes det så, at dagen skulle "fejres" med hævn.
Bortset fra en bombetrussel mod Rådhuset var dagen meget stille. Alle i og omkring Rådhuset blev evakueret til et nærliggende grønt område. Derefter rykkede det spanske militær ind for at undersøge bygningen visuelt, og til sidst blev nogle tilkaldte bombehunde lukket ind.
Selv om vi de sidste dage har haft RIGTIG forårsvejr, og kaffebaren her flyttet borde og stole udenfor, har det alligevel været en "sort" dag for et par stykker af os.
Vi modtog alle en e-mail fra det danske Kontingent. Alle, der har søgt om det, har fået forlænget deres kontrakt - bortset fra een: Jan....
Bornholm’s politi har meldt hus forbi. De mener ikke at de kan undvære Jan i sommer... Men hvad med os? Hvad med MIG?
Det var en ret nedslående nyhed - ikke mindst for Jan.
Som det ser ud lige nu bliver Bjarne og jeg de eneste danskere herude efter maj. øv, øv.
Ja, det lader til foråret har invaderet Kosovo fra én dag til den næste.
Vi går pludselig rundt med bare arme, allerede inden den sidste, beskidte sne er smeltet. Det er underligt at se, at selv om den sidste sne skaber bitte små bække af smeltevand, er vejene så tørre, at det støver.
Min "største" - eller værste oplevelse med tiggere indtraf i går morges ved 08.30-tiden.
Vi sad i den varme morgensol uden for kaffebaren og hyggesnakkede.
Mellem bordene dukkede en meget lille dreng op.
Vi skønnede ham til at være højst 3 år. Han havde stadig morgenhår og nattøj på. Han gik tålmodigt fra bord til bord med sine bedende øjne og sin udstrakte hånd.
Vi forestiller os, at han er blevet sendt på gaden for at skaffe penge, såfremt han ville gøre sig forhåbninger om at få morgenmad. Jeg MÅTTE há et billede af dette lille væsen, hvis tanker bestemt ikke drejede sig om naive barnelege. Nææh. Et eller andet sted var han en voksen mand, der selv havde ansvaret for at skaffe sig det mest basale i livet: MAD
---
Fredag 18.03.05
I dag var sidste dag med 12-timers vagter - i denne omgang. En slags rutine havde indfundet sig, så forvirringen var ikke så udpræget i dag.
Dog bærer det hele dog stadig præg af, at der er mange høvdinge. Med jævne mellemrum kommer skiftende ledere med større eller mindre ændringer. Dem, der lavede de oprindelige planer havde ikke tænkt på at sikre sig, at vi havde nok biler til rådighed, eller tænkt på, at der også skal bruges folk til at klare de akutte opgaver... Men hen ad vejen løstes disse ting.
Dagens "høst" bestod i fund af en håndgranat ude i "Jan’s by", Vitomerice. Og på et checkpoint ved hospitalet fandt en patrulje en skarpladt revolver i en bil, de ransagede.
Måske skal jeg lige ridse op, hvad formålet med alt dette hurlumhej er? På grund af efterretninger om mulig opstand i anledning af 1-års dagen for sidste års uro, ville man, i modsætning til sidste år, være på forkant og velforberedte.
Ved at være så mange som muligt - og være så synlige som muligt (show of force) formodes det at kunne lægge en dæmper på eventuelle uromagere. Ved at checke og registrere så mange som muligt ville vi få et rimeligt overblik over, hvem der bevægede sig hvor.
De sidste to døgn blev der således standset 3.600 biler. Alle personer i bilerne blev skrevet ned og registreret...
Idriz var rigtig i hopla i dag. Han fortalte den ene vittighed efter den anden. Cocktailen med vittighederne og det extremt gode og varme vejr gjorde alle glade og dagen meget lettere at komme igennem.
Da vi besøgte patruljen med Waititu på et check point uden for byen kom vi til at snakke om løn og penge.
Waititu mente han ville være "Kenya-Albaner". Så ville han åbne en kaffebar der ude på marken...
Ja, mente Idriz, det kunne da være bedre end at være politimand.
"Lad mig vise Jer et regnestykke", indledte han og fandt papir og pen frem.
"Ser I. Som politimand tjener jeg 7,50 euro om dagen. Det svarer til, hvad en "rigtig" arbejder tjener på to timer. Ergo arbejder jeg seks timer gratis.
Mens jeg er på arbejde skal jeg bruge penge. Ser her.Cigaretter 1,50 euro/dag
Mad 2,00 euro/dag
Kaffebar 2,00 euro/dag
Benzin til/fra arb. 5,00 euro/dag
Udgifter i løbet af arbejdsdagen 10,50 euro
Ergo koster det mig 2,50 euro at tage på arbejde hver dag.
Jeg fatter simpelthen ikke jeg har råd til det, og jeg aner ikke, hvor disse penge kommer fra".
Han sendte et taknemmeligt blik og et smil mod himlen...
"Ja, så var det nok bedre at starte en kaffebar".
Nu var det altså ikke lutter idyl og hygge det hele. Fra George havde vi, og de andre hold, fået en skriftlig "skideballe" over, at patruljerne ikke havde udfyldt og afleveret nogle lister over de biler, de havde standset og checket den 15. marts 2005 mellem 04 og 07. Han udbad sig en skriftlig redegørelse fra team lederne om årsagen.
I al fordragelighed havde jeg snakket med ham om det. årsagen til hans "beklagelse" var, at MHQ (Main Head Quarters) i Pristina går meget op i at få tilsendt disse lister.
George synes jeg skulle lade Idriz svare, og både han og jeg havde flere gange mindet Idriz om herom.
I dag kunne han ikke snige sig udenom længere. Han satte sig til tastaturet og kæmpede sig, med sved på panden, igennem et A-4 side stort svar, som efterfølgende blev oversat og afleveret til George.
Igen viste Idriz at man kan komme langt med humor. Hans "rapport" beskrev, at kollegerne havde givet adskillige grunde til ikke at udfylde skemaerne: Der var ikke ret mange biler på gaden den nat, og der blev udvist en række andre (opremsede) opgaver m.v. Kollegerne var gjort bekendt med, at de havde "forbrudt" sig mod givne ordre, men alt i alt havde de gjort et godt stykke arbejde den nat.
Han sluttede rapporten af således:
"Som Team Leader for Team "B" lover jeg at den slags ikke vil gentage sig i fremtiden og Team "B" vil, som sædvanlig, vise store resultater og være et godt eksempel for de andre hold på vores station.
Med respekt. Sergeant Idriz Atashi".
De to ord: "lover jeg" gav rapporten en humoristisk sammenligning med en lille dreng, der lover sin far, at han aldrig mere vil løbe over vejen uden først at se sig godt for.
Idriz og jeg sad lidt senere udenfor caffén (det lyder måske som om vi sidder der det meste af tiden...?). George kom over imod os og forsøgte at se meget alvorlig ud, men idet han satte sig ved bordet undslap en hovedrystende latter. "Du er uforbederlig Idriz, men det er godt du ikke tager alting så alvorligt. Så var arbejdet ikke til at holde ud".